»Blæsten går frisk over Limfjordens vande,/ rusker dem op til vaagen Flugt,/ Jager dem mellem de favnende Strande,/ fylder med Toner hver en Bugt«. Forfatteren til disse linjer er Erik Bertelsen, og digtet står i samlingen 'Blæst og blaa Vande' fra 1939. Sig blæst til danskere fra dengang, der var morgensang til, og det vil være denne sang, vi blev bedt om at synge »stærkt og frejdigt«, som man vil komme i tanke om. Forfatteren er derimod for længst gået i glemmebogen. Den seje, blege blæst Det blæser altid i Danmark, og det gør det også i den danske lyrik. Mindst et halvt hundrede digte indledes med ordet blæst. Det drejer sig ofte om ret hård vind: »Blæsten stod sejg/ mod Landet ind/ og sled sig bleg/ i sit Taagespind«, konstaterer en anden glemt digter, Alex Garff, i 1934. Forårets lune vinde Mildere og melankolske vinde suser i Johannes Jørgensens 'Blæsten' fra digtsuiten 'Dansk': »Hegnene suser stille/ langs med den ensomme Vej,/ ingen anden er ude/ end Sommerblæsten og jeg«. Skrevet i Svendborg i juli 1931, hvor den europæiserede forfatter funderede over at være både dansk og fremmed. »Blæs op, Nordvest, og lad Vandene sig forhøje« lyder det opfordrende fra Kingo i et lejlighedsdigt til skibet 'Prinds Frederik', der søsattes 1686. I Blichers 'Den unge Lærkes Foraarssang' (1820) er det sydligere vinde, der anråbes: »Blæs Søndenvind! Lad Søen høre Dig!/ Smelt Isen fra dens Sovekammer!«. Dirrende kærlighed Emil Bønnelycke anråber blæsten fra en noget anden vinkel: »Blæs, o min Gud, en iskold Vind, der kunne svale/ min hede Angst, der ubehersket brænder«. Digtets unge mand kan nok trænge til lidt køling, for han skælver i ophedet tilstand før mødet med sin elskede. 'Buer og Staal' hedder samlingen fra 1919 - det lyder rigtig bønnelyckesk, men de dirrende kærlighedssonetter indgår altså også ved siden af digte med titler som 'Perroner', 'Dynamoen', 'Børsen', 'Gadefærdsel', og hvad de ellers hedder, disse digte, som man bedre forbinder med den avantgardeforfatter, der fyrede sit berømte pistolskud af under en digtoplæsning. Udrensning i det åndelige klima Blæsten kan mere end blæse i digtene. I Halfdan Rasmussens 'Fredløs' (1948) bliver den et billede på det moderne menneskes situation i efterkrigstidens kuldslåede Europa: »Blæsten vandrer hjemløs over jorden. Natten/ ligger paa sin baare strakt./ Ingen stjerner vaager. Ingen maane hyller jorden/ i sin genfærdsdragt«. Mere muntert blæsevejr lader han ruske i de geniale børnerim, han indledte i begyndelsen af 50'erne, som repræsenterer den lyse side af hans digtning: »Blæsten tog sin løvsav frem,/ lagde skoven øde./ To små mus begav sig hjem/ fra et stævnemøde«. Eller: »Blæsten har så travlt i dag,/ den skal nå en masse,/ den skal blæse æbler ned/ til den lille Lasse«. Viggo Stuckenberg er inde på noget af det samme, men i et helt andet ærinde. »Blæsten har travlt, det er Rengøringstid«, skriver han i 1884, hvor han mener, at »i dvaskende Solskin og sødladen Duft/ har vi længe til Overmaal fraadset/ og dovnet og drømt«. Det er efterårsblæsten, der skal »skræmme hver sommerdød, solsløvet Træl«. Og det er det åndelige klima, der skal renses ud i. »Rap dig, du Blæst«, som han oprømt siger til sidst, og nyt kom der da også til at ske i 1890'ernes litteratur. Poetisk patos Alle disse gulnede digtsamlinger, som tidens vinde har blæst hen over og ned i delvis glemsel, taler med en større patos, end vi er vant til i en mere blasert nutid. Det kan dog anbefales, at man i sin forhåbentlig stuckenbergske solsløvede tilstand konsulterer sommerhusets bibliotek, der ikke sjældent er blevet til oplagringsplads for gamle bøger mellem de slidte krimier. Det kan være, der bliver brug for det, hvis vejret arter sig som i Marinus Børups digt 'Sommervejr' fra 1921. Det begynder sådan: »Storm støder, regn pisker«. Så er det sagt.