Lørdag døde Ebbe Kløvedal Reich, mandag stod hans nekrolog i alle landets aviser, torsdag udkom hans sidste utopier. Vi bringer utopierne her i sektionen på side 7-9: Så kan læseren selv se, om Jyllands-Postens Hans Hauge havde ret i, hvad han skrev om dem i sin anmeldelse: »Ren romantik og lidt Pol Pot (...) En slags maoisme. (...) næsten som en rablende gal Grundtvig«. Rummelig virkelighed Jyllands-Postens anmelder er, ligesom Ebbe Kløvedal Reich var, en af disse teologisk fascinerede lægmænd, der hyppigt optræder i landets kirker og menighedshuse. Hans Hauge taler, som sådanne lægprædikanter gør: karsk. Hans anmeldelse gælder den bog, som altså udkom i forgårs og anbragte Kløvedal i selskab med pastor og folketingsmedlem Søren Krarup samt forfatter og udenrigsminister Per Stig Møller. Bogen hedder 'Virkelighed og utopi', og den er tænkt som en slags dommedag over den bog, de tre skrev i 1973 om det samme, men i omvendt rækkefølge: 'Utopi og virkelighed'. Der ligger 30 års virkelighed mellem de to bøger, så virkeligheden fylder. »Nu vanker der!« Det har været op til de tre forfattere at genlæse den gamle bog og skrive nye essays på baggrund af denne læsning. Informations anmelder, David Rehling, skriver, at »Trioens retro-vurdering af egne tekster kan nedfiles til:« »Per Stig Møller: »Jeg lå på maven for de venstreorienterede og skrev for grimt om ejendomsretten og for pænt om kollektivismen, men jeg har siden hen skrevet så meget borgerligt klogt, som man kan læse i stedet for««. »Ebbe Kløvedal Reich: »Tiden gik den stik modsatte vej af, hvad jeg gav den besked om, men jeg håber, den finder tilbage til Grundtvig og folkeligt fællesskab lokalt, nationalt, europæisk og globalt««. »Søren Krarup: »Ha! Jeg fik ret ud over enhver forstand, og nu vanker der!««. Varme og selvironi Sandsynligheden taler for, at Rehlings 'nedfiling' er fornuftigt dækkende, men man er nu lidt usikker på citatteknikken: det er vist ikke citater, men parafraser. F.eks. vil jeg da tro, at den sprogbevidste Kløvedal har givet tiden 'besked på' og ikke 'besked om'. Under alle omstændigheder ser Informations anmelder en anelse anderledes på Ebbe Kløvedal Reich end Jyllands-Postens. David Rehling skriver, at hans »varme selvironiske tekst vækker ny smerte over hans alt for tidlige død«. Og Rehling citerer Kløvedal for at kalde sin egen oprindelige tekst »helt og aldeles uaktuel« og videre: »Nøgternt set gør det mig jo til en falsk profet, og jeg vil derfor denne gang undlade at kokettere med profetrollen«. Kløvedals »bevægende slutord« behøver ikke citeres her - de står som sagt at læse længere fremme i sektionen. Monologens livsfase Det værste ved mange mænd i den alder, Per Stig Møller og Søren Krarup har, og som Ebbe Kløvedal havde ved sin tidlige død (65), er, at de synes at være trådt ind i en monologens livsfase. De taler og taler og belærer, men de hører ingenting - der synes ligesom at være blevet lukket for den indadgående kanal, for de har forstået, og de har fået ret. Man bliver altid så glad, når man møder en 60-årig, som stadig kan lytte og undres og tænke efter en ekstra gang. Og det fremgår af torsdagens anmeldelser af 'Virkelighed og utopi', at to af bogens tre forfattere faktisk i varierende grad har bevaret denne evne. Per Stig Møller bekender sig, hvis vi skal tro Hans Hauge, til den »kommunitære løsning«, altså en fællesskabstænkning, som er mere i ånd med Blair og Clinton end med Bush og Anders Fogh Rasmussen. Bestemt ikke nogen urokkelig konservativ position, men en selvkritisk nytænkning, som Politikens anmelder Per Michael Jespersen finder »befriende« og »ambitiøs« og sammenfatter i en slags blid utopi, nemlig at »det faktisk kan lade sig gøre at ændre verden i retning af mere retfærdighed«. Respekt og sympati Men så er der den tredje, Søren Krarup, som havde ret før, nu og altid. Synes han selv. Og synes Jyllands-Postens Hans Hauge: »Han ved, at han er ved at få ret; og dertil kommer, at han som Per Stig Møller nu også virkelig har fået magt«. Her kunne man ganske vist have Hauge en lille smule mistænkt for i virkeligheden at mene, at Krarup er ved at få ret, fordi han virkelig har fået magt; og så behøver vi jo sådan set ikke diskutere mere, så kan vi bare stemme om det eller finde andre magtfulde metoder til at få ret. Berlingske Tidendes anmelder Nils Gunder Hansen har en mere sagtmodig tilgang. Han mærker, »uden at der bliver tværet rundt i det, at de tre på trods af markante indbyrdes meningsforskelle har respekt og sympati for hinanden. Er det ligefrem ånden fra 70'erne, dette ellers så udskældte årti, der slår igennem?«. Og måske skal det atter understreges, at det er Berlingske Tidendes anmelder, der fortsætter: »Debatten var ikke så fastlåst i den golde højre-venstre skematik eller de betændte moralske bortdømmelser, som har været niveauet i snart en del år«. I øvrigt mener Berlingskes anmelder, at »bogen står sig smukt, også som Kløvedals 'sidste ord'«.