Spredte mønstre flimrer bag mine øjenlåg, men intet synes at samle sig. I morges kom en ung betjent med besked fra Retsmedicinsk. Else døde af en læsion i hovedet. Politiet har afspærret skolen og vil i løbet af eftermiddagen afhøre udvalgte personer. Det mumificerede spædbarn gives tilbage til skolen, så det kan komme i jorden igen. Det blev begravet for cirka 60 år siden, men der er ingen sag på det. Jeg ligger på min seng og forsøger at tænke på Sebastian. Hans skønne læber og den kompakte krop. Men hver gang ser jeg Elses lig for mig. Jeg vil aldrig kunne kysse nogen mand igen. »Skrid, pattebørn«, vrisser Judith ude på gangen. Det banker på døren. »De hulbrystede fætre står og glor gennem dit nøglehul«, hviner Judith, da hun træder ind. »Nå, men jeg ville bare høre lidt om ham Sebastian«. Hun snupper min pude og slænger sig på gulvet ved siden af sengen. »Fortæl. Når nu jeg ikke selv fik ham, må jeg have lidt sladder«. Jeg krymper mig. »Hvad i alverden«, griner hun, »gemmer du jern under sengen?«. Judith trækker noget ud, der har sat sig fast mellem sengeskufferne. Det er en spade. Der er nogle mørke skjolder på den, og jeg isner, da Judith skrigende løber ud på gangen med spaden højt hævet over hovedet. Snart kan jeg høre hendes gjaldende råb over hele højskolen: »Det er Maiken, der har gjort det. Se, hvad jeg fandt under hendes seng«. Madklokken ringer. Jeg bestemmer mig for at gå ned til frokost og lade som ingenting. Hvis det nu virkelig er mig, som er morderen, ville jeg vel ikke komme derned. Så dum kan ingen tro, at jeg er. Alle kigger på mig, da jeg går ind i spisesalen. Judith farer omkring og snakker. »Du burde gå planken ud«, hvæser den afblegede fyr fra sejladsholdet, da jeg henter mad ved tagselvbordet. Sebastian ser ud, som om han aldrig har kendt mig. Jeg sætter mig forsigtigt hen til de gamle damer. »Nå, der har vi ligskænderen«, siger Inger, og de andre damer rykker sig væk fra mig. Jeg klamrer mig til min tallerken med stegt flæsk og persillesovs. »Dengang vi var unge, passede man på«, snerrer Dagmar, »da opførte man sig ordentligt og fjantede ikke rundt med den første, den bedste«. Judith åbner et af vinduerne i spisesalen og råber ud til betjenten, der er ved at tage en lille kasse ud af sin bil. »Skynd dig at komme«. Betjenten ser overrasket på Judith. Han har stadig kassen under armen, da han træder ind i spisesalen. Judith stopper ham ved tagselvbordet, hvor hun rækker ham spaden og begynder at forklare. Betjenten stivner. Han sætter kassen med det, der må være spædbarnet, ved siden af kartoflerne og er ved at falde forover. Jeg stikker til maden. Hvad er værre end stegt flæsk med persillesovs? »Engang var et højskoleophold noget, man satte pris på«, siger Dagmar, ser skarpt på mig og saver gennem kødet, så kniven hviner mod tallerkenen. »Ja, Thyra arbejdede endda i Vallekildes køkken et helt år for at tjene til sit ophold. Det var under krigen, og der var mange munde at mætte. Ikke bare elevernes, men også de tyske soldaters. De kom her hver dag, og vi turde ikke protestere«. Damerne skuler skiftevis til mig og op mod tagselvbordet, hvor betjenten og Judith står. Nu kommer Karl-Heinz også, og Thyra holder op med at spise. Han bliver ved med at skovle mad op på tallerkenen. Jeg ser mig fortvivlet omkring og møder de hulbrystede fætres varme blikke. Havde jeg bare en cola, tænker jeg; alt kan skylles ned med cola. Jeg kommer i tanke om automaten i kælderen og rejser mig. Ved tagselvbordet står Judith stadig, taler til betjenten og peger på mig. Stadig rykker han sig ikke, og nu ser jeg hvorfor: Han er som paralyseret af hendes enorme bryster. Jeg lister ud ad døren. Karl-Heinz kommer efter og lægger hånden på min skulder. »Maiken, we need to talk ...«. Jeg skubber ham væk og tager trappen i spring. I mørket stopper jeg penge i automaten og tager min flaske. I det samme farer en skikkelse imod mig, og jeg bliver skubbet omkuld. Ser et par strømpeklædte fødder i sandaler. Det er forstanderen. »Meld dig, Maiken«, hvisler han, »vi skal have denne sag ud af verden. Det her kan blive mordet på Vallekilde«. Han river flasken ud af min hånd, smadrer den og truer med skåret. »Faldende elevtal er døden. Sådan nogle som dig, skræmmer andre væk. Jeg er Grundtvigs page«, hvisker han, »og kæmper til det sidste«. Så slipper forstanderen sit tag, jeg rejser mig og løber op af kælderen. I spisesalen er der opstandelse. Politimanden roder rundt under bordet med flæsk, sovs og kartofler. »Kassen var lige her. Jeg kiggede bare væk et øjeblik ...«. Jeg ser ud over den forbløffede forsamling og hen mod bordet, hvor jeg sad. Nu er der kun tre gamle damer. Mine øjne cirkler rundt i lokalet. Thyra er væk.