I begyndelsen var traumet. Denne optakt til det moderne menneskes evangelium i billedfortællingernes 20. århundrede gælder måske også for andre superhelte med lig i lasten, men frem for alt for den mest menneskelige - men øjensynlig også mest sejlivede - af dem alle: Batman. Hævnens engel Eller rettere: Bruce Wayne, indolent mangemilliardær og indflydelsesrig velgører i storbyen Gotham om dagen; men om natten en hævnens engel med flagermusens takkede lædervinger og den spidsørede halvmaske godt ned over ansigtet. En dobbeltidentitet af aristokratisk blaserthed og brændende hævntørst, som vi kender den fra grænselandet mellem Mexico og Trivallitteraturen, i den maskerede og kappeklædte adelsmand 'Zorro's skikkelse. Bruces besættelse Netop dén film, som den lille Bruce Wayne havde set i biografen med sine forældre, den aften de begge blev skudt ned på åben gade, for øjnene af ham! Og fra da af blev forbryderbekæmpelse en besættelse for Bruce - han voksede op og blev Batman. I hvert fald hvis vi skal tro den største af de tegneseriekunstnere, der i tidens løb har pustet nyt liv i denne Mørkets Ridder: Frank Miller. Ridderens renæssance 'The Dark Knight Returns' hed den første forbløffende postmoderne revitalisering af en godt brugt superkliché, hvormed Miller i 1986 gav stødet til en regulær renæssance for figuren. Ikke alene som tegneserie, men også i en række af ny filmatiseringer, der efter instruktøren Tim Burtons 'Batman' i 1989 og siden yderligere tre film foreløbig kulminerer med Christopher Nolans 'Batman begins' med dansk premiere fredag. Retfærdighedens freelancere En af Frank Millers genistreger var, at han tog Batmans menneskelighed på ordet og viste os en ældet, medtagen Bruce Wayne. Helt i overensstemmelse med, at manden, og ikke mindst læsernes verdensbillede, i 1980'erne var et halvt århundrede ældre, end da han første gang så dagens lys og navnlig nattens mørke i 1939. Vigilantes - retfærdighedsfreelancere kunne vi kalde dem på dansk - med halvmaske var et hit i 1930'erne. I kiosklitteraturen havde 'The Shadow' med masken under den bredskyggede hat taget grusom hævn over alskens misdædere siden 1931, selv om han først fik sin egen tegneserie fra 1940. Den maskerede magiker 'Mandrake' fra 1934 gik også med kappe, men hans tekstforfatter Lee Falk designede først trikot-sparkedragten til sin næste figur, 'Fantomet'. 'Ånden der vandrer' tog sine første målbevidste skridt til beskyttelse af Bandarfolket mod skurkagtige kolonister og nabostammer i foråret 1936. 'Justice Society of America' To år senere passerede et objekt himlen over et korruptionstruet Washington D.C. Var det en fugl? Var det et fly? Nej, det var ... selvfølgelig Superman! Drømmen om en frelser og fører med overjordiske kræfter, men også med menneskelige træk, ja, svagheder af samme art som den puberterende drengelæser: Ekstrem generthed over for Lois Lane, den kvindelige reporterkollega på avisen The Globe. Han blev et forbillede for drenge, der senere blev præsidenter - men også for tegneserieindustriens friske folk. Et halvt århundrede senere er superheltene så talløse som himlens stjerner. Ikke mindst Anden Verdenskrig skabte patriotiske dubletter som 'Captain America', 'Captain Marvel' osv. med tilhørende superheroiner og talrigt følge. Allerede i 1940 dannedes serieindustriens første heltehold, Justice Society of America, som omfattede figurer som Flash, Spectre, Hawkman, Sandman, Green Lantern og Hour-Man. Æresmedlemmer var Superman - og den Batman, tegneren Bob Kane og tekstforfatteren Will Finger havde opfundet og sendt på vingerne i Detective Comics i maj 1939. Jokeren og Pingvinen Den 23-årige Kane havde arbejdet for Will Eisner (som først selv startede 'The Spirit' i 1940), men vedkendte sig også inspiration fra Jens Lyn-tegneren Alex Raymond og Steve Canyon-mesteren Milton Caniff. Finger var to år ældre end Kane og nabo til ham i New Yorks jødiske kvarter Bronx, hvor han solgte sko om dagen og junkede kioskromaner om natten. Et halvt år efter deres første striber, i november 1939, fortalte de på kun tolv billeder historien om Bruce Waynes traumatiske tab af begge forældre og beslutning om at vie sit liv til bekæmpelse af forbrydere. I april året efter traf Wayne så drengen og skæbnefællen Dick Grayson - søn af to trapezkunstnere, der blev myrdet af mafiaen - som Wayne adopterede og oplærte til 'Robin, the Boy Wonder'. Til politikommissær Gordons tilfredshed ryddede de to op i underverdenen - og mødte en perlerække af opfindsomme skurke, fra Jokeren over Pingvinen til Harvey Two-Face og Fugleskræmslet - med den ulastelige butler Alfred som eneste indviede i deres dobbeltidentitet. Ingen superkræfter Trods alle uautoriserede gisninger over forholdet mellem den unge Robin og den store bukke Bruce har Wayne en dragning, lige så heteroseksuel som Clark Kents mod Lois Lane, mod en række af kvinder gennem seriens lange historie, ikke mindst Gordons datter Oracle, der dog ender i en rullestol efter mødet med Jokeren. Egentlige superkræfter råder d'helte ikke over - vel ankommer de i et vingesus hen over nattehimlen, men kapperne tillader kun korte svæv, ligesom hos den flagermus, der inspirerede Wayne til dæknavnet. Resten klares med hjælpemidler, samlet i de værktøjsbælter, der ligesom de groteske skurke synes inspireret af den lidt ældre Chester Goulds skarptskårne tegneserie om 'Dick Tracy', også en krimiklassiker lige siden fødselsattesten på avispapir i 1931. Af superformat er til gengæld Waynes arvede forretningsimperium og formue, der muliggør indretningen af Bathulen som en blanding af krigslaboratorium og wellness-center og gør anskaffelser som Batmobilen og Batkopteren til legetøjsindkøb. Midlerne rækker sågar mange år senere til oprettelsen af The Watchtower, Batmans private overvågningsstation ude i det verdensrum, som flere skodkontinenter ellers kun har råd til at sende satellitter ud i, hvis vi splejser. Retfærdighedens forbund Men selv om Bob Kane blev ved i tredive år, skrantede seriens salg allerede fra begyndelsen af 1960'erne, efter andre tegneres indføjelse af bl.a. Batwoman, Batgirl og ... Bathunden! Det sidste desperate træk måske for ikke at stå tilbage for maskemodpartens Krypto, the Super Dog? I hvert fald: Midt i 1960'erne måtte der ske noget nyt. Allerede i 1960 lancerede DC-koncernen heltehold nr. to, Justice League of America (JLA), ved at supplere selskabet fra 1940 med Wonder Woman, Aquaman og Martian Manhunter. Året efter lancerede konkurrenten Marvel det magtfulde modstykke, 'Fantastic Four', der straks tog teten på supermarkedet. Marvels ny stærke tegner Jack Kirby og tekst- og idémanden Stan Lee omskabte fire kiksede unge mennesker til den elastiske Mr. Fantastic, den usynlige Invisible Girl, ildsjælen Human Torch og væsenet med superkræfter og stenhud, Thing slet og ret. Marvels firkløver var en vinder, der siden trak succeser som Spider-Man og Hulk med sig - alle superhelte med traumatisk baggrund. Ungdomsoprørets fornyelse Midt i 1960'erne førte DC så med nye tegnere og forfattere 'Batman' tilbage fra bl.a. nogle science fiction-udskejelser til den gode gamle forbryderbekæmpelse. I 1966 havde filmen - den første siden 15 episoders-serien fra 1943 - premiere med Adam West som 'Batman', også i de følgende tre års tv-serie. Som trykt seriefigur fornyede Batman sig dog først for alvor, da ungdomsoprøret omkring 1970 sendte Robin på college, Wayne flyttede ind i et højhus - og tegneren Neal Adams føjede en længere kappe plus en helt ny dynamik og detaljering til streg og sidekomposition. Hvordan det virkede, er der lejlighed til at studere i den ny danske udgivelse 'Batman tegnet af Neal Adams'. Adams og hans tekstforfatter Denny O'Neil - de var senere ophavsmænd til det legendariske album 'Superman vs. Muhammad Ali' fra 1977 - lader her vor kappeklædte hævner møde både Deadman, Catwoman, The Beatles (! desværre kun på en optrykt forside) og museumsinspektør Langstrom, der bliver til en rigtig flagermus - i jakkesæt! Her lades alt håb ude »Ethvert barn i Amerika ved, hvordan Batman skal være«, sagde Adams, da han som 29-årig overtog DC-versionen af serien efter skaberen Kane. Tilbage til rødderne ville han, til sin barndoms 'oprindelige' Batman, og det samme ville seriens næste store fornyer, Frank Miller, femten år senere. For det blotte øje er der ellers endnu længere afstand mellem Bob Kanes temmelig primitive streg fra 1939 og Millers gennemæstetiske grafiske kunst i 'The Dark Knight Returns' fra 1986. Da var Miller også 29 år. Og måske er det også snarere en oprindelig barndoms- eller ungdomsstemning af kaotiske trusler og afmægtigt håb, både Adams og Miller søger. Og som den 21-årige Kane i 1939 havde helt naturligt med sig efter en barn- og ungdom i Første Verdenskrigs og Depressionens skygger. Kamufleret vrede Hos Miller er humoristiske skurke og vævre ungdomshelte i hvert fald fortid, og tilbage sidder en aldrende Bruce Wayne og prøver at modstå sin besættelse: Hævntørsten! Barndommens traumatiske tab sidder stadig i ham, vreden er hans energikilde, forbrydelser er gnisten, der antænder den. I en postmoderne verden uden illusioner om at kunne udrydde ondskaben er vreden et psykisk efterslæb, en form for sociopati, han kun med møje kan kamuflere som retfærdighedstørst. Til gengæld behøver Millers grafik ingen retfærdiggørelse. Kendere af hans univers - der jo også omfatter den filmaktuelle 'Sin City'-tegneserie, som det danske forlag G. Floy Studio nu omsider udgiver herhjemme - vil vide, at gyserforfatteren Stephen King havde ret, da han kaldte 'The Dark Knight Returns' for »sandsynligvis det fineste stykke tegneseriekunst, der nogensinde er udsendt i populærudgave«. Tilbage til rødderne På 66 år har figuren Batman & Co. i utallige tegneres og tekstforfatteres hænder, fordelt på over en halv snes blade alene i de amerikanske udgaver, udviklet sig til et garnnøgle af fortællinger - eller måske snarere en klyngebombe. Alene de fire-fem Robin'er har hver sin udvikling, således bl.a. til figuren 'Nightwing', der driver selvstændig virksomhed i bladet af samme navn. 'Azrael' er en anden hævnens engel fra universet med det civile navn Jean Paul Valley, og 'Catwoman' alias Selina Kyle har også på tryk haft sin egen boldgade, før Halle Berry inkarnerede hende på film. Tilbage til rødderne vil også filminstruktørerne, når de træder ind i Batmans skyggeverden. Tim Burton havde vældigt held med sine skurke (Jack Nicholson som Jokeren, Danny de Vito som Pingvinen og Michelle Pfeiffer som den tvetydige Catwoman), mens Michael Keaton i titelrollen nok var lovlig goofy, også i toeren, 'Batman returns' fra 1992. I 'Batman forever' fra 1995 var det Val Kilmers følsomme mund, vi så under masken, over for Tommy Lee Jones som Two-Face og Jim Carrey som Gækkeren. Men instruktøren, Joel Schumacher, kunne ikke nære sig for også at lave 'Batman and Robin' i 1997, nu med George Clooney i kappen og i kamp med bl.a. Schwarzenegger som Mr. Freeze og Uma Thurman som giftplanten Poison Ivy. Psykologiske forklaringer Den ny instruktør, Christopher Nolans, valg af den foruroligende glatte Christian Bale (Patrick Bateman (!) fra 'American Psycho') til Batmans rolle i den kommende film lyder umiddelbart som et godt greb. Med Michael Caine som Alfred er vi langt fra tegneseriebutlerens fysiognomi, men måske ikke fra hans væsen. Og efter sine Star Wars-erfaringer kan Liam Neeson vel nok gøre fyldest som den unge Bruce Waynes læremester i orientalsk livsvisdom & kampsport - Gothams svar på en yedi-ridder, også i sin tvetydighed. Den, der vil tyvstarte på historien, kan allerede nu købe den mærkeligt stivbenede 'official adaptation', altså filmens historie 'tilbageført' til trykt tegneserie på engelsk: 'Batman begins'. For som den titel antyder, sker det igen i den ny film: De higer og søger, roder og rager i Bruce Waynes drømme og syner, hans barndom og ungdom, for at finde den psykologiske forklaring på, hvad der gjorde ham til Batman. Ét spørgsmål får de nok aldrig besvaret: Hvad er det for et behov, Mørkets Hævner dækker - hos os andre?