Inden bomberne ødelagde Berlin, arbejdede hun på et bogforlag. Det er gået op i røg, nu bruges al energi på overlevelse. Og her kan også bøgerne bruges. I opgangen, hvor hun bor, drikker folk maltkaffe »kogt over en komfurild af nazilitteratur, alle brænder bøger, de giver os i det mindste varme og suppe, mens de går op i røg«. »Hvis alle gør, det vil Adolf Hitlers 'Mein Kampf' atter blive en bibliofil sjældenhed«. 'Den røde apokalypse' Det er en kvinde uden navn, der fortæller. Hun kalder sig Anonyma, og hendes beretning findes i bogen 'En kvinde i Berlin'. Den er skrevet i de allersidste måneder af Anden Verdenskrig - lige da 'den røde apokalypse', russerne, lagde sig over byen. Hendes borgerlige navn kom frem, efter at bogen udkom første gang vistnok i starten af tresserne, men her på siden respekterer vi 'Anonymas' ønske om at tale som en blandt mange. Øjenvidneskildring »Et billede som jeg så på gaden. En mand skubbede en trillebør, hvorpå der lå en død kvinde stiv som et bræt. Grå hårtotter, løst flagrende, blåt køkkenforklæde. De magre ben med de grå strømper stak langt ud over bagenden af trillebøren. Stort set ingen værdigede det et blik. Var som afhentning af skrald før i tiden«. Man siger, det er er sejrherrerne, der skriver historien. Men den store Historie består af mange mindre historier. Også dem, som taberne kan fortælle. 'Kvinde i Berlin' er en stærk beretning om krigen set med en civil tysk kvindes øjne, som passende kan læses i kølvandet på den lange kæde af tyske øjenvidneskildringer, der i tiden op til 60 års dagen for besættelsen af Danmark, har været vist i tv. Kvinder som krigsbytte Også på tv har det primært været gamle mænd, der har fortalt, og det har de gjort, som mænd har for vane: De har talt om slag og kampe, om tiden i bred (u)almindelighed. Anonyma er anderledes ublufærdig. På det tidspunkt, hvor russerne rykker ind, bor der fire millioner berlinere i byen. Flertallet af dem er - forsvarsløse - kvinder, og som alle andre sejrende hære betragter også den røde hær kvinderne som krigsbytte. Også Anonyma må bøje sig for overmagten: »Pludselig fingre ved min mund, stank af hest og tobak. Jeg slår øjnene op, behændigt klemmer de fremmede hænder mine kæber fra hinanden. Ansigt til ansigt. Derpå lader han i ro og mag det ophobede spyt falde fra sin mund ned i min«. Kras realisme De russiske mænd kommer og går, Anonyma indser, at det gælder om at finde en beskytter, en god - gerne ren - russer. Det lykkes. Hun kan som den eneste tysker i området tale russisk. Hun er belæst, dannet, oplyst. Hun ser ikke kun soldater, men stakler, unge mænd, der har måttet give køb på deres menneskelighed på grund af krigen. Russeren, der ender med at være hendes og opgangens beskytter, har også emotionelle behov, behov for at betro sig, og han har aldrig mødt en kvinde som Anonyma. Man forstår, at de kvinder, han kender derhjemme, er anderledes kuede og plumpe. Anonyma er en nøgtern fortæller, her er ingen heroisme, kun kras realisme og den særlige blanding af sårbarhed og hårdhed, som gør, at hun kan stå tiden igennem uden at miste sig selv. Da bomberegnen begyndte, skrev hun med blyant på væggen et citat af Horats: Si fractur illabatur orbis/ impavidum ferient ruinae. »Selv hvis hele verden skulle styrte i grus ville stumperne dog ramme en frygtløs person«. Ofte betror hun sig til sit hemmelige kladdehæfte kort efter endnu en gang at have ligget under sin tunge russer. Sultens vanvid Anonymas dagbog er oprindeligt skrevet som en blanding af stenografi, normalskrift og hemmelig skrift - det kunne være livsfarligt at føre dagbog, hvis den kom i de forkerte hænder. Hun er tit sulten, men kan ikke lade være med også at rode i forladte bogsamlinger når hun leder efter konserves i bombede huse og lejligheder. En dag åbner hun en tilfældig roman, der foregår i det engelske adelsmiljø. Hun læser om en person, der »kastede et flygtigt blik på sit urørte måltid, rejste sig og gik ...«. Hun kan ikke lade være med at læse sætningen igen og igen, hun mærker sultvanviddet lure, tænk at man kan lade et måltid være urørt. Et par år tidligere blev Hamsuns 'Sult' stjålet fra hendes taske i undergrundsbanen. Det er en bog, hun aldrig mere vil eje. »Den lå indsvøbt i et bogomslag af bast. Tyven har troet, det var en taske til rationeringsmærker. Den stakkel! Hvor må han være blevet skuffet, I øvrigt en historie Hamsun ville sætte pris på«, skriver hun. Litteraturens styrke Sebastian Haffners 'En tyskers historie', der udkom årtier efter krigen, var en menig tyskers rystende beretning om den gradvise forråelse af Tyskland op til og under de første år af Hitlers regime. Anonyma beskriver undergangen: sult, død, afføring, blod, sved, sæd. Dagbog men også litteratur. Skrevet af et menneske, der i bund og grund kun overlever, fordi litteratur - dannelse - har gjort hendes stærk. Fordi hun midt i gruen trods alt erindrer alt det bedste, mennesket har frembragt. Quiz 1: I en og samme (danske) historie: En prinsesse, der bliver gravid, en kardinal, et bibliotek? Quiz 2: »I dag et kvart århundrede efter disse begivenheder, belaster ikke alene enkelte fejlhandlinger min samvittighed, så store de end kan have været. Min moralske svigten lader sig næppe opløse i enkeltheder; min medvirken ved det samlede begivenhedsforløb forbliver faktum«. Fra det konkluderende kapitel i en bog hvis undertitel er: 'Erindringer 1933-1945'. Hvilken? I sidste uge efterlyste vi en roman fra 1928, hvis første sætning er denne: »Han - for der kunne ikke være tvivl om hans køn, skønt tidens mode gjorde et og andet for at skjule det - stod og huggede ud efter et maurerhoved ...« Og så efterlyste vi romanen fra 1894, der starter således: »I de sidste dage har jeg tænkt på Nordlandssommerens evige dag«.Fremragende filmatisering Kære Bibliopat. Quiz 1:'Orlando' af Virginia Woolf. Det var sætningen »Han - for der kunne ikke være tvivl om hans køn«, der satte mig på sporet, for den unge Orlando, der lever i 300 år, har det med at skifte køn undervejs. Det er 11. oktober 1928, at alle Orlandos 300 år som mand og kvinde beskrives i en kæmpe vision. Jeg har aldrig læst bogen, men husker tydeligt Sally Potters fremragende filmatisering, som jeg holder mere af end filmen 'The Hours'. Men denne film, som Bibliopaten nu har købt, gav i øvrigt så stor efterspørgsel efter 'Mrs. Dalloway' af Virginia Woolf på bibliotekerne, at jeg fik Rosinante til at genudgive den i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, der udgiver bøger, som bibliotekerne savner. Quiz 2: 'Pan' er det korte svar. Knut Hamsuns smukke og egensindige kærlighedshistorie om løjtnant Glahns korte nordlandske sommer, hvor han ikke får den Edwarda, han elsker, mens pigen Eva, der elsker ham, omkommer. Den har jeg læst et par gange med stor glæde, og jeg har også set de to filmatiseringer 'Kort er sommeren' instrueret af Bjarne Henning-Jensen i 1968 og 'Pan' instrueret af Henning Carlsen i 1995. Venlig hilsen Morten Bagger Kvinder og reoler Kære Bibliopat! (og Henrik Øster-Jørgensen fra Herning!) Nu må det fanden galeme høre op! Hvorfor er det nu pludselig en gudgiven kendsgerning, at mænd vil have bøger og reoler, og kvinder pynt og nips? Vi er altså nogle stykker (kvinder!) der har væggene tapetseret med reoler - og bøger! Her i huset har vi mange bøger, og når jeg siger mange bøger, mener jeg rigtig mange bøger! Og langt de fleste af dem er MORS! Her kan man bl.a. finde svaret på quiz 1: Virginia Woolfs 'Orlando', der som bekendt skiftede køn fra mand til kvinde. Tag lige den! Jeg vil stærkt anbefale, at I læser endnu en perle af samme forfatter, 'A Room of One's Own', hvor den stakkels Virginia i 1928 kæmpede for skrivende kvinders ret til et arbejdsværelse! Hvor langt er vi kommet siden da? Ikke særlig langt, åbenbart! Herreværelser? Vorherre bevares! Venlig hilsen, Rikke Allerslev Jensen Udendørsbibliotek med slagside Kære Bibliopat. Stor tak for din tankevækkende idé i forrige uge, hvor du foreslår, at alle danske villamure og haveskure forsynes med udendørsbiblioteker. Da undertegnede er blandt de relativt få danskere, hvis levebrød kun er baseret på salg af bøger, velkommer jeg naturligvis ethvert forslag, der kan skabe yderligere efterspørgsel. Din vision løser samtidig et af bogbranchens største problemer: Vore største og mest trofaste kunder har simpelthen ikke mere plads til vore produkter. Dit forslag er imidlertid problematisk på flere måder. For det første indeholder det et indlysende skævt socialt snit. Hvor er udligningsordningerne til dem, der ikke har egen husmur eller udhus? Uden sådan en foranstaltning vil dit forslag kun understøtte den nuværende regerings politik, hvor beløbene til offentlige indkøb af bøger konstant skæres ned. Forskellen på ejere og ikke-ejere af bøger vil fortsætte med at vokse: De, der i forvejen ejer mange eksemplarer + eget hus, vil få plads til endnu flere; de, der bor i lejligheder med begrænset reolplads og ikke har adgang til egne husmure eller havehuse, vil ikke kunne udvide deres bogsamlinger i samme grad. For det andet: En af de dejlige ting ved bøger er jo at have dem stående, kigge på ryggen og mindes gode læseoplevelser. Nogle bøger SKAL også gemmes for måske at blive læst endnu en gang eller gives til knægten, når han bliver lidt større. Derfor må bøger nødvendigvis kunne holde mere end én sæson. Jeg ved ikke, om du i dit forslag har overvejet begrebet 'fugt'. Fugt og bøger er ikke de bedste venner, mange gode bøger er således omkommet, fordi de uden omtanke er glemt at blive bragt indendørs. Papirbøger tåler desuden meget lidt sollys. Udsættes de længe for disse stærke stråler, bliver papiret gult og uindbydende. Jeg vil derfor opfordre til, at der straks igangsættes flg. projekter: 1) At der hurtigst muligt udvikles nye typer bogpapir, som ikke påvirkes af fugt eller sollys. 2) At der ved byggeri af alle nye lejeboliger opsættes altan med friplads til reoler. Mange venlige hilsner Michael Haase, forlagsdirektør HCA-plakat Kære Bibliopat. Jeg har for kort tid siden fundet Søholms festlige gamle iskage-plakat i farfars efterladenskaber. Nu er den sat på staffeli og mine egne 13 børnebørn fryder sig over det overdådige billede, når de er på besøg. I et 'Søndagsliv' i Politiken i marts måned læste jeg en artikel om ovennævnte plakat, der jo blev trykt i årene 1937-42. En pudsig detalje, der morede mig, var, at plakatens barbrystede lille havfrue vakte stor forargelse. Derfor var de i senere tryk ærbart dækket af hendes lange hår. På min plakat strutter de smukke små bryster til stor vellyst for prinsen, der står på broen. På Bibliopatens udgave, som er gengivet i BØGER, er de ærbart dækket til. Og hvad kan man så få ud af den historie? De bedste hilsner Charlotte Blay, forfatter & fortæller, Store Heddinge