Søren Kierkegaard levede hele sit liv som det store geni i en lille købstad, men efter hans død fløj hans tankes ry kloden rundt. Snart fulgte rygterne om hans skrøbelige fysik, hans angstneuroser og perfide omgang med Regine Olsen, og med udgivelsen på engelsk af Joakim Garffs brillante biografi kan resten af verden nu få lov at se, hvordan de to sider af sagen hænger sammen. Skarpe analyser Det er ellers ikke første gang, at Kierkegaard bliver beskrevet biografisk i internationalt regi, men det er første gang, at han er blevet blotlagt med så fine snit fra pandeben og til bukseben, skriver Heller McAlpin i dagbladet Christian Science Monitor. Garff gør Kierkegaard levende for sin læser ved at væve ham ind i en dansk samtid, som kun få amerikanere kender til, og så formår han at give sit filosofisk tunge emne lette ben at gå på: »Den smukt skrevne og oversatte biografi er forskning, når det er allerbedst: fyldt med vittige observationer, smukke vendinger og skarpe analyser«. Væk fra verden McAlpin finder dog 700 sider lige i overkanten af, hvad man kan bruge på beskrivelsen af et liv, der befandt sig inden for en radius af nogle få hundrede kilometer, hvis største begivenhed var en ikke-begivenhed, og hvis kurve spandt sig over et par og fyrre år. Garff udstikker dog i 'Søren Kierkegaard' ikke bare sin hovedpersons livsbane, også filosoffens tankebane, og den kræver sin plads. For med Kierkegaards forestillinger om 'den Enkelte' drejede den vestlige filosofis historie sig ind på et nyt spor: væk fra verden og ind imod det subjektive. Udreder trådene Det er ellers sin sag at udrede trådene i Kierkegaards liv og værk, skriver Richard Polt i Village Voice, for han sørgede for at gøre det rigtig indviklet for sin læser - dels ved flittig brug af pseudonymer og dels ved at redigere så stærkt i sine private papirer, at de næsten ikke kan kaldes 'private'. Men Garff udreder trådene på eksemplarisk og pædagogisk vis ved at sammenholde dagbogsoptegnelser, skitser og andre af Kierkegaards skriblerier fra margenen med hans hovedtekster, som kommer til at stå i et helt nyt lys. Uheldig kopuleren Det er her, at 'Søren Kierkegaard' giver sit væsentligste bidrag til den internationale Kierkegaard-forskning, mener Polt: »Garff har lavet et uovertruffent arbejde med sin samling af breve, juridiske og medicinske journaler, tidsskrifter og fotografier, og han har dermed skabt den første store Kierkegaard-biografi siden 1940«. Det er dertil en biografi, der ikke kun taler til specialisterne, men også til den brede masse, og det er takket være Garffs let tilgængelige stil, som hans oversætter, Bruce H. Kirmmse, gengiver i et »indbydende engelsk«. Enkelte steder falder oversættelsen dog igennem, som når Kirmmse et sted refererer til den danske tradition for brudepars »kopuleren« i kirken - stedet viser et lidt uheldigt sammenfald af det æstetiske, det etiske og det religiøse hos Kierkegaard, bemærker Polt. Ikke-biografi Carl Rollyson er i The New York Sun ikke mindre imponeret over Garffs videnskabelige arbejde, men han mener, at biografen skyder sig selv i foden, når han i forordet fremlægger den »fascinerende diagnose«, at der bag de mange lag af tekster i Kierkegaards værk ikke findes nogen »egentlig Kierkegaard«. I stedet interesserer Garff sig for, hvordan Kierkegaard konstruerede sig selv i sine tekster, og selv om det er en metodisk fin pointe, der går hånd i hånd med Kierkegaards dekonstruktive filosofi, så »underminerer den samtidig det biografiske projekt«, mener Rollyson, der selv har skrevet biografier om blandt andre Normal Mailer og Susan Sontag. Garffs 'Kierkegaard' taler derfor kun til et lille udvalg af Kierkegaardforskere, men hen over hovedet på den almindelige amerikaner, som Rollyson i stedet henviser til mere konventionelle - og amerikanske - biografier som Walter Lowries 'A Short Life of Kierkegaard' og Alastair Hannays 'Kierkegaard: A Biography'. Provinsielt John Updike mener i The New Yorker også, at biografien henvender sig til et specifikt publikum, for på trods af sin engelske sprogdragt er 'Søren Kierkegaard' »unægtelig en dansk biografi«, der ikke interesserer sig for Kierkegaards enorme betydning i verdenshistorien. I stedet holder Garff sig til det helt lokale, og den metode er der mening med, for den viser, i hvor høj grad provinsialismen prægede Kierkegaards liv og tanker. »Man kunne spørge sig, om Kierkegaard overhovedet ville have været så opslugt af sin egen eksistens, hvis han havde levet i en storby, hvis generelle ligegyldighed måske ville have slebet lidt af hans egos ejendommelighed«, indskyder Updike. Garffs provinsielle metode smitter af på bogens tone, der er beundringsværdigt »uformel« og med sine »livlige metaforer« nedsænker læseren i den »landsbysladder«, der omspandt Kierkegaard. På den måde får Garff også på indirekte plan kommunikeret den »skandale«, som Kierkegaard udgjorde i sin samtid. Og med det tag på geniet røber Garffs biografi mere end bare hans emnes private dele - han føjer en ny side til verdenssensationen Kierkegaard.