Slagsmålet om boligens sparsomme vægplads er velkendt. Vægge er til for at give plads til reoler, men ikke alle deler denne anskuelse. Hjemme hos undertegnede er det husets myndige frue, der bestemmer, hvor reolerne skal stå - og det i en grad, så undertegnede på flere af sine reoler har måttet sætte bøgerne dobbelt! Ligesom vi har placeret bøger, der havde fortjent meget bedre, i den fugtige kælder! Friluftsbøger Men vi giver ikke op. Har man hus og have, er det nu, det er tid til at gribe sav og hammer og gå i gang med at etablere udendørsbiblioteket. »Udendørsbiblioteket?! Er manden gal«, spørger vor læser nu, hvortil vi utvungent replicerer: Aldeles ikke. Vi fik ideen en sommer for en del år siden, da vor frue begyndte at tale om et raftehegn langs vejen til afløsning for de eksisterende nøddetræer. Hemmeligt projekt »Hvorfor ikke lave en lang bogreol af træ med et par teglsten for oven som beskyttelse mod regn?«, svarede vi dovent fra liggestolen. »Så kan folk stoppe og læse lidt og måske få en sludder«. Kvindemennesket svarede ikke, og måske er det heller ikke en ide af den slags, der fortjener et svar, når ens frue en sjælden gang er i det praktiske humør, men siden har ideen om at inddæmme nyt bogland i det fri hemmeligt spøgt i vort baghoved. Alle snakker om udendørskøkkener, hvorfor er der så lidt opmærksomhed om udendørsbiblioteket? For et stykke tid siden tog vi fat. Under dække af at ville etablere et skur langs den østlige side af vor villa til haveredskaber, møbler, plæneklipper og fruens collection af blomsterfrø, spagnum og pipfuglekasser, indkaldte vi vor fader for at få målt op, banket stolper i jorden og i det hele taget komme i hug. Slyngelstue in spe Det begyndte hurtigt at ligne noget, og det er jo godt - og dog. Problemet er, at vor frue ikke må få mistanke om vort forehavendes dobbelte formål. Strategien er enkel. Vi bruger Fogh Rasmussen- og Helle Thorning-Schmidt-modellen: Man skal nøjes med at tale i fluffy overskrifter og undlade at sige, hvad det mere præcist er, man vil. Man skal ikke sige minimalstat, man skal sige skattestop, selv om det i løbet af ti år vil være det samme. Man skal ikke tale konkret om politik, men luftigt for fornyelse. Her i haven bruger vi på intet tidspunkt et så værdiladet ord som 'reol', men betjener os i stedet af det mere neutrale 'hylde', for selvfølgelig skal der da være hylder i et skur! Om føje tid er skuret (9 gange 1,5 m) etableret, og så starter den transformation, der på et tidspunkt gør det muligt at realisere drømmen om depotbiblioteket i det fri. I vor kælder står hyldemøbler (læs: bogreoler) allerede parate til at blive sat ud. I vor garage står et gammelt (bog)skab med glashylder. Hvo intet vover, intet vinder, og senest har vi fået en genial ide: Det, der officielt er et skurafsnit beregnet til havemøbler om vinteren, er i virkeligheden en slyngelstue in spe: Med en lampe i loftet, et skab på den rå husmur, et lille køleskab, der får elektricitet ud igennem kældervinduet, et par årgange af Cosmopolitan og en gammel plakat med Ritchie Blackmore er der ikke langt igen. Stjålne stunder For vor frue fremstår tableauet grangiveligt som et mainstream handyman-interiør af den slags, man støder på i ethvert skur. For Bibliopaten med det animistiske dobbeltblik ser sceneriet ganske anderledes ud. Han er havefolkets dissident. Han har ikke etableret et udhus til brug for opbevaring af spader, men en tidslomme, et frirum, en slyngelstue, hvortil han og hans hjerne kan søge, når han/de har brug for territoriel genopladning. I vor tid er domæneoverskridelse noget, mænd oplever dagligt. Både fruer og afkom vader bestandigt ind i vores urørlighedszoner. Og det er jo det egentlige formål med 'udendørsbiblioteket': at hive lidt Paradis ned på Jorden med henblik på stjålne stunder. Fruen: »Hvor går du hen?«. Bibliopaten: »Bare lidt ud i haven«. To minutter efter: Ild i petroleumslampen, ild i snaden og blus på bærret, far læser 'Den sidste mohikaner' i skuret. Fruen et kvarter senere: »Hvor er du? Vi mangler briketter til vaskemaskinen«. Bibliopaten: »Suk!«. En omvendt Emil Ak ja, vi kunne blive ved, men gør det ikke, for vi skal i Silvan og købe hyldeknægte, og bagefter skal vi have læst 'Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio' af Machiavelli med henblik på vort ugentlige tv-show , som det ikke kunne falde os ind at gøre reklame for. (Det kan ses hver søndag aften kl. 22.50 på DR 2). »Og hvad har alt det her så at gøre med Litteratur med stort L?«, spørger vor læser fra det dannede segment nu. En hel masse. Tænk bare på den legendariske knøs fra Katholt. Han levede i en tid, hvor det ikke var muligt at læse i skuret, for dengang havde man ikke råd til bøger, ja knap til at betale lægen i Marianelund for at fjerne suppeterriner. I stedet måtte Emil som bekendt snitte træmænd, når farmand var ond i sulet, men takket være den velfærdsstatslige udvikling både her og hisset kan skurfolk nu både hygge sig med høvlspåner og bogstaver i halvmørket. Deres Bibliopat er kort sagt ved at lave en omvendt Emil: Hjemme hos Bibliopaten er det træmanden, der går ud i skuret. Ikke for at snitte, men for at undslippe sin snutte. Og snige sig til lidt fiktion midt i al den virkelighed. Quiz 1: »De mennesker, der måler alt efter profit og personlig fordel og ikke vil tillade moralske hensyn at veje tungere end disse ting, er vant til i deres beregninger at sammenligne hensynet til moralen med det, de finder nyttigt; det gør gode mennesker ikke. [...] Thi ikke alene det at sætte en tilsyneladende fordel højere end det moralsk rette, men overhovedet det at sammenligne disse to ting og være i tvivl om, hvad man skal vælge, er i bund og grund forkasteligt«. Gammel romer, hvem? Quiz 2: »Den forhenværende borgmester havde taget Rosa på skødet; ansigt til ansigt med ham sad hun og rev i den skikkelige mands hvide bakkenbarter. En stump ben stak frem under det gule silkeskørt og tegnede sig med sin røde strømpe, der holdtes oppe af det blå strømpebånd, gaven fra den handelsrejsende, skarpt mod hans benklæders sorte klæde«. Forfatteren, franskmand, døde i 1893. Hvem? Hvilken fortælling? I sidste uge spurgte vi: »Navnet er Carolus, og han er resultatet af laboratoriearbejde. Hvem? Hvilken roman?«. Quiz 2 lød således: Alfa plus, beta, gamma, delta - og de halvidiotiske epsiloner. 1932?Hydrocephale børn Kære Bibliopat, Endelig lykkedes det. At kunne svare på begge spørgsmål er desværre noget, der sker alt for sjældent. Men emner som macrocephali og genetik - lige noget for en børnelæge. I den bedste bog af alle, 'Kongens fald', er der en beskrivelse af et kongeligt barn, Carolus, som på grund af fjernelse af 'hovedskallen' og speciel opvækst i en klokke har unaturlige evner. Barnet er beskrevet som de hydrocephale børn, jeg så i min studietid på institutioner. Det monstrøse hoved kunne for uvidende, stik imod virkeligheden, give antagelse til at tro, at der måtte være en kæmpehjerne derinde. Og genetik for viderekomne finder vi flot beskrevet i en af science fiction-klassikerne. Heldigvis er det kun nogle af forudsigelserne, der er blevet til virkelighed, kunstig befrugtning, udvælgelse af positive gener, kloner og optimal ernæring til for tidligt fødte. Godt eller skidt? Men verdensstatens motto i 'Fagre nye verden': 'Fællesskab, ensartethed, uforanderlighed' er det, ligesom moralsk opdragelse ved hypnopædi, gudskelov ikke lykkedes politikerne at få indført (endnu). Med venlig hilsen Aksel Lange, børnelæge Jensens kulørte side Kære Bibliopat, Disse pirrende quizspørgsmål ripper op i hukommelsen og giver mig lyst til at genopleve ungdommens litterære eskapader. Spørgsmål nr. 1 var ikke svært, især fordi jeg huskede en dansk stil, jeg skrev i 2. real i 1965. Det var et frit emne omhandlende Johannes V. Jensen. Det 40 år gamle manuskript fandt jeg nede i en kommodeskuffe og det omhandlede den 'kulørte' side af Johannes V. Jensen. Den store nobelprismodtager debuterede i det yderst folkelige magasin Revuen, og han havde fået besked på, at der i hvert nummer skulle forekomme mindst ét mord. Det var naturligvis af ren nød, at han skrev de bloddryppende knaldromaner, idet han var sendt til København for at studere med kun 85 kr. på lommen og med den besked, at han ikke skulle sætte næsen op efter flere penge. Carolus, dette grotesk udseende autistiske monster, som Mikkel Thøgersen i romanen 'Kongens fald' finder hos den lærde Zacharias i Lübeck, er et matematisk geni, som Zacharias købte af en omløbende rakkerkvinde. På et øjeblik kan han opløfte et stort tal til anden potens, og han kan skelne metaller fra hinanden ved den blotte berøring. I bogen er han kun ni år gammel, da Mikkel Thøgersen ser ham. Spørgsmål nr. 2 drejer sig om Aldous Huxleys fremtidsmareridt 'Fagre nye verden', hvor højteknologi skal erstatte al kultur, mennesker skal ensrettes under verdensstatens motto: 'Fællesskab, ensartethed, uforanderlighed'. Hvert individ standset i sin individuelle udvikling på det stade, der bedst tjener staten. Et kunstigt opdyrket klassesamfund i produktionens tjeneste. Menneskelige følelser vil forhåbentlig være et våben mod, at et sådant samfund for altid blot vil være en ond drøm, der hurtigt bliver jaget på flugt. Med venlig hilsen Torben Carlsen, Brønshøj Fødselsdagsønsker Kære Bibliopat! Min kone, der kan udenlandsk, ved at 'Fagre nye verden' hedder 'Brave New World' på originalsproget. Hun kan endda vise mig den på hylden. Det må være svar nok på quiz 1. Quiz 2: Svaret er 'Kongens fald'. Den ønsker jeg mig til min 60-års fødselsdag i en unik udgave: førsteudgaven, som Herman Bang gav til sin ven skuespilleren Fritz Boesen. Herman skrev endda dedikation i den. Det smertelige forhold mellem Herman Bang og hhv. Fritz Boesen og Johannes V Jensen er kendt fra litteraturhistorien, så konstellationen er interessant. Med bibliofil hilsen Carsten Seeger, Østermarie PS: Jeg ønsker mig for resten også et pænt eksemplar af Thurahs 'Bornholms beskrivelse' og et kongemærke i guld. Da Vinci ... Kære Bibliopat, 'Degnens Gralsfortælling' begynder langfredag kl. 13, lokal mytologisk tid, hvor Jesus udånder på korset, og Marie Magdalene, der står hos, mærker liv i sit skød. Hun fortæller ikke nogen, hvem der er far til barnet, men efter Jerusalems ødelæggelse gifter hun sig med apostlen Thomas, og de kommer som bådflygtninge til Ø. Svenstrup efter at være gået i land på Gjøl. Han bliver degn og kirkesanger og skriver sine 114 logiæ på efterløn. Den lille Sarah kom i stråtækt skole, blev konfirmeret og spredte sine gener udover Han Herred og Vendsyssel, somme siger helt til Aalborg, men det sande mysterium er jo, at vi som hendes efterkommere ikke veed, om det er Frelseren eller Tvivleren, der er ættens genetiske ophav, thi somme kommer på lit de parade søndenfjords, omgivet af denne verdens fyrster, men atter andre bare ender op med søm i hænder og fødder. Med venlig hilsen Sven Arlif