»Månen leder dig Denne vej, du rejsende Kom ind på kroen« Basho Han smiler. Han smiler. Han smiler. Han er en af Japans største nulevende haikudigtere, og han smiler hele tiden. Som en anden buddha. Folkepensionist Men denne udgave af den guddommelige mulighed er i en blød tweedhabit, et pænt rødt slips, og han smiler. Han civiliserer sig om morgenen, tænker jeg. Hver morgen. Det gamle ansigt, de gamle tænder, den gamle krop. Men alligevel ikke så gammel. En folkepensionist, det er dét, han ligner, tænker jeg, imens jeg igen og igen ser ham på ny, prøver at se ham, for alvor, for første gang, for sidste gang? Eller bare lige da, midt i øjeblikket. Naglet fast - og samtidig uden for tiden? Kager og sabler Fukuda Masahisa tager imod 28. november 2001 på Kokushikan Universitet i Tokyo, hvor han arbejder som professor i japansk filologi og litteratur. Han byder på en kop grøn te af en lille porcelænskop med underkop af træ og på en lille rød kage serveret på en firkantet lakplade med tilhørende miniaturesabel. Vi sidder i et helt almindeligt undervisningslokale. Der er en overhead og to gamle computere. Ny version af virkeligheden Min tolk er ved at brænde sammen. Hun har også udslæt på hænderne. Ikke psoriasis, men noget, der kunne ligne nikkelallergi. Stress? Hun knokler for at fortælle mig det, han fortæller mig. En ny version af virkeligheden. At det japanske sprog har en meget diset fortid. Den fortaber sig ligesom. Men at der kan dannes en lang og mystisk sprogrejse hele vejen fra Finland til Japan. Gennem ungarsk og hele den finsk-ugriske familie. Videre gennem tyrkiske lyde og nogle nordindiske sufiers sibilanter. Til sidst kommer havet, der er en afstand af vand, så kommer øerne Japan, så kommer japansk. Hun kigger prøvende på mig. Er jeg med? Hun synes, det lyder langt ude, kan jeg se. Han forklarer, at det bare er en teori. Andre mener, at japansk er helt unikt. Han mener nu, at det ligner flere andre sprog. Især koreansk. Men at det selvfølgelig er helt sit eget. Og det var derfor, han blev haikudigter. Verdens mindste genre Han smiler. Hele tiden. Stemmen er venlig, mild, lav og kontrolleret, da vi sidder i undervisningslokalet den eftermiddag. Da jeg er kommet tilbage til Danmark, sender han mig gaver og postkort flere år efter mit møde med ham. Fukuda-san forklarer mig - gennem tolkens fortolkning af hans virkelige ord - at det er det japanske sprogs egenart, der gør, at haiku er vanskeligt at lave på andre sprog. Samtidig er det at skrive haiku en ting, der stemmer overens med japansk mentalitet. Og især med buddhismen, der praktiseres i Japan - ikke så meget i templerne og klostrene, men i hverdagen, i det små. Han fortæller om Japans allerstørste haikudigter gennem alle tider. Basho. Han var et kæmpe geni i verdens mindste litterære genre. Poetisk stafet Jeg nikker. Meget af det har jeg hørt før. Læst før, mens jeg gik på universitetet ude på Amager. Fukuda-san fortæller mig, at hele historien om haiku udspringer af en bestemt haikai-stemning, der nok bedst kan oversættes med et folkeligt ord som 'legesyge'. Betegnelsen haikai kendes nemlig især fra en type poesi, der på japansk hedder renga, og som er særlig derved, at den skrives som en stafet af flere poeter i fællesskab. Den første digter skriver tre linjer. Den næste skriver to, så der ud af den fælles indsats dukker en klassisk femlinjet tanka-strofe frem. Tanka er den form, mange tidlige japanske digte er skrevet i. Denne strofe kunne så viderebygges ved, at hver digter på skift satte to linjer på. I den klassiske renga kører legen, indtil man når 100 vers. Renga-digtet var ofte meget uformelt, ikke sjældent associeret med drikkeri og bragesnak, og indimellem blev det da også kun til et kasen - en art hygge-renga-digt, der kun var 36 verselinjer langt. Sådan et kaldtes også haikai no renga - noget, der måske løseligt kan gengives på dansk som en 'rengaleg'. Men også dette digt indledtes med de tre linjer, der efterhånden populært bare kom til at hedde hokku. De tre linjer i sådan en hokku-start var ikke et selvstændigt digt, men der var nu en vis prestige forbundet med at indlede både et egentligt renga eller bare en lille omgang haikai no renga. Formulering af nuet Han smiler hele tiden. Selv når han former ordene, er det, som om hans tilstand er uforandret. Et smilende leksikon. Omkring 1890'erne - på digteren Shikis tid - blev essensen af begge begreberne haikai og hokku indfanget i det nye samlende begreb haiku, hvor det lette, det legende, sammenføjes med det individuelle, så en lille, ny genre opstår. En genre, der naturligvis skal ses som revolutionerende over for det mere alvorstunge og især diffust kollektive renga-digt. Haiku er jo netop berømt for at være den enkelte psykes vitale og fandenivoldske kraftspring ud i den skarpest mulige formulering af nuet. Og altid under skyldig hensyntagen til haikuens hårde regel: altid, altid, altid lige præcis 17 stavelser. Ikke så meget som et fonem mere eller mindre. Årstidsord Jeg synes allerede, at det lyder mere indviklet, end det, jeg vidste i forvejen. Det er som et tæppe, der væver sig selv større og større. Med flere og flere detaljer. Og det bliver hele tiden værre. For Fukuda-san bliver ved og ved. Kigo betyder 'årstidsord'. Altså er det et ord, der i haikudigtet peger fra øjeblikket, der beskrives og hvorfra der skrives, og så videre ud på den større cykliske tid - symboliseret igennem årstiden. Alle haiku rummer derfor et årstidsord, et kigo. Og dette er vel at mærke ikke det samme som et og andet fnug i 'Sneflokke kommer vrimlende'. Nej, kigo er skam big business. Plaskets hemmelighed Yamamoto Kenichi er manden bag Nihon Dai Saijiki, der vel kan oversættes som Den Store Årstidsordbog. Det digre værk, udgivet på det prestigefyldte forlag Kodansha, indeholder hele 50.000 kigo. I den kan man for eksempel lære, at Bashos lille celebre frø - den, der pludselig sprang i den gamle dam i linje 1 og landede med et plask i linje 3 - faktisk er et lille forårstegn. Kawazu, som han retteligen hedder på japansk, springer nemlig mest om foråret. Og derfor skal han faktisk forstås sådan. Han betyder: Dette digt er et forårsdigt. Til sammenligning er Mizu no oto - 'lyden af vand', samlet i 'plask!' af Hans-Jørgen Nielsen i hans introduktion til 'Haiku', der var den første på dansk - nærmest det modsatte. Mellem frøen og lyden er hele livet. For frøen er den cykliske tid, årstiden, og plasket er øjeblikket, den punktuelle tid. Kigo kan vælges frit af haikumesteren, men altså kun inden for det meget strikte, komplicerede system, der betegner årstiderne gennem disse hemmelighedsfulde ledeord. Det er her, Den Store Årstidsordbog er handy. I ordbogen slår man op under årstiden og derefter under den kategori, man er ude efter. En smuk vinterdag Jeg nikker. Jeg er nogenlunde med. Altså ... Skulle jeg for eksempel skrive et digt i dag, 28. november 2001, ville jeg være nødt til at slå op under Fuyu - 'vinter' - og her ville jeg så kunne vælge et ord fra en af følgende kategorier: klima, astronomi, geografi, dagligliv, opmærksomhed, dyr, planter. Jeg spørger pludselig - det er helt spontant - om ikke Fukuda kan vise det i praksis. Hvis han nu skulle skrive et haiku - her og nu - hvad ville han så skrive? Og så gør han det faktisk, Fukuda Masahisa, lige på stedet og tilmed i hovedet - mesteren behøver selvsagt ingen ordbog - da han vælger fuyu urara, 'en smuk vinterdag' til sit lille digt om, hvordan den grønne dansker plumper ned i den gamle japanske kultur med lyden af dybe indtryk - gisp! Hele hans digt lyder: »På en smuk vinter dag røde kager & grøn te Digtet drøftes« Shenku (alias Fukuda Masahisa)Vinteren i et sort stykke kul Vinterdagen angiver årstiden. Smukt. Men i praksis betyder denne tradition desværre, at den læser, der ikke kender hele dette system af opmærksomhed i forhold til nuet og dermed årstiden, er noget nær fortabt, hvis vedkommende altså vil til bunds i sagerne. For det er klart, at enhver kan nyde et haiku på et øjeblik. Men de subtile detaljer i digtet - og især fornemmelsen af, hvor og hvornår det afgørende øjeblik, det beskriver, fandt sted - forsvinder, hvis man ikke kan afkode sprogets formelle dybder. Den lange dag. Den skoldhede te. Nirvana. Silkeormen. Blommetræets blomst. Tangen i vandkanten. Disse ord er er alle sammen indikatorer på, at digtet, hvori et af dem indgår, er skrevet om foråret. Men en helt anden liste er måske lige så vanskelig at gennemskue. Hvilken årstid signalerer for eksempel disse ord: Østenvinden. Skybanken. Regnbuen. Blomsterhaven. Den nyhøstede ris. Sumobrydningen. Futonmadrassen. Bordet dækket med rejer og appelsiner. Er det svært? Så prøv at smage på næste liste: Den korte dag. Vindens Blomster. Stylterne. Bashos fødselsdag. Kuglefisken. De små dyr i sengetøjet. Løget. Det sorte stykke kul. Vindens Blomster Den sidste liste rummer alene ord, der er valgt fra afsnittene om vinter. For vinter er den årstid, som digtets dødbringende fugu - kuglefisken, der rask væk dræber en hel restaurants gæster på stedet, hvis kokkens kniv har så meget som strejfet fiskens æggeleder - skal få os til at tænke på, fordi vinteren er højsæson for denne delikate og, i hvert fald i teorien, livsfarlige spise. Vindens Blomster er en mere poetisk betegnelse for sne, så til trods for at den er uigennemskuelig for en udenforstående, er det let nok for en indviet, der kender den faste vending. Men prøv så at sammenligne med listen lige før vinterlisten. Den rummer faktisk ord fra hele året - inklusive nytårsfesten, der i haikudigtning formelt regnes for at være sin egen årstid og i et haiku for eksempel kan markeres ved, at man nævner Fuji-bjerget. Det gode råd Den dag går jeg omtumlet fra universitetet efter at have bukket meget dybt for Fukuda-san under et træ, der stadig blomstrer. Jeg er klogere, meget klogere, men også mere forvirret over alt det, jeg pludselig ved. Det er et mylder af informationer, der får mig til at tænke på zenmunken, jeg interviewede dagen før. Han talte i tyve minutter, hver gang jeg havde stillet ham et spørgsmål. »Det er nogle meget lange svar, du giver«, sagde jeg. »Det er nogle meget svære spørgsmål, du stiller«, svarede han. Fukuda-san gav mig et råd, jeg sommetider vender tilbage til. Det kan være på en café i Sydfrankrig om eftermiddagen, eller det kan være, mens jeg kigger ud ad vinduet en efterårsdag og ser, hvordan fuglene letter fra Peblingesøens sorte vand. »Du skal skrive haiku. Det vil gøre dit liv rigere. Fordi det vil gøre dig mere opmærksom«. »Bagved skyerne Flyver en vildgås nu bort Fra en ensom ven« Basho