Datoen er 20. april 1945. Adolf Hitlers fødselsdag. Føreren har beordret kamp til sidste patron. Tyskland overgiver sig ikke. Rundt om i det store riges byer kæmpes der fra gade til gade. I øst står Den Røde Hær 60 km fra Berlin. I vest og syd rykker amerikanske, britiske og franske styrker frem. Civile udkommanderes til 'Volkssturm': Tøver man, hænges man som desertør. De sidste kz-lejre tømmes for overlevende, der sendes ud på dødsmarch. De svage og vaklende, de, der ikke kan mere og falder om af udmattelse, får et nakkeskud. Blodrusen kulminerer Der er kun fem dage til, at russere og amerikanere mødes i Torgau ved Elben. Der er kun otte dage til, at den italienske diktator Benito Mussolini fanges og henrettes, og ti dage til, at Hitler begår selvmord i førerbunkeren i Berlin. Der er kun 15 dage til, at de tyske styrker overgiver sig i Danmark, og kun 19 dage til, at krigen er endeligt forbi. Men i denne knappe snes dage når den tyske blodrus sin meningsløse kulmination, og der er ikke tal på alle dem, der måtte betale med livet for nazidiktaturets selvdestruktion. Europas arving Denne dag, 20. april, sidder en ung tysk soldat i byen Rappenhof og filosoferer: »Strålende forårsmorgen, de første blomstrende kirsebærtræer«. »Jeg sidder i mit studerekammer og læser i Hans Carossas 'Det modne livs hemmeligheder'«. »Foran mit vindue graver en ukrainsk soldat vores have om, jeg har en ubekvem følelse af, at manden træller for mig, mens jeg sidder her uden at lave noget«. »Hvad er årsagerne til vores dødelige nederlag? Er det bolsjevismens sejr, altså det ondes sejr over det gode? Eller står vi ikke ved et stort biologisk vendepunkt i menneskehedens udvikling?«. »Hvorfor skulle det biologisk stærke, uforbrugte slaviske menneske ikke være indsat som Europas arving? Anså romerne ikke også germanerne for at være kulturløse barbarer? Vores kamp er det sidste heltemodige oprør mod en nådesløs skæbne. Det germanske folk går alle mod den biologiske folkedød«. (Fra bogen 'Echolot'). Stolte skarpskytter Et andet sted, samme dag, men i Breslau (i dag den polske by Wroclaw) er faldskærmssoldaten Albrecht Schulze-van Loon stolt af sit håndværk: »Vores skarpskytter bruger alle til rådighed stående kneb. Engang sneg de sig gennem ruinerne i en gade, hvor russerne kom med en lastvogn for at bringe forstærkninger frem. Poldi sad i gadens venstre side, hans kammerat i den højre nær en høj stenbunke, der spærrede vejen«. »Da den russiske lastvogn standsede, skød Poldis kammerat fra højre. Russerne reagerede lynhurtigt og fornuftigt: De sprang ud til venstre for lastbilen og dermed lige ind i Poldis sigtekorn. Vores to skarpskyttegrupper dræbte i løbet af kampene omkring to kompagnier russiske soldater« ('Echolot'). Efterladt spædbarn I det omringede Berlin, i lufthaven Tempelhof, er stemningen knap så god. Lothar Loewe (f. 1929), fortæller: »20. april fik vi særforplejning, det var Hitlers fødselsdag: to plader flyvechokolade og en flaske rødvin. I lufthavnens kælder udspillede der sig spøgelsesagtige orgier, da det blev nat. På feltsengene fornøjede soldater og officerer sig med det kvindelige stabspersonale«. »Deres behov for beskyttelse og deres fortvivlede håb om endnu at kunne redde sig ud af Berlin ved en officers eller en sergents hjælp opvejede alle hæmninger. Den sidste nat, før det russiske fjernartilleri ramte Berlins gader, lignede Tempelhof en dans på vulkaner« ('Echolot'). I Danmark efterlader nogen et nyfødt barn, fremgår det af denne Røde Kors-efterlysning fra 1989: »Pige. Familienavn: Ukendt. Fornavn: Ukendt. Formodet fødselsdato: 20.4.45. Findested: Kom 20.4.1945 til Det Kongelige Blindeinstitut på Røsnæs ved Kalundborg, Danmark. Det skal dreje sig om et barn af tyske flygtninge. Beklædning: Ukendt. Personbeskrivelse: grå øjne, mørkeblond hår« ('Echolot'). Blind hævn Den store tyske dirigent Wilhelm Furtwängler (1886-1954) noterer omtrent samtidig oprørt i sin dagbog: »Metoden med 'Som du er over for mig, er jeg over for dig' er de små menneskers. Når nogen giver mig en ørefigen, må jeg under alle omstændigheder give ham en tilbage. I stedet for at jeg beholder min, står jeg fast på at gøre blindt gengæld, i stedet for på min pligt, i stedet for på retfærdighed. Det var Hitlers standpunkt - nu er det de allieredes ...«. »De, der emigrerede, eller krævede, at man gjorde det, har på ét punkt taget Hitlers ord for gode varer: at han repræsenterede det tyske folk. De mente, at man burde forlade et nazistisk Tyskland. Men lige præcis dét er ikke rigtigt. Tyskland var aldrig et Nazityskland, men et af nazister besat Tyskland« (Furtwängler). 22. april dør en ung pige under en ildkamp i den nordlige del af Berlin. På nordvæggen af den jødiske kirkegård ved Schönhauser Allé hænger en smal mindesten med teksten: »Vera Frankenberg, 6.2.1929-22.4.1945. Død ved granatbeskydning«. Hun var datter af en tysk far og en jødisk mor. Hendes far begravede hende i hemmelighed på den lukkede kirkegård på en andens gravsted. (Köhler/Kratz-Wahn). Klagende flygtninge Den dag, de allierede tropper mødtes ved Torgau, opholdt Léon Degrelle (1906-94), officer i Waffen-SS, sig i Prenzlau, øst for Berlin. 25. april skrev han i sin dagbog: »Jeg overtog befalingen i Holzendorf Slot, hvor det vrimlede med klagende flygtninge. De fleste var evakueret fra Rhinlandet østpå. Og nu faldt russerne dem i ryggen og drev dem vestover igen. Denne opstandelse var for meget for dem«. »Mange kvinder så sig forstyrret omkring. En af dem havde tre små børn hængende i sine skørter. Hun ventede et fjerde barn og bevægede sig rundt i dette frygtelige virvar med sin store, helt spidse mave. Om aftenen mistede hun forstanden. Hun lagde sig på ryggen, græd, hulkede og afslog enhver hjælp« ('Echolot'). Overflod på overfladen Bruno Just, der var udkommanderet til Volkssturm, kom til København samme dag: »Vi ankom til København i morges og blev ført til Kastellet. Vi havde håbet, at vi i det mindste kunne hvile lidt ud og få noget at spise. Det blev der intet af. Vi havde kun to timer til at se byen. Vi havde vekslet til kroner, og så gik det løs. Det er herligt at spadsere rundt her. Intet spor af krig«. »Alle butikker er åbne, og man kan købe sig alt. Sikke en forskel mellem her og det, vi havde forladt i Østprøjsen. Der var der overalt ødelæggelser og tilintetgørelse, i måneder havde vi kun kunnet bevæge os rundt mellem ødelagte huse, der var forladt af deres beboere, og her kan man få alt«. »Folk var velklædte og nydelige, kvinderne havde kikket dybt i sminkekrukken, for de havde alle malet sig i ansigtet. Jeg købte først chokolade. Desværre så det ud til at være erstatning. Pølserne var kraftigt farvede og uappetitlige. Altså også her ganske meget, der var godt på overfladen« ('Echolot'). De døde, de døde Nord for Berlin blev fangerne i KZ-Sachsenhausen (hvor omkring 100.000 mennesker blev slået ihjel), ligeledes 25. april, beordret ud på deres dødsmarch. En af dem var Franz Ballhorn, kz-fange. Han fortæller: »Vi vaklede over regnvåde gader og veje, ofte krøb vi mere end gik. De døde, de døde ... deres navne hvirvler gennem luften som længst faldet løv« ('Echolot'). I Berlin noterede en læge disse ord: »Hængte soldater i Berlin med skilte om halsen: »Jeg var for fej til at forsvare min kone og børn«. Man kan læse hysteriet af disse tekster«. ('Echolot'). Massevoldtægt Den Røde Hær var nu trængt dybt ind i byen. Vladimir Gelfand (1923-83), soldat i Den Røde Hær, skriver i sin dagbog for 25.-27. april: »De boede ikke værst. Et stort toetages hus med luksuriøs møblering, prægtigt interiør, malerier på væggene og tæpper. Det var en stor familie. Da vores soldater ankom, blev alle drevet ned i kælderen. Den yngste af de voksne kvinder, og vel også den smukkeste, tog de med sig og forbrød sig mod hende«. »Her forsyndede de sig mod mig«, fortalte den smukke tyske kvinde og halede op i kjolen. »Hele natten, og der var så mange. Jeg var jomfru«, snøftede hun og begyndte at græde. »De har ødelagt min ungdom. Der var gamle, fulde af vorter, og de besteg mig alle, alle forsyndede sig mod mig. De var over 20, ja, det var de«, og tårerne væltede ud af hende. »Bliv her!«, bad hun mig pludselig. »Du skal sove med mig. Du kan gøre med mig, hvad du vil, men kun du! Jeg er rede til at gøre alt, hvad du vil, med dig, bare du redder mig fra alle disse mænd med deres svinske ...« (Gelfand). Et ægte inferno Max Mannheimer (f. 1920) blev evakueret fra kz-lejren Mühldorf. Han blev befriet af amerikanerne 30. april: »28. april kom der befaling om at rydde kz-lejren Mühldorf. Godsvogne stod parat til os på sporene. Ved en lille station stod toget stille. Vi mærkede, at vi var kørt mod vest. Vi holdt længe i Poing, i nærheden af München«. »På et sidespor stod et tog med antiluftskyts. Pludselig lød alarmen. Vores vagter, der havde rangeret toget, var forsvundet. Et lavtgående amerikansk jagerfly rettede sit skyts mod begge tog. Vi flygtede fra vognene og løb ud på markerne«. »Kunne det være sandt? Er krigen forbi? I alt fald havde vi ikke i sinde at vende tilbage til vognene. Nogle medfanger omkom ved angrebet. Her i sidste minut. Også en af vores venner, en ingeniør fra Prag. Fem år havde han klaret. Forgæves« ('Echolot'). Dmitrij B. (f. 1918), en sovjetisk bombepilot, overfløj samme dag Berlin: »Nå, krigen var praktisk talt forbi, fjendens luftvåben var lammet. Når et forvirret tysk jagerfly dukkede op, blev det uden videre skudt ned af vores bagerste skytte. Derfor fløj vi videre uden dækning. En tyk røgtåge lå overalt. Himmel og jord stod i ét. Over Berlin et ægte inferno. Det brændte fra alle sider, og røg steg til himlen som fra tusinde skorstene« ('Echolot'). Ingen frihedskamp I byen Berndorf modtager forfatteren Carl Friedrich Behl (1889-1968) med forsinkelse nyheden om Mussolini og Hitlers død. Han skriver 3. maj i sin dagbog: »Det er nu fastslået, at Mussolini blev arresteret af italienske frihedskæmpere under et flugtforsøg ved den schweiziske grænse og slået ihjel. Om Hitlers død, som jeg mundtligt fik bekræftet af en amerikansk soldat, er der flere forskellige versioner. Men det ser desværre ud til at stå fast, at han ikke blev slået ihjel af tyske frihedskæmpere - findes de overhovedet?« (Behl). Omsider, 9. maj, var krigen forbi. Klaus Granzow, et ungt medlem af Hitlerjugend, var i den nu tjekkoslovakiske by Decín i Böhmen. Han skriver: »Tæt ved Tetschen så jeg den første russer. Jeg tænkte, at nu var det ude med os! Han løb hen til mig i sin beskidte uniform, maskinpistolen over skulderen, og omfavnede mig. Han var ikke ældre end jeg, lo, lo, lo og skreg hele tiden: »Voina kaput! Voina kaput!««. »Og mens han vinkede med begge arme, råbte han: »Na domo, na madga!«. Russeren havde ret: Vi kunne gå, hvorhen vi ville. Ingen tog os til fange, alle soldater kunne gå hjem! Skulle jeg også vove mig hjem?« (Hirschfeld-Renz).