Der var gang i handlen med slaver mellem Afrika og de europæiske kolonimagters besiddelser i Caribien i 1787. Alene det år krydsede over 80.000 sorte slaver Atlanten under umenneskelige forhold, som ofte blev værre, når de nåede frem til plantagerne, hvor de skulle arbejde. Men uden slaver fungerede plantagerne ikke, og deres ejere - herunder den britiske kirke, parlamentsmedlemmer og ministre - betragtede ligesom befolkningerne i de europæiske lande slaveriet som en helt naturlig foreteelse. Pr-kampagne Enkelte indtog en anden holdning, og blandt dem var en lille gruppe mænd, der i maj 1787 mødtes i et trykkeri i London. Temaet for mødet var slavehandlen, som de var fast besluttet på at stoppe. De vidste også, hvordan de kunne vende stemningen: De blev enige om at iværksætte en politisk kampagne, som ifølge den amerikanske journalist og historiker Adam Hochschild havde alle de ingredienser, vi kender fra pr-kampagner i dag. Menneskelig værdighed I de følgende år anvendte de plakater, grafiske virkemidler, pression mod politikere og datidens direct mail, breve til sympatiserende borgere med opfordringer til at støtte bevægelsen, fortæller Adam Hochschild i hans nyeste bog »Bury the Chains«, der handler om den lille gruppe mænds succesrige kamp mod slaveriet i Storbritannien. »De brugte den ene moderne form for teknik efter den anden«. »Der havde tidligere været bevægelser, som arbejdede for den ene eller anden sag i England, men den form for lobbyvirksomhed fra civilsamfundets side var kun i sin vorden«, siger Adam Hochschild i et interview i det venstredrejede amerikanske tidsskrift Mother Jones, som han er en af stifterne af. Adam Hochschild tøver ikke med at betegne den gruppe mænd, der mødtes i trykkeriet i 1787, som pionererne i en bevægelse, der først slog igennem for alvor i den sidste del af det 20. århundrede: kampen for menneskerettigheder. De brugte ikke det ord, men hele deres virksomhed drejede sig om kampen for menneskelig værdighed. Bevægelse mod slaveri Hovedparten af deltagerne i mødet var kvækere, som med deres store netværk spillede en vigtig rolle i de følgende års kampagne mod slaveriet. Men den drivende kraft i bevægelsen blev studenten Thomas Clarkson, der tre år tidligere havde skrevet en opgave med titlen: 'Er det lovligt at gøre andre til slaver mod deres vilje?' Opgaven var tænkt som et rent akademisk studie. Men på en rejse til London stoppede Clarkson op og spurgte sig selv, om det negative svar på spørgsmålet ikke burde få følger. Og derfor tog han kontakt til de få mennesker, der allerede var i bevægelse mod slaveriet. En af dem var en tidligere slave, Olaudah Equiano, der skrev en af datidens mest solgte bøger om sit liv som slave. Olaudah Equiano brugte bogen som et våben mod slaveriet, og han fik støtte af andre frigivne slaver og John Newton, en tidligere kaptajn på et slaveskib, der havde haft et meget afslappet forhold til slaveriet. Religiøse anfægtelser John Newton beskrev selv, hvordan han deltog i handlen med slaver. »Jeg fik tilbudt en kvinde, som jeg kunne købe. Men hun havde hængebryster og hun var også syg. Så hende ville jeg ikke have«. Newton havde som andre tjent enorme summer på den såkaldte trekanthandel mellem britiske havne som Liverpool og Bristol, Afrikas vestkyst og de vestindiske øer som Jamaica og Barbados, som danske skibe også deltog i fra de danske besiddelser på 'Guldkysten', det nuværende Ghana. Men han fik religiøse anfægtelser og blev en af Storbritanniens mest markante prædikanter og forfatter til en pjece, der i detaljer udpenslede forholdene på slaveskibene. Han stillede sig i den nye bevægelses tjeneste, og tusindvis af andre sluttede sig til den. Utrættelig agitator Bogens helt er den utrættelige Thomas Clarkson, der ifølge Hochschilds beregninger tilbagelagde omkring 50.000 km på hesteryg over 30 år. Han organiserede møder og boykot af kolonivarer som rørsukker, oprettede nye komiteer og fandt vidner til de stadig flere parlamentariske udvalg, der under indtryk af det folkelige pres mod slaveriet drøftede problemet. Adam Hochschild, som underviser i journalistik på Columbia Universitet i New York og som også er kendt for den internationale bestseller 'Kong Leopolds Arv' om det belgiske kolonistyres mishandling af befolkningen i Congo, betegner dette arbejde som forløberen for moderne kampagnevirksomhed. Alle midler blev taget i brug, og boykotvåbnet viste sig at blive meget effektivt. Det samme blev en plakat med en tegning af et slaveskib, hvor briterne for første gang kunne se, hvordan slaverne nærmest lå i lag på rejsen fra Afrika til de vestindiske øer eller USA. Boykot og protestskrivelse Kun et år efter mødet i trykkeriet deltog over 400.000 englændere i en boykot mod sukker fra kolonierne, og alene i Manchester skrev over 10.000 under på en protestskrivelse mod slaveriet. Men slaveejerne organiserede sig også, og de havde stærke kræfter bag sig. Store havnebyer som Liverpool og Bristol tjente store summer på slaveriet. Det samme gjorde rederierne og de skippere, der stod for transporten. Plantagerne kunne kun fungere hvis de løbende fik leverancer af nye slaver til erstatning for dem, der døde under det hårde arbejde, som den danske forfatter Thorkild Hansen også har beskrevet i bogen 'Slavernes øer'. Enestående succes Men Thomas Clarkson og hans allierede havde befolkningen med sig, og de var også drevne taktikere. De vidste, at slaveriets svage led var transporten af slaver. Hvis den blev forbudt, havde de rettet et afgørende slag mod selve slaveriet. Deres analyse var, at Storbritanniens fjende, det revolutionære Frankrig, også var afhængig af slaveriet. Så ved at forbyde handlen med slaver kunne den britiske flåde opbringe franske skibe og dermed slå to fluer med et smæk: styrke den britiske blokade af Frankrig og samtidig stoppe produktionen i de franske kolonier. Men det betød, at briterne selv måtte indstille transporten. Det skete i 1807, da krigen mod Frankrig var på sit højeste. Men selve slaveriet blev først afskaffet i 1833. Alligevel var der tale om en helt enestående succes for de mennesker, der kun et halv århundrede tidligere havde rejst sig imod det, mener Adam Hochschild. Han hylder også flere af slavemodstanderne for deres politiske udsyn. F.eks. talte Thomas Clarkson varmt for udvikling af kolonierne og handel med deres varer på ligeværdige vilkår, hvilket ikke er tilfældet i 2005. Vigtig arv Men Hochschild ser især Thomas Clarksom og den brogede flok omkring ham som forløbere for organisationer som Amnesty International, Greenpeace og de store fredsbevægelser. »Den britiske bevægelse mod slaveriet efterlader en ekstraordinær arv«. »Hver dag bruger politisk aktive de redskaber, bevægelsen udviklede: forbrugerboykot, nyhedsbreve, underskriftindsamlinger, plakater og mærkater, nationale kampagner med lokalkomiteer og meget mere. Men det vigtigste var den dristige vision, de havde«.