Det kan godt være, at Radovan Karadzic' kone gerne ser sin mand stedt for Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag. Men hun skal ikke regne med opbakning fra Peter Handke, den 62-årige østrigske forfatter, der siden 1996 har kæmpet en ensom kamp for at overbevise verden om, at der er overgået Serbien en blodig uret, når Vesten har udpeget dette land som aggressoren på Balkan. Forsvarer Milosevic I det seneste nummer af det tyske tidsskrift Literaturen fortæller Handke over tyve sider, hvorfor han ikke vil vidne til fordel for den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic ved Haagdomstolen. Handke finder Milosevic uskyldig i de anklager, der er rejst mod ham for krigsforbrydelser, herunder meddelagtighed i mordet på over 7.000 muslimske mænd og drenge ved byen Srebrenica i juli 1995. Handke regnes for en af de betydeligste nulevende tysksprogede forfattere. Han vil med sit store essay forsvare Milosevic over for verdensoffentligheden, for det anser han for vigtigst. Uvirkelig atmosfære omkring domstolen Handke har i en række rejseskildringer ladet sine læsere se borgerkrigene på Balkan fra serbernes side, og han har tidligere beskrevet sine oplevelser ved mødet med Haagdomstolen. Denne gang kredser han med sit eget udtryk om de ord, han ville have anvendt, hvis han havde stået i vidneskranken i Haag, som Milosevic har opfordret ham til. Handke beskriver sit mere end tre timer lange personlige møde med den tidligere serbiske leder i fængslet og hele den uvirkelige atmosfære omkring domstolen. Haagdomstolen uberettiget I fransk ret kan et vidne blive opfordret til at give retten sin 'indre overbevisning' om skyld og uskyld. Det er denne indre overbevisning, Handke her fremlægger med disse ord: »I mit inderste jeg er jeg overbevist om, at Verdenstribunalet fra begyndelsen, i bund og grund, er falsk og forbliver falsk og gør det falske - og at det (og især det) ikke bidrager med et komma til at finde sandheden, at det hjemsøger den ikke blot ædle, men uforgængelige idé om retten med den mest afskyelige hån«. Og så tilføjer han som en enorm provokation: »Ja, min 'inderste overbevisning' går så vidt, at jeg ikke blot ser Slobodan Milosevic stedt for den falske ret, men at jeg også finder ham 'ikkeskyldig i anklagens forstand'«. Det sidste udtryk sætter Handke bevidst i gåseøjne inde i sin egen tekst. For det er just det ordvalg, som samtlige de anklagede topnazister ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg brugte, da de skulle begrunde deres uskyld. Handke finder åbenbart Nürnbergdomstolen, som de allierede oprettede efter krigen i 1945, for lige så uberettiget som Haagdomstolen. Dræbte kun soldater Om massakren i Srebrenica i 1995 læser man to steder i Handkes tekst, at det var en »massakre på muslimske soldater fra Srebrenica«. Vi får, med østbosniske serbere som kilde, at vide, at muslimerne havde forskanset sig i Srebrenica, der var et symbol på deres modstand og en by, der ikke måtte falde, og at muslimerne havde dræbt serbiske kvinder og børn i nabobyer, »mens vi efter Srebrenicas fald kun dræbte soldater«. Og Handke fortæller også, at de muslimer, det lykkedes at flygte over til Serbien over Drinafloden, reddede deres liv. Milosevic overgav dem til Det Internationale Røde Kors. Milosevic selv afviser over for Handke med foragt, at han skulle have beordret massakren i Srebrenica. Ingen gendarm på den anden side af Drina kunne drømme om at modtage ordrer fra ham, siger han. Forudanelser Handke kalder sit essay for 'Bordene i Daimiel'. Men først i de sidste tre spalter røber han hvorfor. Bordene i Daimiel er et naturfænomen, skabt af floden Guadiana, nær Toledo. Disse 'borde', skabt af underjordiske flodstrømme, er i dag væk, fordi bønderne har drænet floden. Handke ser skuffet ud over det tørlagte landskab sammen med en spansk chauffør. Han spørger sig selv, om ikke 'vi' har mistet dette naturskønne sted på samme måde, som vi har tabt det skønne gamle Jugoslavien, der nu som af en helvedesmaskine er ødelagt af NATO's 'humane bomber'. Uvilkårligt lader han spørgsmålet gå videre til spanieren. »Hans svar beholder jeg for mig selv. Jeg havde ikke spurgt ham, hvis jeg ikke havde haft en forudanelse om det«, slutter Handke sin artikel. Derfor får vi heller ikke at vide, hvad hans spanske ledsager ville have svaret, hvis Handke i fortsættelse af sin tankegang havde spurgt ham, om han så ikke også savnede det mauriske Spanien, som blev udslettet af militante spanske katolikker i 1498. Men måske havde han også her en forudanelse om, hvad svaret i så fald var blevet.