Israel er ikke et land eller en nation, sagde den israelske forfatter Amos Oz. Israel er en forsamling af syv millioner meninger. Syv millioner versioner af en premierminister, syv millioner mennesker, der alle ser sig selv som den genopstandne Messias. Umulig historie »Israel er et sted, hvor alle råber og ingen lytter. Vi hører ikke hjemme i en Bergman-film«. »Vi hører hjemme i en film af Fellini«, sagde Amos Oz, da han i går mødte en fyldt foredragssal på Politiken. Og efter latteren at dømme, genkendte mange af de fremmødte hans billede af landet med den umulige historie. Anmelderros Amos Oz brugte beskrivelsen, da han skulle forklare, hvorfor det kom bag på ham, at hans erindringsroman 'En fortælling om kærlighed og mørke' blev en så stor succes. Dybest set havde han regnet med, at bogen kun ville interessere folk med en baggrund, der lignede hans egen. »Det sjove er, at når man fortæller en enkel historie om en mand og en kone eller om et forældrepar og et barn på et eller andet gudsforladt sted, så bliver folk interesserede. De tænker, at på trods af forskellene til deres eget liv, så kunne det godt være dem«. »Andre tænker lige modsat, at det aldrig kunne være dem, men i begge tilfælde bliver det interessant«, sagde Oz, hvis bog har fået fremragende anmeldelser hos de danske kritikere. Ikke mindst fordi han på én og samme gang får fortalt både sin egen og staten Israels historie. Genernes kommunikation Politikens litteraturredaktør Bjørn Bredal spurgte Oz, hvorfor han har valgt at kalde sin erindringsbog for en roman. »Jeg kalder det en fortælling, for jeg har det som en palæontolog, der ud af en enkelt knogle forsøger at genskabe et komplet dyr fra fortiden«, sagde Oz. Han forklarede, at hans forældre var gode til at tale. Bare ikke om følelser, angst og sig selv, hvorimod de gerne talte om litteratur og politik. Og skulle der tales om historie, var det efter deres mening ikke et emne for børn. »De fortalte mig ikke noget, så jeg måtte skabe det hele selv«, fortalte Oz, der imidlertid mente, at hans egne gener havde kommunikeret så godt med generne fra tidligere generationer i familien, at de havde sat ham i stand til at genskabe familiehistorien i detaljer. Litterært postbud Oz sammenlignede sig selv og sin egen bog med et israelsk postbud, der engang havde bragt breve ud i familiens kvarter. Postbuddet nøjedes ikke med at aflevere brevene. Han skrev sine egne små breve uden på kuverterne, hvor folk så kunne læse, at de ikke skulle stole på briterne, eller at de hellere måtte tage vasketøjet ud, fordi der nu efter tre dage var risiko for, at duerne ville klatte på det rene tøj. Som Oz så sig selv og sin bog, var også han postbuddet, der skrev uden på kuverter, nogle andre allerede havde sendt af sted.