Livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond, Akademiets store pris, Herman Bangs, Otto Gelsteds og Henrik Pontoppidans ærespriser samt Kritikerprisen og Dansk Litteraturpris for Kvinder - alt det har hun opnået. Men mon det overhovedet er muligt at være så højt anerkendt som forfatter i Danmark som Vibeke Grønfeldt er - og så gå mere stille med det, end hun gør? Usentimental lydhørhed Andre ville nok have ladet champagnepropperne springe og inviteret familien i Tivoli, hvis de havde fået anmeldelser som dem, hendes roman 'Mindet' fik i forgårs. Nå, det har hun måske også gjort - jeg aner det strengt taget ikke. Men det kunne ligne hende bare at sidde hjemme på Samsø og fryde sig lige så stille; måske lytte lidt til forårsblæsten eller bygen mod ruden. Og så tage fat igen, dvs. atter rette opmærksomheden mod noget af det, der gør hendes i bedste forstand udsøgte prosa så særegen: den pinligt usentimentale lydhørhed for alt dét, vi andre overhører. Bakterier i skovbunden For ganske vist lyder navnet Grønfeldt da nærmest som en lokalitet midtvejs mellem æblegaard og humlehave, men hvad er det så, hun hører gumle, gnave? På hendes lydspor er der mere end blot summen af sol over engen: »Efter det stærke solskin er skoven kølig og mørk. Næsten en grav. Hvor man hører forrådnelsesbakterierne arbejde«. Det er May Schack, der med præcision fremdrager dette citat i sin imponerede anmeldelse her i Politiken af romanen om bondedatteren Agate og hendes liv med 'Kalk', 'Mælk', 'Hønen', 'Neg' - romanens kapiteloverskrifter om dagligliv i Danmark i første tredjedel af 1900-tallet, skildret »med enestående præcision og med en egen skønhed, der er både rå og sart«. Som når de førnævnte bakterier er på arbejde i guldalderlandskabets solspættede skovbund. Renset for lyrik Romanen hører »ikke til de mest spektakulære i hendes vidt forgrenede forfatterskab. Den er til gengæld af reneste og højeste karat, en stor nydelse at læse«, skriver May Schack også, og her er hun kun uenig med én af de øvrige anmeldere: Ekstra Bladets Hans Fl. Kragh har blik for det imponerende, men »364 sider med præcise iagttagelser og myldrende detaljer. Det kan godt blive for meget«, indrømmer han. »Skarpt set og nøjagtigt beskrevet i korte, opremsende sætninger i nutid. Dygtigt gjort, men lumsk kedeligt«, lyder hans dom. Som han altså er ganske alene om. Jens Henneberg mener i Fyens Stiftstidende ligefrem, at romanen er »nok den bedste folkelivsskildring, der i fiktiv form er skrevet om dagligt liv på landet« dengang, og han kalder den også »en fantastisk og en vemodig bog om en svunden tids nærhed på godt og ondt«. Vibeke Grønfeldt »lytter indad«, ligesom Agate og hendes mor, siger Henneberg. Mellem mainstream og bevidsthedsstrøm Og i Kristeligt Dagblad hylder Leon Jaurnow hendes »både livsbekræftende og dybt bevægende fortælling«, men slet ikke »den rene landidyl med både over- og undertoner af solskinsdigteren Morten Korch«, understreger han. Helt på linje med Liselotte Wiemer, der også slår Korch for sig: »Hvis man tror, vi er ovre i noget Morten Korch-agtigt, så tror man fejl«, for denne syntaks er »renset for lyrik og forsiringer«: »Død, sex og kolort, det hører sammen. Ligesom barsel, graviditetsangst og ildebrande«, noterer hun i Weekendavisen. Grønfeldt er »i stand til - mere og mere som forfatterskabet modnes - at skabe det sjældne spil mellem mainstream og bevidsthedsstrøm«, skriver Liselotte Wiemer også og sporer »en ny mildhed i forfatterskabet, et samførende episk lag, svalt som et sommergardin, roligt som en klokkestreng med beslag og Dybbøl Mølle, selv om trådene på bagsiden tydeligvis er bidt over«. Moden mester Informations Erik Skyum-Nielsen er næppe uenig, skønt han holder sig fra korsstingsmetaforerne: Grønfeldt lader »tingene, stederne, sanserne tale, og bliver derved - selv på så mange års afstand - et troværdigt vidne«. Netop dét - ikke at spejle tiden i bruddet til moderniteten - adskiller romanen afgørende fra ikke blot Korch, men en stribe af forgængere: Thorkild Gravlund, Martin A. Hansen og »1980'ernes fornyere af landsbybogen, f.eks. Knud Sørensen og Arthur Krasilnikoff«, opsummerer Skyum og tilføjer: »Hertil kommer, at romanen - især sammenholdt med hendes egne tidligere ... spadserer så vidunderligt letfodet frem, ligner præcis hvad den er: en moden mesters mageløse værk«.