Adskillige meter under jorden slanger toget fra Londons Bakerloo Line sig mod Charing Cross Station og National Portrait Gallery, der frem til 19. juni viser udstillingen 'Conquering England - Ireland in Victorian London'. I toget sidder et sympatisk ældre amerikansk ægtepar ved siden af en typisk engelsk gentleman af den gamle skole. Adskilt af samme sprog Amerikanerne er i London for første gang, og til sidst ser de ingen anden udvej end at spørge den engelske gentleman, om de skal skifte tog for at nå frem til Lidenhall Street. Herren studser, hæver øjenbrynene og retter: »Åh, De mener Leadenhall Street«, siger han og udtaler det korrekt med led som i bly. Den amerikanske mand smiler og siger varmt, at det »lyder lidt anderledes, når De siger det«. Hvorefter englænderen humoristisk konstaterer, at »hvor mærkeligt det end kan forekomme, så er vi adskilt af det samme sprog«. Akkurat som i tilfældet Irland/England. Londons tiltrækningskraft National Portrait Gallery ønsker med sin udstilling at vise, hvor betydningsfuldt Irland markerede sig i Victoriatidens England. De to lande havde lige siden unionen i 1801 haft et stridbart kværulerende forhold, men i imperiets storhedstid virkede London samtidig som en magnet på nogle af de største irske talenter. Irske indflydelsesrige politikere som John Dillon, Charles Stewart Parnell og Thomas Power O'Connor havde længe været nødt til at tage til Westminster for at holde den irske politiske maskine i gang og havde på en måde banet vejen for de forfattere, skuespillere, dramatikere, malere og journalister, som følte sig tiltrukket af storbyen. Som George Bernard Shaw sagde: »England har erobret Irland, så der var ikke andet for Irland at gøre end at tage over og erobre England«. Bevæbnet med drømme Ikke bare Shaw og andre irske giganter som William Butler Yeats og Oscar Wilde formåede på kort tid at sætte deres mærke på metropolen. Udstillingen giver gennem malerier, manuskripter, fotografier, blade, plakater, tegninger og bøger et fint indblik i, hvem der var toneangivende i den irske bølge, der pludselig skyllede ind over Englands grønne marker. Og husker også samtidig at minde om den store glemte irske arbejderklasse, der tog turen over vandet, kun bevæbnet med deres drømme. To meget lange år Udstillingen domineres klart af de mest fremtrædende politikere, og naturligvis Wilde, Yeats og Shaw. Der er herlige karikaturtegninger og fine fotos, bl.a. en stærkt følelsesladet Shaw, der stirrer intenst i kameraet (1904), samme år hvor han havde stor succes med teaterstykket 'John Bull's Other Island'. Et stykke, der sarkastisk og drilagtigt beskriver, hvor vigtigt det er for en irer at opholde sig i London, hvis han nærer nogen som helst ambitioner om at nå noget stort. Og endelig ikke tage tilbage til Irland: »I'd rather go the South Pole than Rosscullen«. Og fra samme år et af Yeats, fotograferet i sin lejlighed ved Euston Station, omgivet af Dantes dødsmaske og Blakes kobberstik. Da Yeats flyttede ind i Woburn Buildings i 1896, betroede han sine venner, at han højst ville opholde sig yderligere to år i London, før han vendte tilbage. Men der skulle gå 26 år, før Yeats rejste hjem til Irland. Eksotisk og eventyrligt En af Yeats vigtigste inspirationskilder var poeten William Allingham, (1824-89), der flyttede fra Ballyshannon til Lymington i 1850, og derfra til London. For Allingham forblev tabet af Sligo livet igennem ensbetydende med tabet af paradis. Hans speciale var at beskrive den irske emigrants følelser, (The Winding Banks of Erne), og han havde som redaktør af litteraturmagasinet 'Frazer's' en ikke ubetydelig status. Samme år, som Yeats kom til London, døde Allingham, og Yeats tøvede ikke et øjeblik i sine artikler med at udråbe ham som »en sand irsk stemme«. Både Yeats første skuespil, 'The Land of Heart's Desire', 1894, og hans første berømte bog, 'The Celtic Twilight', 1893, står i gæld til Allingham. Som Allingham skildrer også Yeats her Irland som et eksotisk eventyragtigt sted, der til enhver tid åndeligt var at foretrække frem for det victorianske England, og med sine eksiltemaer ramte de begge enhver irer i London lige i hjertekulen. Gensidig erobring Men måske når irerne og englænderne endelig til forståelse en dag. Den irske skuespiller Fiona Shaw gør i katalogets forord opmærksom på, at universitetet i Cork for nylig fejrede sit 150-års jubilæum med at grave en statue af Dronning Victoria op, som siden 1922 havde ført en henslumrende tilværelse under rektorboligens græsplæne. Nu står hun i stedet og skuer tilgivende ud mod betragteren. Fiona Shaw udtrykker et ydmygt ønske om at både hun og de, irerne, omsider indser, at erobringen er gensidig: »For the visitor, to arrive is to be conquered too«.