Forsøg at forestille Dem, at Cervantes og hans to bind store roman om den forrykte adelsmand 'Don Quijote' (1605 og 1615) aldrig var kommet til verden. Måske Cervantes var død, inden det kom så vidt; måske netop denne roman af den ene eller den anden årsag var gået tabt. »Nå ja«, ville et menneske, der ikke havde noget synderlig lidenskabeligt forhold til litteraturen, muligvis vennesælt mumle, »ville det da have været så katastrofalt og epokegørende, at lige netop den roman, eller en hvilken som helst anden, aldrig havde set dagens lys?«. »Hvad med Galilei og Newton, hvad med Kopernikus og Einstein? - Hvis deres værker var gået tabt, ville verden virkelig have lidt et mægtigt tab og tingene have taget en helt og aldeles anden drejning!«. Barnligt sludder? Men allerede her skyder indvendingerne og modpåstandene op som friske og sitrende champignoner. Hvad er det nu for det første for noget med dette 'hvis - så', er det ikke bare noget barnligt sludder? Historien forløb nu engang, som den gjorde, på godt og en hel del ondt, og vi har da ikke tid tilovers til at sidde og fundere over de endeløse veje og vildveje, historien kunne have taget, hvis nu blot dette og hint ikke var hændt: Hvis Napoleon ikke var blevet født, atombomben ikke opfundet og så videre i én slet uendelighed. Det litterære laboratorium For det andet, hvad er det nu for noget med litteraturen og det kontrafaktiske? 'Kontrafaktisk', vil De spørge: 'Kontrafaktisk' er navnet på en undersøgelse af alternative, mulige tilstande, hvad enten inden for fysikken, historien, logikken eller humanvidenskaberne. Og her er litteraturen på sin egen måde særlig interessant, fordi den par excellence og helt systematisk kan siges at udforske netop alternative, mulige ruter; litteraturen viser os - gennem sit kalejdoskopiske og hallucinerende hulspejl - ikke blot hvem vi er, men også hvad vi kunne være blevet, og hvordan tingene kunne være faldet ud. Hvis blot vi havde handlet sådan og sådan, eller været på den eller den måde, mødt de og de mennesker - eller netop ikke være rendt ind i dem. For så vidt er litteraturen et enestående laboratorium for det kontrafaktiske. Fantasme og realitet Men hvorfor nu i det hele taget bruge tid på den slags? Først, fordi det undertiden er afgørende vigtigt at forsøge at forudsige fremtiden, altså at identificere sandsynlige scenarier, der ligger foran os; skal bladhuset planlægge en strategi for de næste tre år, er det essentielt at kunne opstille realistiske alternative fremgangsmåder; og skal jeg de næste tre år undgå at klokke i det med kærlighedslivet, er det tilsvarende vigtigt (om end - måske - knap så økonomisk afgørende) at kunne se forskellige ruters fordele og ulemper klart for mig; og så er det, at jeg griber efter Flauberts 'Madame Bovary' (1857), som lærer mig, at jeg skal vare mig for at hengive mig til drømmerier om ideale kvinder; eller Cervantes' 'Don Quijote' for at blive mindet om den undertiden meget håndgribelige forskel mellem fantasme og realitet, mellem vindmøller og drager, mellem bondepiger og adelskvinder. Romanens rungende latter For at kunne handle klogt fremover er det altså af stor betydning at kunne arbejde med kontrafaktiske analyser - hvilket vi i øvrigt alle intuitivt gør fra morgen til aften. Det kontrafaktiske er ikke bare sjov og ballade, men i høj grad også levet liv og bloddryppende erfaringer. Så lad os vende tilbage til åbningens spørgsmål: Hvor ville vi være i dag, hvis ikke 'Don Quijote' havde set dagens lys for knap 400 år siden? Vi ville være til rotterne, ville vi. For da ville den europæiske roman - dette uhåndterlige monster - aldrig være blevet født. Og i denne aborts gustne kølvand ville være fulgt tabet af romanens rungende latter, af dens iskoldt indsigtsfulde visdom, af dens krablende rige kortlægning af alle menneskelivets smutveje og labyrinter. Tilbage ville vi stå med videnskabens håndfuld ordknappe viden, realpolitikkens kuldslåede kynisme og teologiens dødbringende absolutter - ikke just noget opløftende billede. Flyvsk udgangspunkt Inden for mit gamle fag, litteraturvidenskaben, findes der et par tilgange, litteratursociologien og den såkaldt receptionsteoretiske metode, der hver for sig søger at undersøge, hvilken effekt og hvilken funktion litteraturen helt konkret har i verden; det spænder fra undersøgelsen af, hvem der læser et givet værk, hvordan det distribueres, hvad det koster i dagens mønt, til analysen af, hvordan den kritiske institutions modtagelse af et værk bestemmer dets indlemmelse eller udelukkelse af den litterære kanon. Alt det kan der komme mægtig interessante og vigtige indsigter ud af - men i tilfældet Cervantes og 'Don Quijote' tror jeg, vi må gå mere spekulativt og flyvsk til værks. Ellers fortaber vi os i den nærsynede historiske kortlægning, stik imod ånden i Cervantes' storslåede og rablende bastard af en roman. Det egentlige liv Kendere af Milan Kunderas forfatterskab vil have set, at min beskrivelse af netop 'Don Quijote', og af den europæiske romans særkende, er løftet direkte fra Kunderas forelæsning i 'Romankunsten' (oversat 1987); jeg tror, Kundera har fat i den lange, om end dybt uvidenskabelige ende, så lad os forsøge at tage påstandene alvorligt. Romanen har tre ting at kaste ind i det moderne Europas fødsel i 1600-1700-tallet; dens skeptiske og relativerende latter, dens visdom, som kan mere end sit fadervor, og som går hinsides almanakken, og endelig dens evne til at beskrive det egentlige liv; det liv, som falder gennem videnskabens fintmaskede net og skarpt optegnede begreber. Idé og virkelighed Kaster vi nu et blik tilbage på Europas nyere historie, er det umiddelbart svært at se, hvilke katastrofer og skibbrud det er, romanen - anstændig og humanistisk som den nu kan være - har sparet os for? Har den moderne teknologi og naturvidenskab ikke fejret endeløse triumfer, har totalitære statsformer ikke på samlebånd terroriseret befolkninger og været ophav til indædte og fortsatte krige, har religionernes fundamentalistiske slagsider ikke resulteret i gnistrende had og bister forfølgelse? Hvis det er et sådant Europa, vi fik med Cervantes og 'Don Quijote', gad jeg godt se det, vi ville have fået uden! Men måske er der virkelig et sådant 'uden'? Hvis nu George Orwell ikke havde skrevet sin '1984', hvis ikke Solsjenitsyn skrev om Gulag, hvis ikke Kundera og Havel skrev satirisk om østeuropæisk betonkommunisme - og hvis ikke der bag alle disse flanker og korporaler lå en mægtig romangeneral som Cervantes, der lærer os om, at verden flyder frem og tilbage mellem idé og virkelighed, mellem en virkelighed, der avler ideer, og ideer, der frembringer virkelighed - ville verden da ikke have set betydeligt anderledes ud? Diabolsk medicin Hvis nu vi siger, at den ramponerede adelsmand Don Quijote de la Mancha, elskelig som han er, er selve sindbilledet på den politiker, der tager vindmøller for drager, og som med djævlens vold og magt ønsker at realisere sine fantasmer, at omsætte dem og gøre dem til virkelighed; ja så er læsningen af nøjagtig Cervantes et mægtigt våben, og en måske uundværlig allieret, i kampen mod alle former for blændværk og fanatisme? Til slut i romanen, på sit dødsleje, er det jo, at Don Quijote (der i øvrigt læste for mange ridderromancer og netop derved fór vild - men lad nu det ligge) kommer til sig selv, fuldt ud genvinder den mentale sundhed og derfor trøsterigt kan gå ind i dødens rige. Men historien melder ikke om, at hverken Stalin eller Hitler på samme måde til slut så lyset; de unddrog sig romanens visdom, ligesom ingen af dem vist just havde sans for den relativerende latters huldsalige klukken, eller helt kunne se, at det var værd at undlade at ofre små, konkrete, levede liv på ideernes indædte slagtebænk. Dermed være sagt, at verden snildt kunne have været hundrede gange mere ondsindet og rabiat og sammenbidt og fundamentalistisk uden romanens liflige og dristige og diabolske medicin - intet hindrer os i at forestille os et Europa langt mere hjemsøgt af krig, vold og humorforladthed end det, der nu rent faktisk ligger bag os og foran os. Et kontrafaktisk mareridt Hvis ikke vi til stadighed bliver forsynet med Cervantes' evne til at frembringe rynker i panden, og et ufrivilligt smil på de skeptiske læber, ja så er der en reel risiko for, at vi mister sansen for, hvor bizar og vidunderlig verden er og kan være, at vi gradvis ser ildsprudende drager, hvor der blot står et par ormædte vindmøller, at vi pludselig lytter til den inderligt alvorlige retorik, ranker ryggen, trækker på skuldrene og giver os totalitære strømninger i vold. Er den europæiske roman, og dens stamfader 'Don Quijote', virkelig en øjeblikkeligt virkningsfuld vaccine mod al den slags djævelskab? Naturligvis ikke - men den er der, den står til rådighed, og den er med rette frygtet og hadet af alle slags despoter, store som små. At en helt bestemt slags politikere, ideologer og præster ikke bryder sig særligt om romanens latter, visdom og livskløgt, er det bedste og tydeligste bevis på, at vi ville være ilde stedt uden Cervantes og hans medsammensvorne. Verden uden Cervantes? Det ville være et kontrafaktisk mareridt! Når De nu står og pakker feriekufferten, så husk: Under de stribede skjorter må De omhyggeligt liste 'Don Quijote' ind - og håbe på, at tolderne ikke for alvor begriber, hvilken drabelig litterær bombe De medbringer.