Der findes spørgsmål, som kun ét menneske kender svaret på. Og en dag er det for sent. Journalist Bob Woodward har bare ét spørgsmål tilbage til sin mest berømte og samtidig mest hemmelige kilde, med hvis hjælp han bidrog til et betydeligt kapitel af USA's historie. Bob Woodward vil bare gerne vide, hvorfor. Hvorfor valgte FBI's næstkommanderende at risikere alt ved at lække nationens største hemmeligheder til en påtrængende fløs? Senil eller snu? Men 91-årige Mark Felts ord hænger ikke længere sammen. Kilden er tørret ud. Deep Throat er ikke længere den snu topagent, der næsten gik i graven uden at vedkende sig, at det var ham, der var med til at trække tæppet væk under præsident Richard Nixon. Deep Throat er blevet en gammel mand med hul i hukommelsen. Eller også er han bare mere snu end nogensinde. Et ulige parløb Bob Woodward finder ikke svaret i det, der må være hans ultimative bog om Watergateskandalen. Bogen 'The Secret Man' bringer ikke nogen verdensomvæltende nye afsløringer. Men der er masser af nye detaljer og først og fremmest en beskrivelse af et usædvanligt venskab. Hvis man kan kalde det det. Et ulige parløb, hvor spørgsmålet »Hvorfor?«, blev stillet for sent. Det begyndte ved et tilfælde. En rodløs ung flådesoldat bliver en aften i vinteren 1969-70 sendt til Det Hvide Hus for at aflevere en kuvert med fortroligt materiale til et medlem af præsident Richard Nixons administration. Kuverten skal håndafleveres. Mens han venter på, at den rigtige modtager har tid til at kvittere for modtagelsen, får han selskab i forkontoret. »En høj mand med sirligt kæmmet gråt hår kom ind og satte sig ned og ventede. Hans jakkesæt var mørkt, hans skjorte var hvid, og hans slips afdæmpet. Han var nok 25-30 ældre end jeg. Han bar også en mappe«. »Han så distingveret ud, bevidst selvsikker, man kunne ligefrem sige en slags overlegen tilstedeværelse, en fremtoning og ro som en, der er vant til at afgive ordrer og få dem adlydt med det samme og uden spørgsmål«. Mentoren og lærlingen Den unge soldat præsenterede sig: »Løjtnant Bob Woodward, sir«. »Mark Felt«, svarede den anden og fik som kvittering hele den unge mands livshistorie og usikkerhed om, hvad han skulle med sit liv, når han om lidt var færdig som soldat. Felt gav ikke meget igen. Ud over at han havde en høj post i forbundskriminalpolitiet, FBI. Og sit telefonnummer. Bob Woodward ringede. Først for at søge karriereråd, siden for at få oplysninger fra amerikansk pressehistories mest legendariske hemmelige kilde. »Vi blev en slags venner. Han var mentoren, (...) og jeg var lærlingen, der blev ved med at spørge om råd og aldrig holdt op med at spørge.« Hemmelig eksistens Woodward fortalte ikke nogen om sin nye ven. Heller ikke da han i sin utålmodighed efter at få gang i livet havde droppet alle tanker om universitetet og i andet forsøg havde insisteret sig til et job som journalist på Washington Post. Efter ni måneder som politireporter blev han kaldt på arbejde tidligt lørdag morgen, 17. juni 1972. Woodward skulle dække grundlovsforhøret for fem mænd, der om natten var blevet pågrebet med gummihandsker, aflytnings- og fotoudstyr og lommerne bugnende af dollarsedler i Det Demokratiske Partis valgkamphovedkvarter i Watergatebygningen i Washington. En af de anholdte, James McCord, hviskede i retten, at han indtil for nylig havde arbejdet for efterretningstjenesten CIA. Søndag aften fik Washington Post et anonymt tip om, at der i to af indbrudstyvenes medbragte adressebøger stod et telefonnummer til en E. Howard Hunt Jr. ved siden af notaterne »W.H.« og »W. House«. Mandag ringede Woodward til Felt på hans kontor og spurgte til en mulig forbindelse mellem indbruddet og Det Hvide Hus. Sådan begyndte Deep Throat sin hemmelige eksistens. »Han mindede mig om, hvor lidt han brød sig om at blive ringet op på kontoret, men han sagde, at indbrudssagen ville »blive varm« af grunde, han ikke kunne forklare. Pludselig lagde han røret på«. Søjle 32 D På det tidspunkt var Felt avanceret til vicedirektør i FBI. Men han var også netop måneden forinden blevet forbigået til jobbet som øverste chef. Hans store forbillede, FBI's chef gennem over 40 år, J. Edgar Hoover, var død i maj. Felt har offentligt udstillet sin skuffelse og overraskelse over, at det ikke blev ham, men den udefrakommende Nixonloyalist L. Patrick Gray, der fik jobbet. Siden kom der flere samtaler. Nogle få i telefonen, enkelte hjemme hos Felt, men de bedst kendte ved søjle 32D i en parkeringskælder på Wilson Boulevard 1401 i Washingtonforstaden Arlington. Woodward blev nøje instrueret af Felt om, hvordan han kunne anmode om et møde ved søjlen klokken to om natten ved at flytte rundt på en stor urtepotte med et rødt flag i på sin altan inde midt i byen. Hvis Felt ville mødes, var der slået en ring om sidetallet 20 i Woodwards budleverede udgave af New York Times, og nederst på siden var der tegnet en urskive, der viste mødetidspunktet. Woodward aner stadig ikke, hvordan Felt kunne holde øje med hans altan, eller hvordan han fik adgang til hans avis. Opkaldt efter pornofilm Der var klare regler for deres samtaler. Felt ville ikke citeres for noget, hverken direkte eller indirekte. Typisk ville han kun be- eller afkræfte ting, Woodward og hans faste makker Carl Bernstein havde andetsteds fra. I begyndelsen markerede Woodward sine notater fra samtalerne med initialerne »M.F.«, som han sagde stod for »My Friend«, min ven. Snart ændrede han det til et enkelt »X«. Woodward spurgte aldrig Felt til hans motiv for at hjælpe. Der var for travlt, og han var en god kilde på højt niveau. Først langt senere fandt en vittig redaktør på at opkalde den hemmelige kilde, hvis udtalelser i fagjargonen var af typen 'dyb baggrund', efter datidens mest omtalte filmfænomen, pornofilmen 'Deep Throat'. Sådan hed han aldrig i avisen, for han optrådte stort set aldrig i avisen. Selve historien om Watergate er vel beskrevet. Medierne skrev løs om det suspekte indbrud og de stadig flere små detaljer, der tydede på, at det var led i en større hemmelig operation styret fra højeste sted i Det Hvide Hus, og at Det Hvide Hus prøvede at bruge FBI til at lægge låg på sagen. Nixon blev genvalgt, men i august 1974 blev han tvunget til at træde tilbage. Præsidentens mænd På det tidspunkt havde både Felt og Gray forladt deres job i FBI. Og Woodward og Bernstein havde udgivet deres berømte bog 'Alle Præsidentens Mænd' om deres arbejde med Watergatehistorien. Woodward ringede til den fratrådte Felt og spurgte forsigtigt, om han mon kunne få lov til at identificere ham i bogen. »Han eksploderede. Ikke på vilkår. Jeg måtte være gal overhovedet at kunne foreslå den slags«. Woodward husker, at han skammede sig efter samtalen. Forstod, at der var mere på spil, end han anede. Men fik heller ikke da spurgt, hvorfor Felt havde hjulpet. Felt kom med i bogen, sløret, så ingen ville kunne spore ham, og under navnet Deep Throat. Woodward var klar over, at han gik til kanten af sin aftale med Felt. Han ringede igen efter udgivelsen i april 1974. »Jeg var ivrig efter at høre, hvad han syntes. Han kunne ikke have undgået at have set den eller hørt om den. Han lagde på, straks han hørte min stemme«. »Jeg gik i flere dage som jaget, forestillede mig det værste. Fra muligheden for, at han kunne tage sit eget liv til det mere sandsynlige, at han ville stå frem og fordømme mig som forræder og et udskud, der havde udnyttet vores tilfældige bekendtskab (...)«. »Jeg kan stadig høre knaldet fra telefonen efterfulgt af klartonen. At knalde røret på var værre end nogen ord, han kunne have sagt. Jeg ville vide, hvad han tænkte. Men jeg turde ikke ringe igen«. En træt mand Som årene gik, blev der skrevet utallige artikler, bøger, afhandlinger og løse gæt om Deep Throats identitet. Felt benægtede hårdnakket, når nogen spurgte ham. Nogle gættede rigtigt, men Woodward, Bernstein, Woodwards kone og chefredaktør Ben E. Bradlee holdt tæt. Undervejs fandt Woodward også ud af, at en jurist fra Justitsministeriet havde gættet det og fået Felt til under ed næsten at indrømme. Men også han holdt tæt. I april 1976 kom filmen baseret på bogen. Woodward modstod fristelsen til at ringe til Felt igen. To år senere blev Felt, Gray og en anden tidligere FBI-mand sigtet i forbindelse med en anden sag fra deres tid i FBI. Felt risikerede op til 10 års fængsel eller 10.000 dollar i bøde. Woodward dækkede sagen, ringede for at få en kommentar og hørte over telefonen en træt mand, der ikke lød til at genkende ham. Samtalen var hurtigt overstået. Det endte med en mindre bøde. Woodward ringede. Dels for at udtrykke sin medfølelse, dels for at foreslå, at det måske var på tide at stå frem. »Næh nej, det er det ikke«, kom svaret prompte. »Jamen«, prøvede Woodward. »NEJ«. Bindende løfte om anonymitet Først i januar 2000 ringede Woodward igen til det nummer, han i årevis havde haft på et adressekort ved sin telefon. Han hørte en gammel mand, der havde svært ved at huske sin alder, og som på spørgsmål om Nixon, Ehrlichman, Hunt, FBI og Det Hvide Hus gav forskellige varianter af svaret: »Åh, det kan jeg ikke rigtig huske«. Felt sagde også noget om en »dør, der kan forblive lukket«. Så var også den samtale slut. Måneden efter tog Woodward på hjemmebesøg i Santa Rosa, Californien. Han blev mødt af en rart smilende hvidhåret mand med levende øjne, men ingen minder om hverken urtepotter, parkeringshuse eller andre detaljer. Han mente nok, at han havde forladt FBI »fordi jeg havde tjent min tid, og jeg var klar til pension og ville på universitetet for at læse jura«. Woodward konstaterede efter mødet, at den Felt, han havde kendt i 1970'erne ikke længere fandtes. Det havde været omsonst at prøve at få svar på det brændende spørgsmål om hvorfor. Han konsulterede sine nærmeste om, hvorvidt han stadig var bundet af sit gamle løfte om at bevare kildens anonymitet. Hans konklusion var, at det var han, så længe Felt endnu levede. Nationalhelt To år senere, i 2002, blev han kontaktet af Mark Felts datter, der fortalte, at hendes far endelig var gået til bekendelse over for familien. Han var med på at stå frem som Deep Throat, hvis familien kunne garantere, at han ville fremstå som nationalhelt. Woodward nægtede at bekræfte, selv over for datteren. Og selv da hun sagde, at hendes far stort set ingen husker fra sin fortid. Bortset fra J. Edgar Hoover og Bob Woodward. 31. maj i år offentliggjorde livsstilsmagasinet Vanity Fair en artikel skrevet af familien Felts advokat: »Jeg er ham, de kaldte Deep Throat«. Woodward og Bernstein fik få timers varsel. Artiklen indeholder så godt som ingen citater fra Felt selv. Og dermed heller ikke noget, der bare ligner svaret på, hvorfor Felt gik ind i rollen som Deep Throat. Til gengæld har den gamle mand i sin stort set eneste offentlige udtalelse siden artiklen i Vanity Fair mumlet ud ad et bilvindue, at han håber at kunne tjene nogle penge. Familien har solgt filmrettighederne til Felts livshistorie til Universal Pictures, og der er rygter om, at Tom Hanks skal spille Deep Throat. Ifølge flere amerikanske medier står familien til at tjene over en million dollar på Mark Felts historie.