Næsten ethvert dansk barn ved, at inde i de irske bjerge lever de irske dværge, samt at de drikker øl og om natten sover i fingerbøl. For det har de - og vi - fået at vide af Halfdan Rasmussen, en af de rigtig gode danske digtere. Men der er andre ting i Irland, der fænger fantasien, og et sted inde i Irlands bjerge ligger Innisfree. Fantasiens landskab Innisfree - sig navnet, helst højt, nyd rytmen og blænd op for et drømmeagtigt blåt landskab. Et af den slags landskaber, der vel egentlig kun findes i fantasien. Men at færdes dér er en oplevelse og undertiden også en gave, og den gave har jeg med store tidsintervaller nydt. Vemodig længsel I lange perioder glemmer jeg Innisfree, men så dukker det op igen som en drøm og en længsel. Ikke en længsel efter noget konkret, men som en af den slags ubeskrivelige, lidt vemodige følelser. Pigefølelser ville et 17-årigt mandkønsvæsen sikkert tænke og ryste på hovedet ad. Denne pigefølelse er med mellemrum dukket op i mig, lige siden jeg engang i 3. g lærte Innisfree at kende; dette sted, som findes, men som jeg aldrig selv har fundet. Forførende vers Innisfree indgår i et af de to digte, der dengang for længe siden forførte mig, som ingen andre digte har gjort. De er begge to skrevet af W.B. - William Butler - Yeats, en af mine yndlingspoeter. Måske ham, jeg sætter højest, når det kommer til det berømte stykke. De første linjer i 'The Lake Isle of Innisfree' lyder, og jeg har kunnet dem og de fleste af de øvrige, lige siden dengang den kolde krig var på sit højeste og verden var temmelig gråmeleret og barsk: »I will arise and go now, and go to Innisfree. And a small cabin build there, of clay and wattles made: Nine bean-rows will I have there, a hove for the honney-bee, and live alone in the bee-loud glade«. Cooles vilde svaner Drømmen om at finde dette magiske sted blev på stedet født, selv om jeg måske nok ikke ganske var indstillet på at leve i en lerhytte, om end det i givet fald ville være sammen med en rigtig digter. Lyrisk rystelse nummer to indtraf, da jeg bladrede mig gennem det glimrende grønne engelske digtudvalg for gymnasiet - glimrende, fordi det var fyldt med digte af stor skønhed og megen længsel - og her faldt over digtet 'The Wild Swans at Coole': »The trees are in their autumn beauty, The woodland parths are dry, Under the October twilight the water Mirrors a still sky; Upon the brimming water among the stones are nine-and-fifty swans«. Coole blev det andet magiske sted, og en ny længsel blev vakt. Og selv om der er gået disse myriader af år, kan jeg også det næsten udenad, ligesom det indre billede af søen, svanerne og det gyldne aftenlys, jeg dengang så for mig, endnu rumsterer derinde. De to digte vakte en noget romantisk drøm om at finde stederne; en drøm som aldrig var blevet til nogen form for virkelighed, så derfor greb jeg med henrykkelse en chance, der mange år senere viste sig: at køre Irland eller rettere en del af Irland tyndt i hælene på - måske rettere - i jagten på William Butler Yeats for blandt andet at finde disse to magiske steder: Innisfree og Coole. Turbulente tider Lige et par ord om W.B. Yeats. Han, der levede fra 1865 til 1939, blev født, mens Irland stadig var underlagt engelsk styre, og da han døde, var Irland blevet til et selvstændigt Irland, men omkostningerne havde været store, brutale og mange. Yeats tog aktivt del i de mange store dønninger og bevægelser, der skyllede hen over den irske ø, og han delte de fleste ireres opfattelse af englænderne som et herrefolk og deres behandling af irerne som mishandling. Han var på mange måder meget irsk, troede som de fleste andre irere på hans tid på noget oversanseligt. Som forfatter skrev han flittigt inden for flere genrer. Han blev utrolig berømt, fik tildelt Nobelprisen i 1923, samme år som den irske borgerkrig ophørte. Selv om han også var en aldeles glimrende dramatiker, er det først og fremmest hans poesi, der er blevet stående, og som 'worldwide' er eksamenspensum. Dette faktum gør ham ikke nødvendigvis til nogen ringere digter. Et rastløst hjerte Hvor finder man så Yeats henne i Irland? Det gør man ganske mange steder, for han levede både i Dublin og i Nordvestirland, men det er i dette nordvestlige hjørne, han hører mest til og derfor også skulle være lettest at indfange. Porten til Yeats' Irland blev åbnet for os - som måske for flere andre - på havnen i Galway. For en solskinsoktobermorgen stod vi på en af molerne havnen i Galway og så ud over Galway Bay og videre ud over det store ocean; det, vi plejer at kalde Atlanterhavet. Hvis man så er så heldig, som vi var den morgen, får man en gedigen, smuk oplevelse forærende. For på denne oktobermorgen var lyset over Galway Bay så klart og så smukt, at jeg så mig selv stå nærmest fortabt og se ud over bugten og videre ud over den uendelige havoverflade. Og i det øjeblik var det ikke Yeats, der krøb ind i mine tanker, men en anden drømmer, nemlig Columbus. For en af de mange myter, som summer i Irland, går ud på, at Columbus engang har stået på samme sted og har drømt og længtes. Måske har hans længsel været som den, Johannes V. Jensen gav stemme i sit store digt om manden, der: »(...) forledt af sit aldrig hvilende hjerte paa Vindenes og Gusernes Veje under Maanens vildsomme Kerte«. Venligt overklasseliv Men det skulle jo ikke handle om Columbus, men om Yeats, så turen gik nordpå ad de frygtelige, snoede irske veje med de nærmest aggressive stengærder langs vejsiderne - dem, der skulle koste to sidespejle på den lejede bil - op gennem Yeats' landskaber i håb om blandt andre Yeats-lokaliteter at finde de to magiske steder, Coole og Innisfree. Undervejs fandt vi vejen til det gods, hvor Yeats gennem årene var en ganske hyppig gæst, nemlig Lissadell House. Her mødte Yeats for første gang det venlige, behagelige overklasseliv, og han var behørigt imponeret over at sidde i en dagligstue, hvor der var lige så højt til loftet som i en kirke, og hvor alle ting var 'in good taste', som han skrev. Vig bort, fosterdræber! Lissadell House var imidlertid ikke så nemt at finde. Efter at have kørt forkert temmelig mange gange, fandt vi det endelig. Vi parkerede og opdagede, at vi åbenbart var de eneste, der havde fået denne idé på den lidt overskyede og blæsende oktoberdag. Vi gik rundt om det fint proportionerede grå hus; vi kiggede forsigtigt ind gennem de vinduer, vi kunne nå. Der var ganske stille, huset virkede øde og forladt. Vi bankede på de døre, vi kunne finde, og endelig dukkede en lille meget ældre - for ikke at sige gammel - kone op fra en dør i kælderen. Vi fortalte, vi var på sporet af Yeats, hun sagde, at det var rigtigt, at han var kommet her, men hun var mere interesseret i at høre, hvor vi kom fra. Vi afslørede det, og det udløste en nærmest total forvandling. Hendes i forvejen ikke synderlig store imødekommenhed blev med ét til et nærmest frådende raseri, og det var tæt på, at hun var begyndt at spytte, for danskerne var et ondt folk, hvæsede hun. De - vi - tog jo livet af de ufødte børn! Og når man gjorde det, ville der komme noget, der var endnu værre, for så ville man, og hun svor på jomfru Maria og en række af os ukendte helgener, at de næste, der ville stå for tur, ville være gamle folk som hende. Og det ville være endnu værre. Sådan ville det gå, det var hun ganske sikker på! Og med os ville hun derfor ikke tale et eneste ord, og hun forsvandt ned i sin kælder og smækkede døren i med noget, der skulle have virket som et brag, men som ikke blev til et særlig hørbart ét, for en kat ville i det samme ind gennem samme dør. Den peb jammerligt. Yeats' romantiske tårn Langt ud på en skyfri eftermiddag fandt vi endelig frem til Coole Park. Her var Yeats kommet som gæst hos den kultiverede, intelligente Lady Augusta Gregory. Hun var stærkt litterært og kulturelt optaget og en motor i det, man har kaldt for The Irish Revival. Hun åbnede sit hus for mange kunstnere og bl.a. for Yeats, og det var så vidt det vides af hende, han lejede sit berømte normanniske tårn, Thoor Ballylee. I dette ikke blot normanniske, men også meget romantiske tårn holdt han til gennem ganske mange år - men dog kun om sommeren. Efter hans død forfaldt tårnet; på et tidspunkt var det på det nærmeste forvandlet til en ruin, men nu er det blevet genetableret, og i dag er det blevet til noget i retning af et valfartssted for verdens Yeats-elskere. Vi stod da også og kiggede på det, men det så øde og dystert ud, at det føltes helt sært, at en flok råger og alliker ikke steg skrigende op ved lyden af vores skridt. Nu var det lykkedes os at finde Thoor Ballylee, men hvor var selve huset, Coole Park? Huset, hvor Yeats og de andre havde diskuteret, spist, drukket og atter diskuteret Irlands fremtid, politikken og endelig poesiens tilstand? Irsk mystik Til min forfærdelse måtte jeg efter nogen tids søgen erkende, at det havde Borte taget. Huset var simpelthen væk, revet ned. Kun nogle fliserester viste, at der overhovedet havde ligget et hus. Heldigvis var søen der. Vi kunne skimte den i det fjerne, og miraklernes tid skulle vise sig ikke at være ganske forbi, for da vi nåede ned til søens bred, så vi, at ikke nok med at søen spejlede himlen - nøjagtig som i digtet, der lå også svaner og gyngede på det dybblå vand. Og der var ganske mange, konstaterede jeg, men jeg undlod med vilje at tælle dem. For hvis der nu ikke var »nine-and-fifty«, ville jeg være blevet dybt skuffet. Jeg holder nemlig af at tro, at der den eftermiddag var nøjagtig »nine-and-fifty« og hverken en svane mere eller en svane mindre. Og i Irland, hvor mystik ikke blot er tilladt, men giver sig masser af udtryk, er det vel også ganske sandsynligt. Drømmen lever videre Vi kunne nu krydse Coole Park af på listen over vigtige Yeats-steder. Nu manglede vi bare Innisfree. Men hvor var The Lake Isle of Innisfree? Den var ikke sådan til at finde. Vi kørte, vi cirklede, vi kørte, og vi cirklede, men enten var vi ikke gode kortlæsere, eller også var det, som det er i Irland, en kende forhekset - for Innisfree fandt vi aldrig. Så derfor lever drømmen om engang at kunne dvæle ved Innisfree stadig, og når jeg af og til ikke kan falde i søvn, dukker Yeats' verslinjer undertiden op i mig, og så ligger jeg og nynner så sagtelig min ungdoms irske yndlingsdigtlinjer: »I will arise and go now, and go to Innisfree. And a small cabin build there, of clay and wattles made: Nine bean-rows will I have there, a hove for the honney-bee, and live alone in the bee-loud glade«.