Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
Undfangede Drømmen og søgte et Rim,
Hvis glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
Som naar Solen gik ned i Ekbátana Man rejser til Iran. Man kommer til Persien. Mens ayatollaherne slås med det internationale samfund om deres atomare ambitioner, skræmmes de rejsende væk. Så vi, der alligevel tager turen til Teheran, Shiraz og Persepolis, til Yadz og Isfahan, vi har haverne, moskeerne, basarerne og paladserne for os selv. Alene sammen med perserne. Ekbátana Vores indtryk og oplevelser forstyrres ikke af, hvad enhver turist nødigst vil forstyrres af: andre turister. Og de to mørkemænd hvis kæmpeportrætter skuler ned fra gavle og husmure, Khomeini og Khamenei, de kan ikke slukke det lys, der udgår fra en charmerende og kontaktsøgende befolkning - og fra en rigdom af natur og kultur, som ikke efterlader undren over, at paradis er et gammelt persisk ord. Her ligger Ekbátana, som vi ganske vist kører uden om rent geografisk, men Sophus Claussen var jo heller aldrig selv så meget som i nærheden. Paradis på jord Vi er på Ekbátanas kanter, og både digtet og ordet begynder at svirre i hovedet en aften ved digteren Hafiz' grav i Shiraz. Ekbátana er en sindstilstand, og her i den velsignede persiske gårdhave med digtergraven begynder jeg så småt at huske »den Vaar, da mit Hjærte i Kim / Undfangede Drømmen og søgte et rim«. Men ligesom Edens Have jo lå et bestemt sted på jorden, spørg kun de danske soldater i Camp Eden (nu: Dannevang) ikke langt herfra, så er jeg endnu ikke mere henført end, at jeg beder en iraner udpege stedet for mig på landkortet. »Ekba tána«, siger han og peger - Ekbatána hedder i dag Hamadan og ligger lige her. Jeg følger med øjnene hans finger og med ørerne hans udtale: tryk på tredje stavelse! Nærværende poesiEn Spotter gav mig med Lærdom at ane,
At Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
Den traurige Tosse, han ved ej da,
At Hjærtet det elsker Ekbátana. Det tror jeg nu nok, den traurige tosse ved. I hvert fald ved enhver iraner det - aldrig har jeg været i et land, hvor versekunsten er så nærværende som her. Det skulle da lige være Danmark, men vi har jo for tiden ikke så meget brug for digtenes politiske modstandskraft - Khomeini og Khameni er trods alt værre end Krarup og Langballe. Skønt de danske mullaher næppe nyder de persiske ord af middelalderdigteren Sa'adi, som står på FN-bygningen i New York: Menneskeheden er ét legeme, når ét lem lider, lider hele legemet. Sitrende længsel Sa'adi ligger lige som Hafiz begravet i Shiraz, som er poesiens og de persiske havers hovedstad her lidt øst for Ekbátana. Da vores lille iranske veninde læser op af hans digte på sit modersmål, ved jeg ikke, om det er hende, om det er Iran eller Sa'adi selv og hans digte, jeg bliver forelsket i. Vores veninde har de persiske kvinders bibelske skønhed, som kun tegnes tydeligere op af den chador eller det tørklæde, de tvinges til at bære. Hun går med det tyndest tænkelige klæde, og det sidder så langt tilbage på håret, at det fremhæver mere, end det skjuler. Noget tilsvarende kan siges om den stramme kjortel, hun har smøget ud over sine jeans og en figur, der i sig selv er rigelig forklaring på, at der digtes meget i dette land. Et lille stykke omvandrende opposition, og hvilket stykke. Modstanden, oprøret, længslen ligefrem sitrer i luften omkring digtergravene. »I dårer, der ikke tror på elskov«, skrev Hafiz for 700 år siden, » - kom til min grav og nævn min elskedes navn / og I vil høre et jubelråb fra jordens dyb«. Og her ved hans grav er der en stille trængsel af unge iranere, som berører stenen, lukker øjnene og beder, drømmer, ønsker. Danmark = Whisky og demokratiByen med tusind henslængte Terrasser,
Løngange, svimlende Mure - som passer
Der bagest i Persien, hvor Rosen er fra,
Begravet i Minder - Ekbátana! I haven og buegangene omkring Hafiz' grav vandrer unge mænd i nystrøgne skjorter rundt og gør deres bedste for at flirte med de tilhyllede piger. Jeg sætter mig under en hvælving, nyder sceneriet og får hurtigt selskab af to fyre først i tyverne. »We look for girls«, siger den ene smilende og ligesom uskyldigt. Han beder mig sige til, hvis jeg ser en særlig skønhed, hvorpå han på et knapt engelsk straks går videre til andre vigtige emner: »Denmark, whisky?«, spørger han, og da jeg svarer »Yes«, fortsætter han: »Iran, whisky, policemen, bastards«. Næste spørgsmål lyder: »Denmark, democracy?«, og da jeg igen svarer bekræftende, siger han først: »Iran, no, Khameini, terrorist«. Efter en pause kigger han drømmende ud over digterens have og sukker: »Ah, freedom«. Straks efter rejser de to fyre sig, giver høfligt hånd og gentager: »We look for girls«. Erotik og stille oprørHin fjærne Vaar, da min sjæl laa i Kim
Og drømte umulige Roser og Rim,
Er svunden, skønt Luften var lys ogsaa da,
Som den Sol, der forsvandt bag Ekbátana. Det er skumringstimen her ved Hafiz' grav, og jeg tvivler ikke på, at de to fyre vil have det erotiske held med sig på deres videre vandring rundt i løngangene. Men de kunne også bare være blevet siddende, for nu får jeg selskab under min hvælving af tre unge kvinder, som sætter sig og læser højt for hinanden af Hafiz' digte. De har små indbundne bøger med og peger ivrigt med lange lakerede negle. Pigernes ordførende kan engelsk, og nu oplever jeg endnu en samtale i få ord. Først spørger hun, om jeg er gift? Og da jeg svarer ja, spørger hun (mens veninderne fniser), om jeg så måske har en søn? Stemningen ved Hafiz' grav er sådan, at jeg tager begge spørgsmål som komplimenter. Politik og poesi, erotik og stille oprør, længsler af alle slags dyrkes her ved digterens grav. Et blødende landMen drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
Da Verden blev dyb og assyrisk og vis,
Som blødte den yppigste Oldtid endda ...
Jeg har levet en Dag i Ekbatána. Sophus Claussens parisiske symbolisme sugede til sig af al denne oldtid. Og hans sprogøre elskede det mærkelige græske ord med tre a'er. Gad vide, hvor han var faldet over det? Vidste han mon, at oldtidens Ekbátana ifølge Herodot var omgivet af syv mure i syv forskellige farver - de inderste var af sølv og guld? Men den bløder nu, denne verden. Lidt nordpå koster selvmordsbomberne irakiske liv hver dag, og her i Iran kommer folk på gaden hen til os og siger uden optakt: »Vi lever i et helvede«. Eller de rejser sig fra vandpiben og stryger tværs gennem tehuset for at sige en sætning, som mange ligesom har indøvet: »Vi eksisterer, vi lever ikke«. Alligevel virker de nu meget levende. Alle disse lattermilde unge ansigter. Al denne flirt i parkerne. Islamisk havekulturMin sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
Til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
Og Hjærtet sov ind i sin Højhed - som fra
En Solnedgang over Ekbátana. Hvert år i maj, når syrenen blomstrer, mærker jeg duften af Claussens ord. Skønt jeg ved fra en traurig tosse, at en syrinx er en panfløjte, som intet har med syrener at gøre. Men i korrespondancernes verden er der syrener i Ekbátana, og her bagest i Persien ser jeg ved selvsyn, at rosen har hjemme. Samt pelargonien, morgenfruen, stedmoderen - alle de almindeligste blomster i den danske have. Arkitekten og forfatteren Steen Estvad har skrevet en vidunderlig bog, som netop er genudsendt i pragtudgave med hans egne fotos fra mange års rejser: 'Drømmen om paradiset - islamisk havekultur'. Paradiset er en have, salighedens, evighedens og de retfærdiges have, hvor stilheden kun brydes af vandets rislen i fontænen. Her i den skyggefulde kølighed er der lægedom for basarens larm, den offentlige tilværelses belastninger og solens brændende terror. Det var perserne, der drev havekunsten til sit højeste. Niebuhr was hereMen Folkets Sæder? Den stoltes Bedrift?
Hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
Paa dit Dronningelegem - Ekbátana. Store mænd byggede. Endnu større rev ned. Persepolis stod med sine tusinder af søjler og templer og paladser her, hvor kun ruiner nu vidner om Kyros' rige, som Alexander smadrede. Vi står i den tidlige morgensol og finder Carsten Niebuhrs beskedne signatur under en af de kolossale tyre, som endnu vogter over Alle Nationers Port til Persepolis: »C.NIEBUHR 1765«, står der. Ridset lige så forsigtigt, så man skal have morgensol for at se det. Men de kileskrifter, han omhyggeligt aftegnede, står endnu knivskarpt. I dagens Iran er det Khomeinis grav, som er det aktuelle gigantbyggeri. Lidt uden for Teheran er monumentet ved at rejse sig, gigantisk, grotesk, en by af et mausoleum, et nyt Mekka for khomeinister. Når det at rejse sig helt, før det bliver revet ned igen? Kongelig festMen Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
Al livets -Vellyst - hvad var den da?
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa
Skrømt
Ved en kongelig Fest i Ekbátana. Ude ved Persepolis er der endnu rester af shahens 2.500 års fest for det persiske rige. Danmarks Frederik og Ingrid var med. Kort efter var shahen landflygtig som så mange andre iranere. Da han døde, kunne sønnen ikke finde et dødsleje til ham, og ikke et sidste hvilested. Eksiliraneren Kader Abdolah skriver om det i romanen 'Kileskrift' om sin gamle døvstumme far, der kun havde et sprog, kileskrift. Det må være den bedste bog, der findes om det moderne Persien. Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
En dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
- jeg har levet en Dag i Ekbatána