I dragens år 2000 foretog Kina en storstilet bogkonfiskering og afbrænding af et restlager på over 40.000 bøger. Den smukke 27-årige Wei Huis bøger, og særligt forfatterindens selvbiografiske 'Shanghai Baobei', som ellers havde solgt 110.000 eksemplarer i Kina på blot et halvt år. Obskøn. Nihilistisk. På alle måder uacceptabel vesterlandsk lavkultur. Det var dommen over bogen, der fik et fremtrædende kinesisk dagblad til at slå fast, at dens forfatterinde havde valgt at »afskære sig fra sit litterære kinesiske fundament og rige historiske og kulturelle baggrund« og helt sikkert »uden blusel ville springe op på scenen og levere en striptease«. Mere rimeligt er det nu nok at fastslå, at 'Shanghai Baobei' går mange skridt videre ad det dekadente spor end hæderkronede Shanghai-romaner som Mao Duns 'Midnight' (1933) og Wang Anyis 'Love in a Small Town' (1986). Hvorfor på Amager? For der er tale om en overmåde eksplicit hymne til sex, drugs, clubbing & 'vesterlandske mænd møder (og tilfredsstiller) kinesiske kvinder' i det pulserende Shanghai af i dag. Smag selv på »jeg blev ophidset af hans hvide krop, kun svagt farvet af solen. Jeg forestillede mig, hvordan han ville se ud i høje støvler og læderjakke, og hvilke ubarmhjertigheder hans nordiske blå øjne ville byde på«, indsat i et sceneri, der lige så vel kunne være London, Berlin eller New York. Om end vildere på den stylish måde, der fik 2001-udgaven af mig til at sluge 1.000 imaginære ferietabletter og galoppere igennem den engelske oversættelse, 'Shanghai Baby', som jeg skulle anmelde til nettidsskriftet Forum. Imens jeg sad med romanen, der for længst er blevet en international bestseller, tænkte jeg skiftevis: Hvorfor er den eneste kvinde, jeg vil have, langtidsparkeret i et andet forhold? Og hvorfor befinder jeg mig på Amager, når jeg kunne have været fiks og aldrig færdig trip-hoppende Miu Miu-tøs med guldsandaler og romansucces i swinging Shanghai, hvor det hele sker? Coco et moi Jeg var 25 år, og jeg havde fået nok af at være pæn universitetsstuderende ligesom alle de andre, der underholdt caféveninderne med ambitionen om engang at skrive en roman. Når der blev tid. Og råd. Hver eneste aften, inden jeg skulle sove, visualiserede jeg en knyttet næve, der smadrede gennem en mur, så stenene føg, og både Wei Hui og hendes roman om den 25-årige Coco var som revet ud af min drøm om det ultimative liv. »Jeg hedder Nikki, men mine venner kalder mig Coco efter Coco Chanel, en fransk kvinde, der blev 90 år. Hun er mit idol, næst efter Henry Miller. Hver morgen, når jeg slår øjnene op, overvejer jeg, hvad jeg kan gøre for at blive berømt. Det er min ambition, min raison d'être, at gjalde ud over byen som et fyrværkeri«. Wei Hui, derimod, slog med ordene, så de gjaldede gennem Kina. Eksempelvis udtalte hun kækt: »Det officielle Kina er fyldt med gamle, jaloux mænd, der ikke kan klare at være vidner til, at en ung, smuk kvinde skriver så afslappet om sex. Deres liv er så begrænset og ensformigt, at de misunder og hader det liv, de ikke har mulighed for at få«. Neonfarvede vandpistoler Og Wei Huis alterego, Coco, holder sig bestemt heller ikke tilbage. Slet ikke da hun forelsker sig med hud, hår og våde trusser i potensforlængeren Mark (den hvide mand fra før, forstås) med et udseende så arisk, at Hitler ville heile af fryd. Godt nok har denne orkan på et lagen kone og børn hjemme i Tyskland, men Coco har også sin svagelige og impotente kæreste Tian Tian at se bort fra. Ikke just svært, forstår man på de genkomne sammenligninger mellem Tian Tian og en lidet erotisk kanin. Snart drypper erotisk besættelse fra siderne, og skæve eksistenser, skæve venskaber og hipt storbyliv krydrer herligheden, så den for alvor smager af reelt alternativ. »Jeg immigrerer til Shanghai«, afsluttede jeg to millioner mails den sommer og den næste. »Den eneste kvinde, jeg vil have, farter rundt til Gay Pride i Stockholm med sin kæreste, jeg bliver sindssyg af Amager, og jeg vil skrive en roman. Nu«. Jeg så ud over gården, hvor en fedladen mand med bar overkrop var i færd med at grille pølser, imens hans kone satte ketchup og sennep på bordet, og hans børn løb efter hinanden og råbte »bang, bang, bang!« bag neonfarvede vandpistoler. Trak gardinerne for. Smækkede PJ Harvey på anlægget og hvæsede med på »I want a pistol/ in my hand. I wanna go to/ a different land«. Kæmpekvinde i miniputland »Ved solnedgang tog jeg min uniform af og min stramme kjole på. Med et fast greb om håndtasken gik jeg med lette skridt ud af cafeen. De kulørte gadelanterner var netop blevet tændt, og de fluorescerende butikslys flimrede som forgyldte potteskår«. »Jeg gik hen ad gaden og blandede mig med de tusindvis af mennesker og køretøjer, der bevægede sig frem og tilbage som en strålende mælkevej på Jorden. Det mest spændende tidspunkt på dagen var kommet«. Det første, der ramte mig i ansigtet den aften i maj 2004, var nu ikke de mange fluorescerende butikslys, som Wei Hui skriver om, men den tunge, fugtige varme, der skreg »hej! Du er da egentlig astmatisk, er du ikke?«. For længst opbrugte udåndinger, det var sådan, det føltes at trække vejret i Shanghai, imens jeg bevægede mig ind og ud af det varme menneskemylder på Shanghais Oxford Street, Nanjing Dong Lu, sammen med kvinden, der før havde været så aldeles uden for rækkevidde. Kinesisk størrelse XXL Hun kastede et skævt smil i hovedet på mig og greb ud efter min hånd, trak mig igennem den trippende kø foran en natklub og svedte allerede, kunne jeg se på hendes tynde bluse, der klæbede til ryggen. Selv hoppede og smilede jeg som en raketregn i Tivoli. Vi var på vej til M on the Bund, Shanghais ultrastylish restaurant med udsigt over Huangpu-floden og Oriental Pearl TV Tower, hvor vi skulle svælge i Singapore Slings. Jeps. Jeg følte mig præcis som Coco i det øjeblik. Hende, der defilerede forbi alle vegne med lækkert festhår og lækker lårkort, designerbriller/taske/smykker og dyr mobiltelefon, som hun lo ned i med glossede læber. Problemet var bare, at jeg var alt andet end stylish i Shanghais øjne. Nemlig en kæmpekvinde med kæmpebryster, der end ikke kunne tvinge mig ned i en kinesisk størrelse XXL, selv om den var med stræk. I hvert fald ikke uden at ligne en rullesteg på afveje. Problemet var også makeuppen. For mit speciale, den perfekte makeup til enhver lejlighed, gjaldt ikke smoggede storbyer i fyrre grader, måtte jeg konstatere, da øjenskyggen klumpede, mascaraen plettede, bruncremen glinsede, og helhedsindtrykket råbte »ja, jeg har så taget min makeup på i blinde, så glo endelig videre«. Rødhåret djævel i Kina Min kæreste prøvede at muntre mig op med historien om dengang, hun troede at falde fuldkommen i med mængden i Peru, lige indtil en lille dreng stak i et forskrækket vræl, da han så hende. Men helt ærligt: Skulle jeg være glad for, at ingen endnu var begyndt at græde, når de så mig? Skulle jeg virkelig føle mig som en grotesk, udspilet Anna Nicole Smith, så længe opholdet varede? Ja, det skulle vi sådan set begge. Min kæreste endog med den forjættende sidegevinst, at djævlen i Kina afbilledes som rødhåret ligesom hende, og så kan man selv regne ud, hvor mange fingre der blev peget, og hvor mange billeder der blev knipset. Frenetisk, fantastisk, frastødende Men Shanghai var Singapore Slings på støvede barer med jazzorkestre. Det var kulørte gadelanterner og fluorescerende butikslys, der flimrede som forgyldte potteskår, når man gik forbi. Det var afsindige, muterede fisk i Shanghai Zoo. Formand Mao-kitsch. Fake Gucci og gadekøkkener. Det var en abnorm, frenetisk, grim og fantastisk by. Og det var sandsynligvis også scenarier som »politiet vil aldrig finde os her. Stol på mig. Alt er perfekt. Han lød som en filmgangster, kastede mig op mod den lilla væg, trak op i mit skørt, rev hurtigt mine CK-trusser af mig, rullede dem sammen og stak dem i sin bukselomme ...«. Jeg sad og læste scenen højt for min kæreste i skyggen af et af de utallige tehuse i Shanghai, der har specialiseret sig i smukt bundne teblomster, som folder sig ud i kogende vand. Store, lyserøde blomster på bunden af glasset. »... Så løftede han mig op med vold og stødte, uden et ord, præcist op i mig. At sidde på hans store røde pik føltes som at sidde på en brandslange«. »Det er sgu en lidt trashet roman, der har fået dig helt herover, er det ikke?«. En hel generations stemme »Men bedre end dengang, jeg havde læst Dostojevskij og partout ville til Sankt Petersborg. Det var lige op til et eller andet jubilæum, så alle de smukke bygninger var under renovation og pakket ind i sort plastik. Det var sørme flot. Vinterpaladset dækket af sort plastik«. »Men ... bliver 'Shanghai Baby' ligesom ved sådan hér?«. »Jaah, det tror jeg ...«, jeg læste usikkert videre og videre, imens stilfulde par slog sig ned ved bordene omkring os, en mand bød sin udkårne en kage, en kvinde kyssede en anden, og tekander blev bragt frem og tilbage som sølvfarvede lyn. Og måske var det den skræmmende oplevelse af at være minussexet og stilforladt som et knips med fingrene, der fik mine tanker til at cirkle i nye baner. Eller også havde mine refleksioner bare skiftet til et mere raffineret spor siden hin længselsfulde sommer på Amager, hvor jeg begejstret udråbte Wei Hui til en hel generations stemme. »Dette er så absolut Kina med smag. Og eftersmag. Der er ikke andet at sige end rigtig god fornøjelse«, konkluderede jeg dengang, men dér i Shanghai fik jeg snarere en dårlig smag i munden. Asiatiske sexsymboler For ud fra enhver rimelig betragtning er budskabet i millionsuccesen 'Shanghai Baby' påfaldende imperialistisk, eftersom historien handler om den vestlige kulturs totale overmagt og ikke mindst: den vestlige mands totale overmagt. F.eks. over den asiatiske mand, der er cirka lige så aferotiseret i romanen, som jeg var under mit ophold i Shanghai. Vi har høje, ariske Mark med den attråværdige, hvide krop og den stolt rejste brandslange, og ja, så har vi lave Tian Tian med kaninkroppen og impotensen. »Han stirrede stumt på mig, imens koldsveden sprang. Det var første gang, han var sammen med en pige i sit nogen og tyve-årige liv«. Hvis jeg var asiatisk mand, ville jeg næppe juble over Wei Huis fremstilling, der i grunden er så udbredt i Vesten, at verden næppe behøver den i stereo fra øst. For hvor mange asiatiske mænd kan du, sådan på stående fod, komme i tanke om, der rangerer som sexsymboler i en vestlig kontekst? Kom eksempelvis med bare ét eneste bud på en kinesisk pendant til Brat Pitt? Og hvis det falder dig svært, hvordan bliver det så ikke efter endt læsning af Wei Huis roman? Lettere bliver det i hvert fald næppe, det var, hvad min kæreste og jeg talte om den aften i tehuset, inden jeg lod 'Shanghai Baby' dumpe tilbage i tasken. Denne gang læst i en galop, der standsede på halvvejen. Og stejlede med et stort, utilfreds vrinsk.