I billedkunstlokalet står Elses skammel tom, og stemningen er trykket. Hun har nu været forsvundet i mere end et døgn. Jeg går rundt foran værkstedets store vindue, gnider den ømme bule i nakken og roder lidt med mine skitser. Så banker det på døren. Malerlæreren råber: »Kom ind«, med glad stemme. Måske tror hun, det er Else, der er vendt tilbage. Jeg kigger op og venter næsten at se den gamle dame stå lyslevende på trappen med tænder og det hele. I stedet prydes døråbningen af noget, der ligner en græsk statue eller måske et maleri. Og det kan oven i købet tale. »Hej alle sammen«, siger manden i mit liv og indtager rummet. Det er ikke bare hans muskuløse overarme eller det, at hans blik et sekund møder mit. Det er heller ikke de brede læber eller det lille frække smil, han sender den brogede forsamling. Det er det, at han overhovedet ikke ligner de fyre, jeg før har været forelsket i. Han ser både vildere og mere rå ud, med et ar ned over den ellers glatte kind. Og så er han skaldet. Den kuglerunde isse skinner. Og jeg mærker en pludselig og voldsom længsel efter at røre ved ham netop der. »Det her er Sebastian«, siger malerlæreren. »Som I måske allerede har gættet, skal vi tegne croquis i dag«. Jeg er vist ikke den eneste, der er ærgerlig, da vi allerede et par timer senere må stoppe. Det er i dag, at skulpturen i haven skal flyttes til København. Godt nok kunne storbarmede Judith og jeg nok ikke være mere ligeglade, men det er åbenbart noget, der bliver gjort en del ud af her på stedet. En større flok har allerede samlet sig på græsset ved gymnastiksalen. De står i en halvcirkel rundt om stenfiguren, der forestiller en nøgen kvinde, som sidder og holder om sig selv. Det er ikke kun højskoleelever, der er mødt op, men også en del udefra. En stor lastbil med en kran på ladet holder parat. Jeg vender mig og ser, at Sebastian er gået med herned. Han stiller sig få centimeter fra mig, og jeg tænker, at det vist kun er godt, at han har taget sit tøj på igen. Jeg får kuldegysninger, så tæt på er han. Thyra fra malerholdet står på min anden side sammen med Dagmar og Inger. Jeg kigger efter Else. De siger, at hendes ting stadig er på værelset, men det kunne jo være, at damen bare var flygtet, fordi hun var pinlig over at være tandløs. Mine øjne glider hen over de mange fremmede og velkendte ansigter, forbi de hulbrystede fætre, fyrene fra sejladsholdet og den gamle amerikaner Karl-Heinz, som har et underligt udtryk i hovedet. Han smiler, men ikke på sin sædvanlige indladende måde. Jeg følger hans blik og opdager til min forbløffelse, at det er rettet mod Thyra. Måske har han omsider fundet ud af at gå efter nogen på sin egen alder. Havde det været for et par dage siden, var jeg muligvis blevet såret. Nu står jeg bare her og føler Croquis-Sebastians varme emme imod mig. Ønsker ikke at være noget andet sted i verden og hører dårligt forstanderens højtidelige ord, idet ceremonien går i gang. Mens de remme, der er spændt om skulpturen, fastgøres til kranen, begynder folk at synge. Da stenen slipper jorden, hører jeg en snøften. Jeg skæver til Thyra og ser Dagmar lægge armen om hende. »Det har altid været sådan en smuk skulptur«, hvisker hun. Thyra nikker og snøfter igen. Idet Vallekildes vartegn løftes opad, kommer et hul til syne. Nede i det stikker et mørkt firkantet hjørne frem. Forstanderen rynker brynene og sætter sig på hug. Sangen forstummer, mens han får bakset en trækasse fri fra dens skjul. Kassen er lidt større end en skotøjsæske og ser gammel ud. »Det var også her, de fandt Elses gebis«, hører jeg Judith mumle et sted bag mig. »Helt smurt ind i blod«. Pigen har selvfølgelig taget opstilling lige bag os. Jeg har lyst til at hvæse ad hende. Men hvad vil Sebastian så ikke tænke? Heldigvis virker det ikke, som om han har hørt hende. Han betragter kassen med nysgerrighed. Det er først, da pedellen kommer forstanderen til hjælp, at de får det bulede låg af. Jeg læner mig fremad. Det samme gør Sebastian, Judith, de hulbrystede fætre, sejladsfyrene, Karl-Heinz og en mængde fremmede. Kun malerdamerne ved min side synes snarere at ville træde et skridt tilbage. Det er pedellen, der først stikker hovedet ned i kassen. Han trækker det dog hurtigt til sig igen. »Et barn«, stammer han og ser målløs fra forstanderen og videre ud over forsamlingen. »Det er svært at se, men det ligner et indtørret spædbarn«. Rundt omkring mig rundes munde i forbløffelse og en begyndende rædsel, der først rigtig får fat, da en af de hulbrystede fætre peger op på kvindeskulpturen, som gynger frem og tilbage på kranen. »Se stenen«, råber han og får alle til at lægge nakken tilbage. »Det ser ud, som om der er blod på stenen!«.