Israels mest berømte, nulevende forfatter, Amos Oz, har altid været et større navn i udlandet end i Danmark, men hvis anmeldelser overhovedet betyder noget som helst, må han nu som 66-årig stå foran et gennembrud til også de danske læsere. Sjældent ser man så massivt positive reaktioner, som hans erindringsbog 'En fortælling om kærlighed og mørke' har fået i den forløbne uge. Stort stof Ja, i den senere tid er det vel kun første bind af Herbert Pundiks erindringsbog 'Det er ikke nok at overleve', der kan snige sig op på samme niveau. Og måske er der ikke noget at sige til det, for begge forfattere trækker på et dramatisk stof, hvori deres egen families historie væves sammen med den brydsomme start på staten Israel. Store forfattere, stort stof, stor personlig indlevelse. Det kan næsten kun gå godt. Sproglig rigdom I Jyllands-Posten kan Henriette Bacher Lind ikke huske, hvor hun har set en beskrivelse af en historisk periode, der i samme grad har fængslet hende. »Til gengæld ved jeg, at 'En fortælling om kærlighed og mørke' er uforglemmelig«. »Jeg ved, at det udmattende i at holde ca. et kilo tæt komprimeret erindring i hænderne overgås hundredvis af gange af det vidunderlige i at blive suget ind i en fortælling, der pendler ubesværet mellem en mangfoldighed af genrer«. »Oven i købet med en sproglig rigdom, der kan føre sine knudrede rødder tilbage til de ældste fortælletraditioner«. »Det lykkes Amos Oz inden for disse godt og vel 600 sider at fortælle både sin egen historie, slægtens historie og jødernes historie«, skriver hun. Små og store historier Den vurdering synes hele anmelderkorpset at dele. I Fyens Stiftstidende skriver Mogens Damgaard, at bogen i høj grad er læseværdig som slægtskrønike. »Men den er mindst lige så interessant i kraft af, at Oz sammenvæver familiens historie med den store historie: Beretningen om staten Israels besværlige og blodige fødsel«. »På samme måde som 60-året for Danmarks befrielse har medført en strøm af afhandlinger og erindringer, der kaster nyt lys over en mørk tid, har Amos Oz med 'En fortælling om kærlighed og mørke' skrevet en rig historie, der sætter ansigt på nogle af de skæbner, der var med til at forme regionens fremtid«, skriver han. Et vildnis af vemod Michael Bach Henriksen beundrer i Kristeligt Dagblad Oz' fortælleteknik, som evner at zoome ind og ud på historien. »Synsvinklen skifter elegant og umærkeligt mellem den uskyldige dreng, der oplever forældrene og den farverige omgangskreds i barnehøjde, og den erfarne forfatter, der på mange års afstand ser tilbage og vurderer og fortolker«, skriver Michael Bach Henriksen. Også Lilian Munk Rösing i Information fokuserer på, hvordan den lille historie også bliver den helt store historie, men hun erindrer også om den tragiske baggrund, historien udspiller sig på. »I det store historiske perspektiv er det gribende og tankevækkende ved Oz' erindringer, at de viser os, hvordan Israel er grundlagt på det 18. og 19. århundredes store europæiske, mere eller mindre kuldsejlede drømme«. »Faderens slægt er loyale videreførere af den nationalliberalistiske drøm, der udarter til en nationalisme, som den halvvoksne Amos tager afstand fra med et latterbrøl, da den viser sig for ham i Menahim Begins skikkelse«. »Moderens højt begavede, litterært smægtende tungsind kommer for Amos efter selvmordet til at inkarnere romantikkens Europa: »Et trist vildnis af vemod og forstillelse (...) hvor klaverlærerinder, børnehavelærerinder og husmødre om natten grådkvalte vendte og drejede sig af halvkvalt længsel efter et følelsesfuldt, kunstnerisk liv««. Mangfoldige skuffelser I Politiken noterer Bjørn Bredal i sin begejstrede anmeldelse den skuffelse, familien Oz måtte leve med - eller dø. Skuffelsen over at Israel aldrig blev et land i europæisk forstand. Skuffelsen over at Jerusalem var en ørkenby. Skuffelsen over ikke at have levet op til egne forventninger. »Simpelt hen ikke klaret den, socialt, ægteskabeligt, akademisk. Amos Oz' far ville være en stor professor, men endte som en lille bibliotekar«. »Amos Oz' mor var uddannet i filosofi og litteratur ved universiteterne i Prag og Jerusalem, et barn af det bedste i Europa, men af selv samme Europa fordrevet og forvist til en mørk toværelses lejlighed på 30 kvadratmeter i en mellemøstlig krigszone«. »Lejligheden her i det forjættede land kunne have ligget i et hjørne af køkkenet i hendes ukrainske barndomshjem. Hun tog sit liv, da Amos var 13 år«. Manglende energi og retningssans I Weekendavisen har Klaus Wivel dog store forbehold. » Hvorfor kalder Amos Oz sine erindringer en roman? Er det, fordi den ikke er helt sand? Eller er det, fordi den israelske forfatter har villet mere end at skrive sin barndoms og sin slægts historie? Det sidste, tror jeg«, skriver Wivel, og mener, det er en fejl. »Ved at give sig selv frie tøjler på det faktuelles bekostning har Oz ladet bogen svulme i størrelse. Vi får noget at vide om alt; der er ikke en lugt, en smag, en stue, en nabo, som vi ikke får præsenteret i alle sanselige detaljer«. »Og selv en nok så imponerende klæbehjerne, som Amos Oz tydeligvis er i besiddelse af, har næppe kunnet huske alle de enkeltheder så detaljeret. Romangenren tillader ham at lægge til og lade fantasien blomstre. Og når fantasien ikke slår til, tager gentagelserne over«. »Stilen, som har fungeret i så mange af hans fiktive værker, står her i vejen for historien: klog, når den burde være fængende; pæn, når den burde være rystende; overlæsset, når den burde være skåret ind til benet. Den holder ham på afstand af sit eget stof. Havde Amos Oz holdt sig til blot at skrive sine erindringer, var der muligvis kommet et stramt pragtværk ud af anstrengelserne«. »Nu ligger der en roman, som i store stræk er blændende, men som især i anden halvdel virker uden energi og retningssans. Ambitionen blev for stor. Og romanen for lang«, skriver Klaus Wivel, vel vidende, at det er en opfattelse, han står ret alene med.