Der var ingen ende på de diskrete host og de tre små pikante prikker, da pressen i går blev præsenteret for komponistens efterkommere; de, om man så må sige, illegitime af slagsen - ahem ... de øh uægte. Altså: horeungerne, lad os komme til sagen! Fra kunst til lyst »Der er jo gået mange historier om Carl Nielsen og hans ... kønsliv. Erotiske liv«, siger forfatteren John Fellow, der har fundet og redigeret tusinder af breve fra, til og om komponisten Carl Nielsen, og det ti bind store 'Carl Nielsen Brevudgaven' begynder at udkomme 9. juni, da Nielsen kunne være fyldt 140. For 20 år siden havde det nærmest været utænkeligt at udgive en kunstnerbog, der ikke tager udgangspunkt i kunsten, men i lysten. Men på den anden side: for 20-25 år siden havde man næppe fået pæne mennesker, fra provinsen eller ej, til at trække i deres pæneste tøj for at stille sig op på Det pæne Kgl. Bibliotek og fotografere som såkaldt illegitim efterkommer. Nørgård og Brøgger Kl. 17, en time efter at receptionen var begyndt, dukkede tårnhøje, geniale og rødblonde Per Nørgård op, og så var ringen sluttet mellem Danmarks bedste og Danmarks næstbedste komponist - fordel selv rollerne, det er ikke så ligetil, som det kunne lyde. Han er ikke efterkommer af Carl Nielsen, så vidt som det nu er efterprøvet, men var der vel som en slags reverens. Jeg så forfatterinden Suzanne Brøgger og spurgte til hendes familieforhold: »Næ nej, jeg nedstammer heller ikke fra ham«, siger hun, og mon 70'ernes sexdiscipel ville lyve, om hendes forfader så nok så meget havde avlet hende i dølgsmål? »Jeg er en del af støttegruppen bag projektet, og det er nok, fordi jeg engang introducerede en tv-udsendelse af alle seks Nielsen-symfonier«. Generøs sæduddeling Forfatteren Sven Holm, der jo ellers har skrevet om Schumann, men ikke om Nielsen, er også i støttegruppen, men heller ikke sprunget fra de Nielsenske lænder. »Jeg tror, det er dem, der sidder derovre«, siger han og peger ned i salens fjerneste hjørne. »Men det er sjovt, du spørger, for den første jeg så, som vitterligt lignede Nielsen, det var Pelle Gudmundsen-Holmgreen«. Om komponisten Holmgreen er en uægte Nielsen, får jeg ikke spurgt om, for gået er han. Til gengæld ser jeg en høj mørk fyr med rastahår og tænker uvilkårligt: Nå, gjorde han sig også ud til bens i Vestindien, ham Nielsen? Og han var jo mildt sagt ikke karrig med sin sæd, ved vi nu, men så ser jeg, at fyren er Alexander Øllgaard, violinist i Kroger Kvartetten, som lige om lidt spiller førstesatsen af Nielsens strygekvartet i f-mol. Faktisk spiller Øllgaard den stemme i kvartetten, som Fini Henriques i sin tid påtog sig, da de spillede kvartetten for violinistsuperstjernen Joseph Joachim. »Og Fini prik-prik-prik i bukserne af nervøsitet«, læser John Fellow op af et brev af Nielsen. Det gør Alexander Øllgaard så ikke, fremgår det. Celeber gæst Herbert Blomstedt er her. Sågu: Herbert Blomstedt, chef for Gewandhausorkestret i Leipzig og manden bag adskillige berømte pladeindspilninger af Nielsens symfonier. Det var ham, der sparkede brevudgaven i gang, da ingen rigtig var interesseret i at støtte Fellows projekt, og han donerede »tre betydelige dirigenthonorarer« til arbejdet. Fellow beder ham fortælle os, hvad han har gjort for Nielsen. »Det er ikke så meget, hvad jeg har gjort for Nielsen, som hvad Nielsen har gjort for mig«, hævder Blomstedt, der alt andet lige er dagens celebre gæst. Han har brugt Nielsen, siger han, som sin introduktion, hver gang han har arbejdet med et nyt orkester, bl.a. det i Leipzig, og til efteråret gør han det samme, altså insisterer på at spille Nielsen, når han skal gæstedirigere ved Tanglewood i Boston. Uægte tiptipoldebarn Men her er også andre, der ikke render rundt med Nielsens blod rullende, om end nok så fortyndet og 'uægte', i årerne. En ældre kvinde sidder her, fordi hun var en lillebitte pige i 1930, da hendes far, der var præst i Holbæk, sendte et brev til Carl Nielsen (medtaget i brevudgaven), hvor han pralede af, at datteren, der netop nu var blevet puttet i sin seng, havde komponeret en sang. Og om Nielsen lige gad evaluere den ...? Den mindste i lokalet, det er jo så altså Carl Nielsens (uægte) tiptipoldebarn Mads, der har sat sig i skrædderstilling på gulvet. Det er ham, fremtiden handler om, men for ham kan den ene tiptipolde-Carl vel være lige så god som enhver anden. Det er ham, der er omfattet af det, når John Fellow taler om Nielsens »unge år og hvad deraf ... høhøm ... fulgte«, og når han siger: »Carl Nielsen lever her stadig ... i hvert fald en ret kraftig erindring om ham«. Lader skammen sig aldrig bortvaske? »Prøv at se ham derovre ...«, hvisker en mand bag mig til sin sidemand, som jeg formoder klemmer øjnene sammen i koncentration. »Er der ikke noget ... altså, der er noget ved munden ...«. Kammeraten: »Ja ...«. Den første: »... Og over øjnene«.