»Selv om det præcis var sytten år siden, talte man stadig om det frygtelige uvejr, der havde hærget byen, og som var indledt med et øredøvende tordenskrald, efterfulgt af en silende monoton regn, der faldt i sytten dage og sytten nætter ...«. Et uvejr, som senere leder frem til apokalypsens spillemand: »Johnny arbejdede hårdere med sin guitar: Fliser, asfalt, grus og jord rejste sig som bølger på et frådende hav. Huse brød i brand, kirketårnet sank omkuld i kapellet, samtidig steg ildsøjler til vejrs i byens periferi«. »Alt imens slog de dansende kreds om lastbilen, og det var ikke en overdrivelse at hævde, at der var over tusind børn«. Bjarne Reuter: Skibene i skoveneBådebro for enden af vejen Når jeg tænker tilbage, har jeg egentlig altid været sortsynet. Det kommer vel af at være født samtidig med atombomben. Selv i dag har jeg svært ved at forstå, at Jorden ikke er gået under endnu, men kloden har åbenbart en større friværdi, end jeg troede. Ret tidligt flyttede jeg fra København og langt ud på landet. Til selvforsyning og brændevarme. Det skete delvis under indtryk af de mange moderne franske tegneserier, der lovede bål og brand over civilisationer og de store byer. Når polerne smelter, bor jeg så højt, at jeg kan bygge en bådebro for enden af min vej. Sommerdag med et suk »Tag det roligt«, siger min ven naturvejlederen. »Elmetræet forsvandt også i bronzealderen«. Jeg elsker dét perspektiv! Der er ingen grund til panik, hvis man anskuer udviklingen hen over de tretusind år, som Goethe anbefalede. Men stadig undrer det mig, at alting står, når det egentlig burde falde. Sådan en sommerdag med et suk. Om ikke af gift og overforbrug, så dog af skam over, hvordan vi behandler hinanden og dyrene. Apokalypsen er nær Når man er vokset op på Beatles og Byrds, har man oplevet, at musik kan forny verden (i hvert fald midlertidigt). Og det er her, Bjarne Reuter kommer ind. Hvad nu hvis der blev flået lidt vildere i strengene? Lad os spille dæmonerne ud af banen! 'Skibene i skovene' fra 1981 er litterær dødsmetal for større børn, fra før det blev opfundet. Af alle Bjarne Reuters værker er dette vist det eneste, som aldrig er blevet genoptrykt. Og det forstår man godt, for bogen er stærk kost! Vild som et uvejr. En sammenbidt og dødsensalvorlig vision om Jesus'/Johnnys genkomst for at rydde op i Store Vesterbjerg. Apokalypsen er nær. Stående på ladet af en blokvogn slår Johnny på strengene, så fuglene letter og rådhuset styrter i grus, mens børnene danser omkring ham. Det er 7. juni, og meteorologerne havde ellers lovet pænt vejr. Rabarberblad forever Når man har været til dommedag og dødsmetal med bange anelser, bliver der helt stille bagefter. Så får man øje på mariehønen Evigglad. Hun har været der hele tiden. Måske er det ikke forbi alligevel? Der sidder hun jo på sit rabarberblad og rimer på både kisteglad og ligeglad. Og her blev hun spottet af Halfdan Rasmussen og udødeliggjort, ja, ikke blot hende, men selve ordet 'rabarberblad'. Det er næsten det bedste. Det ligger så godt i munden. Rabarberblad. Og der bliver det liggende, når musikken er gået hjem og stormen er løjet af. Rabarberblad forever. I hvert fald i de næste tretusind år.