En sen og lummervarm eftermiddag, i en gammel kontorlejlighed på Strøget i København, trasker tegneserieredaktør Per Sanderhage gennem et møderum med revnet stukloft. I den fjerneste ende åbner han en lav dør. Rummet bagved er omkring halvanden kvadratmeter. Over dørkarmen skinner en bleg 40 watt pære. Til højre rager en reol op med seks brede hylder. Mørkeblåt ringbind med etiketter som 'Rasmus Tysk 817-1128' eller 'Rasmus NL 5103-5838' fylder hver eneste hyldecentimeter. Halvnøgen pingvin Til venstre, derimod, flyder en stak af blegbrune, flade papirpakker. Sejlgarn slår kryds om dem som gavebånd. Her og der gaber en revne i papiret. En gulnet tegning titter også frem. Den forestiller en pingvin, kun iført butterfly, der balancerer i en ballonkurv mellem hvide skyer. Den strækker armene ud til siderne. Den smiler til en bjørn med tophue. »Jeg føler mig som en lille pipfugl«, siger den. Gådefuldt liv Og her, hos tegneseriebureauet PIB Copenhagen, begynder historien om arven efter skaberne af Rasmus Klump. For de gamle tegninger falmer og revner. De hænger kun sammen med strimler af tape. Men de lader sig restaurere og leverer nogle sidste, manglende brikker til Danmarks mest succesrige tegneserie. Rasmus Klump solgte tocifrede millionoplag, omsatte trecifrede millionbeløb - og etablerede frem for alt tegneren Vilhelm Hansen og hans kone, Carla, som de mest succesrige danske serieskabere gennem tiden. Men arven er ikke meget andet end tegningerne. Der er ingen dagbøger. Ingen personlige notater. Ingen scrapbøger med de interview, der i øvrigt kun findes et par håndfulde af i støvede arkiver - og hvor et oven i købet nu viser sig at være et fupnummer. Ikke engang et familiealbum. For der var ingen familie. Ingen arvinger. Og til sidst ... stort set heller ingen penge. »Vores gamle direktør Claes Voss kendte Carla og Vilhelm, også privat, og sagde, at han ville skrive en bog om dem. Men han døde desværre mindre end et år efter Carla og efterlod ingen notater«. »Vi ved selvfølgelig noget, især om de første år. Men det er bemærkelsesværdigt, at det kunne lade sig gøre at leve som lidt af en gåde, når man tænker på, hvad Rasmus Klump er«, siger Per Sanderhage. Bestillingsarbejde For at følge arven må vi springe mere end et halvt århundrede tilbage i tiden. I 1951 tropper en skaldet, piberygende herre med tunge hornbriller op hos Pressens Illustrations Bureau (PIB) i København. Her beder direktøren Per Carlsen ham udtænke en avistegneserie for børn. Vilhelm Hansen er 51 år, hans kone Carla seks år yngre. Han har blandt andet arbejdet som reklametegner, leveret en tegneserie til ugebladet Hjemmet og illustreret børnebøger, som Carla digter teksterne til. Ægteparret bor og arbejder i en lejlighed på Østerbro bag Fælledparken. De har ingen børn, men har adopteret pigen Uni, som er barn af en brunkulsarbejder - en daglejer, der rejste fra egn til egn og efterlod adskillige unge, ugifte piger gravide i sit spor. Sammen med Carla arbejder Vilhelm Hansen på et oplæg. Han bruger lille Uni som prøveklud. Og i november 1951 dukker en lille bjørn med prikkede bukser op i Berlingske Aftenavis under navnet Rasmus Klump. Manglende plot og pointe Stilmæssigt er serien forældet fra fødslen. Dens tegninger vrimler med klare detaljer, ikke som i moderne serier, men som i tegnede fortællinger fra århundredeskiftet. Replikkerne står roligt under billederne og ikke i talebobler. Samtidig mangler historierne både plot og pointe. På seriens første tegning finder Rasmus Klump et rat. Lidt senere opdager han, at det er til et skib. Så bygger han og hans tre venner Pingo, Pelle og Skæg skibet 'Mary' med assistance fra mange andre dyr, der alle som én er hjælpsomme, aldrig skaber konflikter, aldrig udviser skyggen af en dårlig egenskab og ikke kræver noget til gengæld for deres hjælp. Rasmus Klump og vennerne sejler ud i verden. Hver eneste mulige fare, der tilbyder et pift af spænding - uvejr, vandfald, spøgelser - viser sig at være uskadelige eventyr. Spændingskurverne, der kendetegner normale fortællinger, svinger sig aldrig rigtig i gang. Og efterhånden som serien skrider frem, viser det sig, at pointen med det hele simpelthen aldrig kommer. Kæmpesucces Måske følger serien et barns flakkende tankegang. Aviser først i 1950'erne er massemedier for hele familien, og Rasmus Klump hitter stort. Fire måneder efter premieren giver Vilhelm Hansen et interview til Berlingske Aftenavis. Rasmus Klump er allerede solgt til 16 aviser i blandt andet Sverige og Frankrig, og tegneren siger stolt om Rasmus Klump, at »der er mulighed for, at han og hans oplevelser skal vises i endnu mange aviser«. Lidt senere siger han om Rasmus Klump: »Han er - fuldstændig som jeg selv - først og fremmest meget, meget naiv. Han har ikke travlt, han møder ingen særlige farer og onde dyr og mennesker - og det kan jeg heldigvis sige passer også på mig«. Et år senere kører serien i 62 aviser. Efter to år i langt over 100 aviser i 21 lande. PIB udsender samtidig Rasmus Klump-merchandise og seriealbum, og Vilhelm Hansen går fra betaling pr. stribe til at få procenter af salget. Efterhånden som succesen vokser, skyr Vilhelm Hansen offentlig omtale. Når han udtaler sig, siger han sarkastisk, at han har fået mavesår. Da PIB's firmablad beder om at snakke med ham, »når han alligevel slider på bureauets trapper«, korrigerer Vilhelm Hansen straks, at det er PIB's trapper, der slider på ham. Men produktionen ruller op gennem 1950'erne. PIB's arkiv med originaltegninger vokser, mens Vilhelm Hansen kæmper for at finde på nyt. Indimellem slæber han originale tegninger med hjem for at genbruge ideer. Figurer som Lamseben, P. Andersen Løve og Knalle dukker op fra tidligere episoder. 'A gag per day' I 1959 tropper Vilhelm Hansen op på PIB for at diskutere serien med den unge, nyansatte redaktør, Jørgen Sonnergaard. Ved indgangen til 1960'erne er tiden alligevel ved at indhente Rasmus Klump. Salget skranter. Billige amerikanske serier med talebobler og hurtige pointer oversvømmer markedet, og avisredaktionerne vælger den danske serie fra. Jørgen Sonnergaard ser, at tendensen går mod talebobler. Samtidig kræver markedet i højere grad ' A gag per day' - en afsluttet pointe. Carla Hansen skriver tekster til serierne. Vilhelm Hansen siger, at hans kone ikke kan levere den slags pointer. Han har selv sværere og sværere ved at finde på noget nyt, og han bryder sig heller ikke om talebobler, selv om han har eksperimenteret med dem i nogle af forløbene. Aftalen bliver, at Jørgen Sonnergaard leverer ideer til handlingen, mod at Vilhelm Hansen ændrer stilen. Udbrændt Mange har senere ment, at Rasmus Klump-historierne mister en del af deres charme ved skiftet, fordi de pludselig får logik og voksenhumor. Men salget til aviserne retter sig op, og i den kommende tid samarbejder Jørgen Sonnergaard som den eneste udenforstående med Vilhelm Hansen. Han besøger familien i deres lejlighed på Jagtvej og i deres sommerhus i Rågeleje. Trods de fede royalties lever familien stilfærdigt og passer sig selv. En dag betror Vilhelm Hansen sit motto til Jørgen Sonnergaard: »Man har det bedst, når man lister langs med husrækkerne«. Da Vilhelm Hansen fylder 60, føler bureauet, at de er nødt til at markere det med et interview til pressen. Men tegneren nægter. Til sidst opdigter Jørgen Sonnergaard et fyldigt interview, som Vilhelm Hansen ender med at sige god for. PIB sender det ud til provinsaviser i hele Skandinavien, som intetanende trykker det. Samarbejdet varer et par år. Så meddeler Vilhelm Hansen pludselig, at han ikke længere orker at tegne serien. Han leverer stadig enkelte tegninger. Han laver også billedbøger. Men hvis PIB vil fortsætte succesen, må de finde andre til at løfte arven i de kommende år. Tilbagetrukket tilværelse Tilbage i nutidens København lægger Per Sanderhage et papirchartek på bordet. Han hiver den første tegning ud. Per Sanderhage begynder på PIB i 1980. Som en af sine første opgaver skal han levere nye historier med Rasmus Klump. På det tidspunkt lever Carla og Vilhelm Hansen om muligt endnu mere tilbagetrukket, end da de gav serien fra sig. Men de har stadig rettighederne og godkender alt, hvad der udkommer. De retter af og til nogle detaljer, især i teksterne, men brænder først og fremmest for, at Rasmus Klump bliver holdt i live som figur. Uni G. Hansen - deres nu voksne adoptivdatter - driver et familiefirma, der blandt andet tager sig af rettighederne til merchandise og film, mens PIB styrer serierne. Goddag, hr. kejser Per Sanderhage bliver den sidste i rækken af Rasmus Klumps serieforfattere. I 1983 beslutter PIB at standse produktionen af nye avisstriber. Kunderne er simpelthen for få. Men Rasmus Klump er også blevet andet end en avisserie. PIB's lokaler vrimler efterhånden med Rasmus Klump-blyanter og penalhuse og rispapirlamper og pandekagemel og helt utroligt mange andre effekter, der med årene har trukket på Rasmus Klumps image. Og så er der selvfølgelig billedbøger og pegehæfter og pixi-bøger og andre udgivelser, der ikke direkte er fra Vilhelm Hansens hånd. »Jeg synes, vi har været gode til at løfte arven. Det er altid et spørgsmål, hvor længe man skal holde en figur i live. Men uden nye ting bliver de gamle bøger ikke genoptrykt«, siger Per Sanderhage. Siden 1952 har albummene solgt langt over 20 millioner eksemplarer verden over. Det er kun de oprindelige historier af Carla og Vilhelm Hansen, der udkommer i albumform. De sidste striber fra arkiverne udkom i 1990. Eller rettere sagt - de sidste indtil nu. Foran Per Sanderhage ligger et splinternyt album sammen med en stribe gulnede tegninger. På tegningen møder Rasmus Klump Kinas kejser med replikken: »Goddag hr. kejser - det var hyggeligt at træffe dig hjemme«. Og her nærmer vi os arven fra det lille arkivrum. Arven tabt Lillejuleaften i 1992 dør Vilhelm Hansen, 92 år gammel. Uni G. Hansen indrykker en lille dødsannonce i aviserne, men først efter at bisættelsen har fundet sted. Bortgangen af Danmarks mest succesrige tegner går stort set ubemærket hen - nekrologen i Politiken fylder 20 linjer. Efter dødsfaldet driver Uni familiefirmaet videre. Carla Hansen, der efterhånden også nærmer sig de 90, dukker stadig op hos PIB fra tid til anden og godkender nye Rasmus Klump-produkter. Men så, i 1997, dør Uni G. Hansen pludselig. Uni G. Hansen var den eneste arving og har ikke selv børn. Gennem årene er en god del penge fra Rasmus Klump-forretningerne gået til hende personligt, mens Carla og Vilhelm Hansen har levet deres stilfærdige liv uden at puge nogen større formue sammen i de sidste år. Hvis der er en personlig formue fra salget af Rasmus Klump, ligger den hos Uni G. Hansen. Men nu, som en skæbnens ironi, viser det sig, at Carla Hansen ikke arver sin datter. De juridiske forhold omkring den gamle adoption betyder, at Uni G. Hansens biologiske familie står som arvinger af hendes penge. Ikke Carla Hansen. Samtidig har Uni og Carla Hansen givet afkald på indtægter fra merchandise for at finansiere en serie af 52 korte tegnefilm, som blandt andre DR er medproducent af. Først når millionerne til produktionen er tjent ind, begynder film og merchandise at give overskud. Carla Hansen ejer stadig rettighederne til et livsværk. Men nu har hun en meget stor gæld til især skattevæsenet. PIB tilbyder at købe rettighederne til Rasmus Klump. I 1998 sælger hun. Som en del af aftalen beder hun om, at der bliver oprettet en Rasmus Klump-pris på 25.000 kr., som bliver uddelt hvert år - også efter hendes død. Arven fundet Og her er vi endelig tilbage i det lille arkivrum. Da Carla Hansen dør i 2001, 95 år gammel, viser det sig, at hun har testamenteret sit bo til PIB. Pengemæssigt er arven mindre end en million kroner. Men hun var gældfri. Derudover efterlader Carla Hansen kun lidt møbler, et tegnesæt af porcelæn med små huse til blæk og tusch, et par håndfulde af sin mands malerier, to beskedne karafler med ornamentik af tin og ... nogle kasser. Da Per Sanderhage sammen med sine kolleger åbner kasserne og roder dem igennem, går det op for ham, at han står med originale Rasmus Klump-historier - nok til tre-fire album - mellem hænderne. Det er historier, som de vidste eksisterede, men troede var gået tabt. Per Sanderhage restaurerer og samler selv det første album 'Rasmus Klump i Kina'. Han tegner forsiden og et par tegninger, der skaber overgange, så handlingen hænger sammen som album - noget Vilhelm Hansen selv gjorde de første år. Albummet udkom i juni 2005. Det næste kommer om et år. Nationalt ikon Imens kan Per Sanderhage og andre kun gætte på, hvorfor originalerne lå i gamle kasser hos tegneren og ikke i PIB's arkiv. De ved, at Vilhelm Hansen indimellem lånte sine egne tegninger med hjem for at hente inspiration til nye historier. I Kina-fortællingen sejler Rasmus Klump og hans venner en kort tur i en undervandsbåd. Senere bygger Vilhelm Hansen en hel historie op om en undervandsbåd, der ligner den første på en prik. Måske har han lånt tegningerne med hjem for at kopiere dem. Men det er kun et gæt. Mange detaljer i Carla og Vilhelm Hansens liv fortaber sig i det uvisse. Biografien om dem bliver næppe skrevet. Og Vilhelm Hansen - Danmarks største tegneserieskaber - har end ikke sit navn i Den Store Danske Encyklopædi. »Men«, slutter Per Sanderhage, »uden at oversælge noget, tror jeg godt, jeg kan sige, at alle ved, hvem Rasmus Klump er. Jeg tror ikke, der er mange danskere, der ikke kan kalde Rasmus Klump frem på nethinden«. Rasmus Klump er arven efter Carla og Vilhelm Hansen. Som tegninger i et rum på halvanden kvadratmeter. Eller som et ikon, der gengiver barnet i os alle.