Min bluse klæber. Her er efterhånden tropisk, og både lærere og elever er fulde. Mobilen, som jeg fumler med, smutter rundt i min svedige hånd. Jeg rejser mig. Orker ikke mere. Festen har raset i timer nu, og Sebastian har lige fået endnu en øl af Judith, der virkelig går op i at tage sig af ham. Det er åbenbart det, der skal til for at score - barm og stewardesseattitude. Det var ellers mig, der spurgte, om Sebastian ville med til aftenens fest. Folk var stadig samlet på plænen, hvor skulpturen havde stået, og han tøvede, fordi en retsmediciner netop var ved at forklare, hvorfor barneliget så nærmest mumificeret ud. Men da politiet lidt efter kørte, hviskede han okay og smilede. Judith hørte det og trådte endnu nærmere. »Stripper du så igen, Maiken«, spurgte hun. Stripper? Var det dét, jeg gjorde den første nat? »Øee ...«, havde jeg bare mumlet. Siden har jeg ikke engang haft øjenkontakt med Sebastian. Jeg prøver at klemme mig forbi de dansende. »Cheer up«, råber forstanderen til mig, mens han svinger Dagmar rundt. En af sejladsfyrene forsøger sig med kosakdans og falder bagover. »Vi schall ik' la' sådan en mumie slå oz ud«, kvækker han nede fra gulvet. Henne ved terrassedøren opdager jeg, at det blæser. Gardinet står lige ud i natteluften som en gullig vimpel. Pludselig vender vinden, og stoffet bliver med et smæld slået omkring mig, så jeg fanges som et svøbelsesbarn. Mens jeg forsøger at komme fri, drejer Sebastian hovedet og får endelig øje på mig. Han kommer mig til undsætning, men vi bliver viklet sammen med hinanden i stedet. »Iiismand«, lyder det fra et vindue på 1. sal. Det er de hulbrystede fætre, og da jeg ser deres ansigter, falder noget på plads. Det plejer ellers at være mig, der er ulykkeligt forelsket. Sebastians kompakte legeme presser min krop ind mod en mur. Vi griner ikke mere, vi kysser, hektisk og i takt med musikken fra pejsestuen. Det sker, præcis som jeg havde forestillet mig. Vi tumler ned ad den lange betontrappe, som et legesygt væsen med fire ben og fire arme. Vi er reducerede til krop, varm krop, der nu roder rundt på græsset. Jeg stryger hans isse og mærker, at jeg stadig er øm, da han strejfer bulen i min nakke. Karl-Heinz og Thyra passerer, og Sebastian mumler et eller andet, grynter nærmest. Jeg fatter ikke, hvad han siger, men følger med, da han rejser sig. Plænen ligger som en blågrøn løber, der er blevet rullet ud for os. For enden af den, hvor musikken ikke længere kan høres, svæver vi ned ad en tilgroet skrænt, hvor en lille sammenklampet hule med bliktag kommer til syne. »Hvordan mon han har opdaget den?«, når jeg at tænke. Så får han os i én fejende bevægelse flyttet fra lodret til vandret og placeret i hulens muldede mørke. Sebastian lader forsigtigt sin kompakte krop synke ned over min; vægten gør, at jeg kun kan ånde i små gisp, men det er helt okay. Jeg har ikke længere hoved eller hale i os. Hvem er hvem, og hvad er hvad? Det hele smager bare godt, og det smager endnu bedre, fordi det er første gang, og fordi Judith ikke fik stjålet det fra mig. Det legesyge væsen bakser omkring i hulen. Mine fingre borer sig ind i Sebastians hud og den løse jord under os. Jeg griber om hans glatte isse og slipper den sidste rest af kontrol, indtil min kind strejfer noget hår. Jeg hører ikke mit skrig, men mærker, at vores fælles krop stivner. Pludselig er vi to adskilte, halvt afklædte mennesker, der er alt for tæt på noget, som ligner et ansigt; noget, hvis bleghed lyser op i mørket. Omkranset af det krusede hår ligger øjenhulerne, næsestumpen og den tandløse mund, forvrænget som en spejling af mig selv. Jeg ved ikke, hvor længe jeg skriger, men først da Sebastian vender tilbage med to betjente, går det op for mig, at jeg har været alene. Alt under min hud ryster. »Vær venlig at holde afstand«, siger en af politimændene; alligevel er alle fra festen efterhånden samlet på skrænten. »Var det jer, der afdækkede liget?«. Den anden betjent peger med sin stavlygte på Sebastian og mig. Vi nikker, og jeg overvejer, om folk kan se, at jeg nu er en rigtig kvinde. Så skammer jeg mig. Hvilken slags menneske tænker sådan? Hvad siger det om mig? De fleste er optagede af den døde. Selv den pludseligt ædru forstander stirrer på hende, mens han skiftevis udbryder »la' os nu bevare fatningen« og »man skal jo ikke drage forhastede konklusioner«. Men de fire malerdamer ser på mig, og Inger, den mest tavse af dem, ryster på hovedet imens. Deres blikke går lige i mellemgulvet, så jeg er nødt til at støtte mig til hulen og kaste op. Det er så voldsomt, at jeg ser stjerner, og et øjeblik ser jeg også Else. Måske er jeg besvimet, for hun fægter i luften med en spade og falder bagover med hovedet mod skulpturens fundament. Jeg tørrer mig om munden med bagsiden af hånden. Den lugter metallisk, og jeg tør ikke se, om det er blod.