»Valdemar gik langs med Muren, som var halvt skjult af Brombærbuske og vilde Rosenhække; han søgte og fandt til sidst ogsaa en Indgang, men som var snæver og næsten tilvokset af Tjørnebuskene, og han traadte ind i den mindre, indhegnede Have, som han nu saa tillige var Kirkegaard«. »Det var en smuk Midsommeraften. St. Hansormene lyste i Græsset mellem Gravene, og duggen perlede i Maaneskinnet på Blomsterne«. »I stille vemodige Tanker gik han frem og stødte på et aabent Gravkapel, hvor der brændte en lampe under et udskaaret Madonnabillede«. B.S. Ingemann: 'Valdemar Sejr' (1826).Drengepigen Der var engang, der var træer, man kunne klatre i, og skove, hvori man byggede huler. Der var engang, jeg var en dreng, eller rettere dengang jeg endnu ikke vidste, at piger ikke måtte kaste med kniv om land eller fægte med sværd, men skulle gå med små fine skridt i lægget nederdel og hvide ankelsokker. Dengang min far ofte præsenterede mig som »min søn, Helmuth«. Hylende længsel Jeg vidste, den var gal. Jeg hed ikke Helmuth. Men sandsynligvis var det alligevel ham, som slugte alle B.S. Ingemanns nationalromantiske romaner, udgivet på Hus og Hjems' Forlag i 1913, en anakronisme også i 1950'erne. Men Helmuth var ligeglad og dybt fortabt over for de ingemannske landskaber og de tapre, de ædelt naive og de umådeligt træske personer, som færdedes deri. Men det var Helle, som voksede op med skade på sin sjæl og siden har måttet vandre hvileløst omkring, for altid spejdende efter elvere i krattet, nøkken i åen og havfruer i Kattegat. Vi er sikkert en del gennem tiderne, som har hylet mod månen i sommernatten i længsel efter landet, som aldrig var. Et land, hvor man som i søvne svæver ud i sommernatten med N.F.S. Grundtvig under armen til de grønne dale og lykkelige slår sig ned »i de grønne sale mellem nattergale og de andre fugle små, som tale«. Besjælet sommernat Det er overhovedet ikke dén danske sommer, som er over landet nu, og slet ikke det danske land, som visse politikere fremmaner i rødt og hvidt. Det er snarere en besjælet sommernat, der i sjældne stunder stiger op af legenderne som et Avalon, men ligesom dette Avalon er den ellers dømt til at leve bag tågegardiner, fordi folket er holdt op med at tro på de underjordiske. Som kong Arthur og ridderne om det runde bord og magiske Merlin i Avalon har havfruen, som hos Ingemann spåede stakkels dronning Dagmar en snarlig død - men en plads i Himmerrige!, for evigt trukket sig tilbage og lader sig næppe mere se. Virtuelle trolde Hvis vi, der blev forheksede dengang for længe siden, og hvilken sær flok vi må være, havde været børn i dag, ville vi spille rollespil eller løbe bort i virtuelle landskaber, hvor vores sande natur ville komme til sin ret. Vi ville slå os sammen med en gruppe orker og hærge og plyndre, ræbe og bøvse og gi' fanden i vores pinlige hang til skønvirke og prærafaelitter. Vi ville være som de trolde, som bonden i 'Valdemar Sejr' så i Villenskov. Han slog korsets tegn, men lige meget hjalp det: »Somme fløj Øster, somme fløj Vester Nogle fløj Nordpaa Nogle fløj ned i dybene dale; Jeg tror de ere der endnu«. Hæ! Hæ! Ja, monstro de alligevel ikke er?