Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
GUDSBENÅDET. Årets Pulitzerprisvinder, Marilynne Robinson, er forfatter på grund af et ubønhørligt pres for at forklare det, hun kalder det store givne i verden, hendes religiøse tro.   Foto: Brian Ray

GUDSBENÅDET. Årets Pulitzerprisvinder, Marilynne Robinson, er forfatter på grund af et ubønhørligt pres for at forklare det, hun kalder det store givne i verden, hendes religiøse tro. Foto: Brian Ray

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatteren fra det forkerte århundrede

»For mig har det at skrive altid føltes som at bede«, siger den amerikanske forfatter Marilynne Robinson. Der skulle gå 23 år, før hun skrev sin anden og længe ventede roman, 'Gilead'. Den blev modtaget med betagelse af de amerikanske anmeldere, og forleden fik hun Pulitzerprisen for den.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»'Gilead' er en stille bog. Den er hverken chokerende, excentrisk eller skandaløs«. »En masse unge forfattere tror, de skal skrive noget sensationelt for at blive bemærket«. »Jeg er meget glad for, at denne bog, som på mange måder er meget teologisk, er interessant for mange mennesker«.





Fredfyldt smuk
Da den Pulitzerprisvindende litteraturanmelder Michael Dirda i december anmeldte Marilynne Robinsons roman 'Gilead' i Washington Post, skrev han, som om han havde fået den overrakt af et sendebud fra oven:

»Romanen er så fredfyldt smuk og skrevet i en prosa så alvorligt afmålt og eftertænksomt, at det føles som en nåde bare at læse den«.

Fri af konventioner
Så blev hun alligevel en sensation, kvinden, der skrev så stilfærdigt og usensationelt imod en samtid, hvis moralske værdier var hende inderligt imod. Hun blev det, fordi hun skrev så fredfyldt smukt ind i en amerikansk litteratur, der efterhånden skal læses med høreværn, og fordi hendes egen historie er så særegen og sjælden.

Marilynne Robinson synes at leve uafhængig og fri af enhver konvention, fjernt fra verdens vrimmel, og det er muligvis derudefra, den nødvendige bog skrives i vore dage, hvor larm og spektakulær lancering skal tiltrække de i forvejen døve og blinde.

Det var i januar sidste år, Jonathan Galassi, direktør på Farrar, Straus og Giroux, gik ind på forlæggeren Robert Straus' kontor med et manuskript under armen.

Forlaget har udgivet flere nobelprisvindere, et nyt manuskript af en berømt forfatter er ikke nogen ekstraordinær begivenhed, men Galassi kunne ikke skjule sin begejstring: »Ved du, hvad jeg har her? En ny roman af Marilynne Robinson!«.

Belærer og forvirrer
Det var treogtyve år siden, Robinson havde udgivet sin første og eneste roman, 'Housekeeping' (udkom 1982 under titlen 'Hus og hjem' på Gyldendal i Inger Christensens oversættelse).

Romanen, en lyrisk fortælling om to forældreløse pigers opvækst hos deres døde mors søster i den afsides beliggende Fingerbone i det nordvestlige USA, vandt PEN/Faulkner-prisen, og blev nomineret til Pulitzerprisen. Dens ry bredte sig fra mund til mund, og da den blev filmatiseret i 1987, var den anerkendt som en amerikansk klassiker.

»Det er en bog om spirituel orden og ubodelig længsel«, skrev Meghan O'Rourke for nylig i et portrætinterview med Robinson til New York Times.

»Dens metode er metaforisk, og som den bedste metaforiske litteratur - 'Moby-Dick' for eksempel - opbygger og mystificerer, belærer og forvirrer symbolerne simultant. Robinson kalder sin roman for 'Moby-Jane' på grund af de mange drukneulykker, og Melvilles klassiker er en af hendes favoritbøger«.

Dybt umoderne
Marilynne Robinson, der var 37 år, da 'Housekeeping' udkom, fortalte dengang venner og begejstrede læsere, at hun allerede var i gang med en ny roman. De ventede spændt på den. Årene gik. Der kom ingen roman, og forfatteren blev indskrevet i den amerikanske litteraturhistorie som en ny Harper Lee - der også kun skrev én roman: 'To Kill a Mockingbird' ('Dræb ikke en sangfugl'), som hun fik Pulitzerprisen for i 1961.

Der skulle gå 23 år, før 'Gilead' udkom. Og så blev hun betragtet med nye øjne. I sin anmeldelse i New York Times skrev James Wood:

»Marilynne Robinson synes at have den følsomhed, der er sangvinsk omkring afbrydelser. Det er et sind, der er lige så religiøst, som det er litterært, måske mere religiøst end litterært - i hvilket stilheden i sig selv er en kvalitet, og hvor rummet omkring ordene kan være fuldt af lyde«.

»En usædvanlig, dybt umoderne essaysamling, 'The Death of Adam' fra 1998, hvori Robinson lidenskabeligt forsvarede John Calvin og amerikansk puritanisme, antydede, at langt fra at lide af skriveblokering var Robinson ved at udforske tænkerens flow: Hun bevægede sig i sin egen fart og vendte igen og igen tilbage til teologiske spørgsmål og brugte essayet til at fastholde ting, hun endnu ikke var i stand til at give et litterært udtryk«.

»Der er læsere, der betragter mig som en essayist, der har taget et enkelt spring ind i litteraturen«, sagde Marilynne Robinson til The New Yorker i september. »Selv betragter jeg mig som romanforfatter, og jeg er lettet over, at jeg nu har en lille smule mere ret til den titel. De essays, jeg har skrevet i mellemtiden, har været min uddannelse, og jeg fortryder ikke et sekund af den tid, de har kostet mig«.

Sindssyg smalltalk
Hvad havde hun lavet i alle de år, forfatteren, der tilsyneladende havde et glad og sorgløst forhold til meget lange afbrydelser i sin romanproduktion? Hun tog et job som underviser på den legendariske Iowa Writers Workshop, inviteret af den nyligt afdøde leder af skolen, forfatteren Frank Conroy. En af hendes elever Reza Aslan sagde til Meghan O'Rourke:

»Jeg begyndte på workshoppen, først og fremmest fordi jeg ville arbejde med Marilynne Robinson. Jeg betragter hende som et geni. Men jeg må sige, at jeg blev meget, meget skuffet over hende som lærer. Hun har ikke megen tålmodighed med dem, der afviger fra det, hun har at sige. Hun anerkendte overhovedet ikke eksperimenter i fiktionen, hvilket er forståeligt, når man læser hendes prosa. Den er så poleret og ren, at man kan spise af den. Hun er meget lukket, hun lever i det forkerte århundrede«.

Eller også er det alle os andre, der gør det. Og det er pointen. Ved at se tilbage og 'gøre det gammelt' forsøger Robinson at rydde en sti fremad. Hun har undervist i Melville, Dickinson, Thoreau og Whitman, transcendentalisterne, der i hendes øjne har skabt den store amerikanske tradition. Hun ved en masse om tidlig amerikansk kultur og næsten intet om fjernsyn, film og sine samtidige forfatterkolleger. »Jeg læser dem så at sige ikke«.

Ifølge Meghan O'Rourkes portræt foretrækker Robinson den store fordybende ensomhed. Hun bor alene i Iowa, tæt på den ene af sine voksne sønner, og bruger det meste af sin tid på at læse og skrive. Hun arrangerer blomster i sin kirke, Congregational United Church of Christ i Iowa, og går til universitetet de eftermiddage, hun underviser:

»Der er mange, der går ud og spiser efter workshoppen, men den slags gør mig sindssyg. Jeg kan ikke have smalltalk. Overhovedet ikke. Jeg kan lide disse mennesker, de er en stor del af mit følelsesliv, men det betyder ikke, at jeg kan smalltalke«.

Meditativ og reflekterende
Hun blev født i 1943 i Sandpoint, Idaho, der blev modellen for den fiktive by, Fingerbone, i 'Housekeeping'. Hendes far, John, arbejdede i tømmerbranchen, hendes mor gik hjemme med de to børn. Hun gik på Pembroke College, hun læste og læste og lærte at skrive.

Hun begyndte at skrive på 'Housekeeping', mens hun arbejdede på en ph.d. om Shakespeares stykker på University of Washington. Hun boede i Massachusetts, hvor hendes mand underviste på et universitet. Hun skrev om natten og »optrådte som en søvnig udgave af mig selv« over for sine børn om dagen. Hun havde ingen planer om at udgive manuskriptet:

»Det havde kun kvindelige personer, og det var en meditativ bog i en periode, hvor den slags næsten ikke blev udgivet. Jeg kan huske, at jeg så fotografier af mænd i overalls, der lige havde skrevet en bog om at droppe alt og tage af sted på en motorcykel«.

»Det virkede ikke, som om der var nogen interesse for det indre liv eller refleksion dengang, og det er den eneste måde at skrive på, som nogensinde har haft min interesse«.

Et ubønhørligt pres
Hun er forfatter på grund af et ubønhørligt pres for at forklare det, hun kalder det store givne i verden, hendes religiøse tro. »Det er, som om jeg følte Guds nærværelse, før jeg havde et navn for ham«, skriver hun i essaysamlingen 'The Death of Adam'.

At skrive er for hende ikke kun et kunstnerisk kald, men også et religiøst: »Som barn kunne jeg ikke se nogen bro mellem det sted, jeg var i mine tanker, og verden omkring mig. Og jeg kan lide mennesker. Jeg vil gerne være sammen med dem på meningsfulde måder«.

»Men jeg følte mig som et højst specialiseret væsen, og andre mennesker forbløffer mig med den flydende måde, de ... ha ha ... kan danse vals på. Jeg ved ikke hvad der ville ske, hvis jeg ikke kunne skrive, for det er broen«.

I 'Gilead' skriver fortælleren, den 77-årige præst John Ames: »For mig har det at skrive altid føltes som at bede«, og sådan har Robinson det selv. I et interview med radiostationen Fresh Air sagde hun for nylig: »Nogle gange er det at skrive mere som at bede end selve det at bede. Det er en form for meditation, og jeg mener, at det at skrive er meditativt«.

Kærlighedstestamente
Det gør jeg også, jeg har bare aldrig prøvet det. Og da Robinson forleden fik Pulitzerprisen, stormede jeg umeditativt gennem de københavnske boglader, men der var ingen 'Gilead', selv om New York Times i januar havde kåret den til en af årets seks bedste romaner, og selv om den fik de amerikanske kritikeres pris i marts.

Derimod fandt jeg genudgivelsen af 'Housekeeping', og onsdag morgen fik jeg et læseeksemplar af 'Gilead' af den danske agent Melanie Robinson. Og så skulle jeg jo lige læse den, så jeg vidste, hvad jeg talte om.

Men mit sind var ikke meditativt stemt, det var fuldt af støj, og tekstens skønhed ramte mig kun i glimt og mindede mig om, at det var på tide at flygte baglæns gennem tiden, tilbage til det forkerte århundrede.

'Gilead' foregår i 1956 og er formet som den 77-årige præst John Ames' lange brev til sin 7-årige søn, som han har med en langt yngre kvinde. Ames lider af en angina pectoris og beslutter sig, inden han skal dø, for at fortælle om sin families historie og sit eget indre liv i et kærlighedstestamente til sønnen og sønnens mor.

Tagfat om aftenen
Meget af romanen er en refleksion over Kansas' abolitionist-bevægelse og årene, der førte op til den amerikanske borgerkrig, oplevet gennem Ames' bedstefar. En stor del af dens fokus er rettet mod slaveriet.

Ames sprog er rigt på bibelsk kraft og enkelhed. Han elsker at læse og studere, men endnu mere elsker han den vilde glæde ved at være til. Den døende mand fejrer livets mirakel i troen på, at han kan give det videre til sønnen: »At lege tagfat om aftenen, at lugte floden, at høre toget køre forbi«.

Netop. Lege tagfat om aftenen, lugte floden, høre toget køre forbi. Og hvad mig angår, så har jeg taget Marilynne Robinsons bøger under armen. Jeg piler, alt hvad jeg kan, tilbage til det forkerte århundrede for at læse dem. Så må I have det her for jer selv. God fornøjelse og Gilead, siger jeg bare.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden