Det er ikke kun i Danmark, at spørgsmålet om, hvorvidt man kan destillere en kulturarv til en liste eller en kanon over det helt essentielle, er på tapetet. I Storbritannien har den kendte britiske journalist og mediekritiker Christopher Booker for nylig offentliggjort sit længe ventede værk 'The Seven Basic Plots'. Bookers tese, som han har brugt 34 år på at udbygge, og som har skabt en del debat, er, at alle historier, eventyr og film kan koges ned til variationer over syv grundplots. Ikke nyt måske, også Aristoteles var inde på det samme, men Booker har videreudviklet og underbygget tanken om, at der kun er et begrænset antal menneskelige historier. Monstrøs kamp Det første og måske ældste plot på Bookers liste er kampen mod monsteret. Det kendes allerede fra de babyloniske 'Gilgamesh'-epos og går igen fra 'Beowolff' til 'Dødens gab' og ender typisk godt med, at helten eller heltene redder samfundet fra den sikre død. Rejsen til det ukendte Næste på listen er 'Askepot', 'Den grimme ælling', 'Klods Hans' og alle de andre eventyr og fortællinger, hvor outsideren fra samfundets bund viser sit uventede værd og ender på toppen af hierarkiet. 'Pretty Woman' er typeeksemplet fra filmens verden. Tredje grundplot er den heroiske færd, hvor ridderen kæmper mod alskens ondskab for at redde prinsessen og vinde det halve kongerige. Kendt fra 'Odysseen' til 'Shrek'. Nært beslægtet er fjerde grundplot, rejsen til det ukendte. Klassikeren er her 'Robinson Crusoe', hvor en person kastes helt ud fra sin vante verden og i en ny verden med andre regler må kæmpe for overlevelse. Gennem kampen læres meget om både den nye og ikke mindst gamle verden, som det da også normalt lykkes vor helt at kæmpe sig tilbage til. Indre genfødsel Næste klassiske plot på Bookers liste er den romantiske komedie, hvor de to elskende skal så grueligt meget igennem, før de kan få hinanden. Eksempler på denne kategori er vist ikke påkrævet. Efter komedie følger tragedie, hvorefter der kun er genfødselsplottet tilbage. Her gennemtvinger ydre begivenheder en indre genfødsel af personens identitet. Eksempler er Rodion Raskolnikof i Dostojevskijs 'Forbrydelse og straf' eller Ebenezer Scrooge i Dickens' 'Et juleeventyr'. Ud over de syv klassiske kategorier tilføjer Booker lidt overraskende to mere moderne kategorier. Oprør, som omfatter George Orwells '1984' og Huxleys 'Fagre nye verden' og - mindre politisk - kriminalromanen. Snævert system Men er verden virkelig så enkel? Ikke ifølge de fleste af de britiske anmeldere, der efter at have rost Bookers vid, viden og vovemod går til angreb. Daily Telegraphs Kasia Boddy undrer sig over, at Booker ikke lægger mere vægt på eksemplets magt. »Måske minder«, skriver hun, »'Aeneide', 'Tom Jones' og 'Ulysses' noget om 'Odysseen', ganske enkelt fordi Vergil, Fielding og Joyce læste Homer«. Endnu mere skeptisk er Roz Keveney fra The Independent, og mange af hans kritikpunkter vil vække mindelser fra den danske kanondebat. For ikke bare finder han Bookers liste over grundplot »arbitrær«, efter hans mening falder store værker helt uden for Bookers system. Det gælder for eksempel verdens allerførste roman, den japanske klassiker 'Tale of Genji', og det er efter Keveneys mening ikke tilfældigt. Det er nemlig få bøger og værker, der er fra andre steder end USA og Europa i Bookers opremsning, og næsten lige så få af kvinder. Og da Lady Murasaki - kvinden bag 'Tale of Genji' - er både kvinde og asiat, ja så falder hun langt uden for Bookers verdensbillede. Det kvindelige problem Og det med, at det kniber med kvinderne for Booker, er Keveney ikke ene om at mene. The Observers Adam Mars-Jones er sådan set meget enig med de arkefortællingstyper, Booker identificerer, men bemærker, at det er vanskeligt at se, hvad der er at hente for kvindelige læsere. »Kvindelige figurer er der primært for at demonstrere kvaliteter, helten efter en vis tid kan gøre til sine egne«. Mest af alt opponerer Mars-Jones dog mod selve tanken om, at der kun er ét bestemt antal historier. »Hvis plottet er kunstens dna, hvordan kan forskellige filmatiseringer af samme historie så være forskellige? Hvorfor se mere end én komedie, hvis de alle alligevel er ens? Hvorfor skrive mere end én komedie?«.