Torsdag udkom endnu et digert værk fra historikeren Bo Lidegaard, denne gang om den komplicerede situation, Danmark befandt sig i ved den tyske besættelse; hvad der var dens forudsætninger, og hvordan den blev håndteret. Bo Lidegaards hovedtese er, at der ikke var nogen reelle alternativer til samarbejdspolitikken, og at denne politik på sin egen stille måde aftvang indrømmelser fra besættelsesmagten. Indrømmelser, Danmark ikke kunne have fået militært. Forsvarsskrift for dansken Steffen Heiberg anmeldte i Politiken og skrev, at »Lidegaard er en ægte historiker, i den forstand at han aldrig moraliserer over fortiden, men bestræber sig på at vise, hvor indviklede og komplekse forholdene var«. Her er Weekendavisens Bo Bjørnvig uenig: »Mig forekommer bogen ét langt forsvarsskrift for danskens handlinger ud fra devisen: Der var intet alternativ!«. Som de andre anmeldere refererer Bjørnvig Lidegaards hovedsynspunkt som værende, »at de politiske partier med held får inddæmmet og nærmest uskadeliggjort de antidemokratiske kræfter op gennem 1930'erne«, og han citerer Lidegaards konstatering af, at det »lykkedes at mobilisere det danske demokratis indre sammenhængskraft«. Kvalte mislyde Rigtig uenig er Bjørnvig vist ikke, men han anholder, at »Kritik af for eksempel stikkerlikvideringerne og behandlingen af de tyske flygtninge afvises ved behændig bagatellisering«. (Her vil nogen måske kynisk indvende, at det ikke kræver stor bagatel-liseringskunst ...). Bjørnvig får fyndigt formuleret den civilisationsoptimisme, der synes at gennemsyre Lidegaards bog: »Vi kan åbenbart et eller andet med at få barbarer til at opføre sig pænt, selv russerne på Bornholm 1945-46 blev civiliserede«. Og han fortsætter: »Dét hylder Bo Lidegaard, og vi istemmer. Men det burde ikke have forledt ham til at kvæle mislydene i dén grad. De skulle have haft mere luft - i stedet for at blive kulet ned, næsten før de er gravet frem. Her er der for meget gammel-konsensus-besættelseshistoriker over ham«. Vagt og tvetydigt Heller ikke Henrik Gade Jensen, hvis anmeldelse i Jyllands-Posten har overskriften 'Partsindlæg om Besættelsen' kan rigtig få skovlen under Lidegaard. Godt nok påkalder han både Holberg, Grundtvig og Kierkegaard og 1800-tallets folkelige bevægelser som dem, der har æren for den danske befolknings immunitet over for totalitarisme og især antisemitisme. Lidegaards bog, derimod, »pryder de radikale med lånte fjer«. Gade Jensen minder om to alternativer til Lidegaards vinkel: den liberalistisk inspirerede vinkel, der (med eugenik og planøkonomi og masseopdragelse) vender sig mod kapitalisme, renteslaveri og individualisme, og så en konservativ og national vinkel, der ser forsvarsforsømmelse som årsag til katastrofen. Men han gør det påfaldende vagt og tvetydigt. Inden han kommer så vidt ud i den ideologiske sump, har Gade Jensen vittigt kaldt Lidegaards forsvar for samarbejdspolitikken så effektivt, »at Erik Scavenius' egen bog om forhandlingspolitikken tager sig selvkritisk ud«. Lunken brun periferi Først og fremmest er Gade Jensen anfægtet af den 'kridtstreg', hvormed Lidegaard skiller ægte demokrater fra tvivlsomme demokrater. Det bliver ifølge Gade Jensen til »en selvforvaltet sindelagskontrol: De radikale vil den rigtige blanding af nationalitet og demokrati, mens de øvrige på et løst grundlag skydes ud i en lunken brun periferi«. Lunken brun - det lyder fæ(ka)lt ... Og Gade Jensen sætter trumf på: »For at få regnestykket til at gå op må alle andre politiske bevægelser med nationalfølelse på programmet rubriceres på den forkerte side af kridtstregen. Det går ud over Dansk Samling, A.P. Møller, KU, mange konservative, historikeren Vilhelm la Cour osv. osv. De dyppes og males brune ...«. (En praktisk bemærkning: Hvis de er dyppet i det brune, er det ikke nødvendigt at male dem...). Et sted svigter stringensen Gade Jensen - og det så fatalt, at man bliver i tvivl om, om der er tale om demagogisk selvmål eller mani. (Dumhed er det næppe). Det er, da han sætter lighedstegn mellem »Erik Scavenius' og Henrik Kauffmanns distance til parlamentarikernes ønske om hånd i hanke med udenrigspolitikken« og så »Dansk Samlings kritik af parlamentarismen« og kritiserer, at kun det første finder nåde hos Lidegaard. Det er da for pokker forskellen på kritik af parlamentarikerne og så kritik af parlamentarismen, det hele handler om. Lektier til Fogh m.fl. Berlingske Tidende havde ingen anmeldelse på dagen. I Information skriver Georg Metz: »(...) det er ærgerligt og forstemmende, når et lands leder vulgariserer historien (...)«. »Hvis statsministeren er en mand af ære, læser han nu og forholder sig herefter offentligt til Bo Lidegaards bog (...)«. Metz indrømmer selv, at han giver Fogh for megen plads i anmeldelsen og slutter den således: »Bo Lidegaard lever, oven i købet som en af de mest velskrivende, med sit store værk flot op til den stolte tradition (forgængerne Hæstrup, Nissen, Trommer, Kirchhoff og andre, red.) og føjer endnu en bedrift til sit allerede bemærkelsesværdige historiske forfatterskab«. Nys nævnte Trommer, med fornavnet Aage, anmelder 'Kampen om Danmark 1933-45' i Kristeligt Dagblad. Modsat Metz går han i kødet på teksten, som han citerer udstrakt og giver små, hjemmevante og oplysende bemærkninger med på vejen. Helt overbevist om Lidegaards hovedtese: at der ikke var noget alternativ til samarbejdspolitikken, er Trommer ikke. Danmark kunne godt have pustet sig mere op og alligevel have fået en fredsbesættelse, hævder Trommer med Belgien som eksempel. Alligevel: Hans citater fra teksten røber respekten for dem. Fremragende historieskrivning Til sidst må han dog sige fra, om ikke andet for en ordens skyld: »Frihedskampens symbolik om det gode mod det onde ligger dybt indlejret i os alle, skriver Lidegaard. Det gør den også i ham selv. Derfor konstaterer han, da han skal gøre »det umulige regnskab« op, at »samarbejdspolitikken havde været en katastrofe, hvis den havde stået alene. Det var modstanden, der gjorde den gangbar (...)«. Koblingen virker ikke helt overbevisende. Det svarer næsten til, at vi alle fra første dag gjorde modstand på hver sin måde. Jeg troede ellers, at det for længst var vedtaget, at det var en myte! »Det hindrer mig dog ikke i at anbefale bogen varmt som fremragende og velskrevet politisk historieskrivning«. Og - som noget der ligner en eftertanke - den bedste kompliment en ældre kollega kan give en bog: »Dens analyser kalder på eftertanke - og undertiden på modsigelse«.