Som amerikanerne siger: »Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom«. Det er heller aldrig for sent at blive medlem af Drengenes Internationale. Det blev jeg selv for nogle år siden, i Seattle, USA - takket være Jules Verne. 12 skønne timer Kort før havde jeg som en anden skoledreng skulket fra Det danske Akademis årsfest. Jeg stak ud til Frederiksberg Antikvariat, og nede i Leif Nørballes Aladdin-hule af en bogkælder fandt jeg 'Jorden rundt i 80 dage' i en uforkortet oversættelse med de originale stik. Jeg fik 12 skønne timer i lænestolen, til langt ud på natten, med Phileas Fogg og hans halsbrækkende væddemåls-rejse jorden rundt. Voksen mand i drengeland Kort efter strandede jeg i lufthavnen i Seattle og faldt i snak med en medpassager. Han var forhenværende pilot, en kæmpestor mand, men styret af en lille sur kone. Da de var på vej til Salt Lake City, som Phileas Fogg og hans tjener passerer med Pacificbanen, kom vi til at tale om 'Around the World in Eighty Days', og så var han fortabt. Konen blev endnu mere mopset, men piloten var i helle i drengeland. Genoptaget i drengeklubben På flyet til San Francisco kom jeg til at dele sæde med en yngre business-mand, der rastløst hamrede på sin pc. For at afbryde bipperiet spurgte jeg, hvornår han sidst havde læst 'Around the World ...', og så var han ligeså hooked som piloten før. »My name is Dan«, sagde han, gav pote og genkaldte lykkelig sin læsning for 25 år siden. Sådan var tre voksne mænd på kort tid blevet genoptaget i Drengenes Internationale. Fejring af genopdagelsen Jules Verne (1828-1905) er på alle skærme i Frankrig i denne påskeuge. 100-året for hans død mindes med tv-programmer, seminarer, udstillinger og myriader af bøger om ham og nyudgaver af hans romaner, og hvad de franske fejrer, er ikke bare, at han er deres mest oversatte forfatter, men også dét, at de har turdet genopdage ham. I to menneskealdre var han forvist til børneværelser og fordommenes pulterkamre, men hans univers levede videre hos billedmagerne fra Hergé til Steven Spielberg og George Lucas, og siden han i 1970'erne blev taget i analyse af løver som Michel Butor, Roland Barthes, Michel Foucault og Umberto Eco, tør selv akademikere vise ham respekt. Uregerlig fantasi Det vrimler med studier i hans smågeniale fortællekunst og dens intertekstuelle samspil med den fantastiske tradition fra E.T.A. Hoffmann og Poe til science fiction-genrens klassikere og Jorge Luis Borges' encyklopædiske poesi. Biografierne om ham kredser om to symbolske pointer: dels at han var 100 år forud for sin tid straks fra fødslen, for da rådhuset i Nantes skulle udfylde hans dåbsattest, kom de til at skrive 1928 i stedet for 1828, dels at familiens hus lå på en lille ø i Loire - jf. de mange øer og isolerede universer i hans bøger. Hans advokatfar drømte om, at sønnen blev dommer, i sikker stilling med urkæde og pension, men hans uregerlige fantasi lod sig lokke af teatret og litteraturen i Paris, og han fandt sit felt med føljetonrejseromaner til tidens 'magasiner for oplysning og underholdning'. Det begyndte med 'Fem uger i ballon' (1863), og så gik det slag i slag med 'Rejse til jordens indre', 'Rejsen til månen', 'Kaptajn Hatteras' eventyr på Nordpolen', 'Kaptajn Grants børn', 'Jorden rundt i 80 dage', 'Den hemmelighedsfulde ø', 'Tsarens kurer', 'Kaptajnen på 15 år' og 'Slottet i Karpaterne', for bare at nævne de berømteste. Alt i alt blev det til 64 romaner på 42 år, foruden noveller og det løse. De bedste er de tidlige fra 1860'erne og 70'erne. Ingeniørpoesi Forlæggeren Hetzel ønskede ingeniørpoesi, dvs. utrolige eventyr, men bygget på de nye positivistiske idealer. At læse teknologisk-naturvidenskabelig faglitteratur antændte Vernes fantasi og fyrede den op til højeste maskinkraft. Der er ingen smalle steder - nu og da heller ikke logik - i fremtidskonstruktørens forelskede visioner om teknikkens mirakler, men tit galopperer hans fantasi langt forud for sin tid med forbavsende præcision. Han foregriber med 50-80 år opfindelser som ubåde, luftskibe, helikoptere, fjernstyrede raketter, robotter, tv, telefax, neonlys, plastik og rullende fortove. I 'Kaptajn Hatteras' eventyr' (1866) når Hatteras næsten til Nordpolen, 43 år før polarforskeren Peary gjorde det i 1909. I 'Rejsen til månen' (1865) bliver tre mand skudt ud af en kanon i Florida i et hult aluminiumsrør og tilbagelægger turen til månen på 97 timer og 20 minutter. Flot ramt på 104 års forskud, for da Apollo 11 i 1969 landsatte de første astronauter på månen, tog rejsen 98 timer og 10 minutter. Den anden type af Vernes ingeniørpoesi var udforskningen af den store, eksotiske og farlige verden. Det var skrivebordsromantik af samme skuffe, som når drenge kan sidde i timevis og trille med en globus og glo på landkort, og Verne stoppede uforfærdet belærende rejsebeskrivelser ind i føljetonernes spændende plot, men det er nogle af verdenslitteraturens morsomste naturhistorie- og geografitimer. Charmerende franske helte Det er netop de underfundige detaljer, der gør 'Jorden rundt i 80 dage' (1872-73) så charmerende. Ideen til romanen fik Verne fra en håndbog, hvor rejsebureauet Cook reklamerede med, at skibsfart og jernbanenet nu var så udbygget, at man kunne rejse kloden rundt på tre måneder. Det strammede han til 80 dage for spændingens skyld. Til at udføre bedriften valgte han englænderen Phileas Fogg, der var stædig nok til at vædde 20.000 pund på, at han kunne nå det fra 2. oktober til 21. december 1872. Til at fyre op under plottet sendte han Scotland Yard-detektiven mr. Fix i hælene på Fogg med en arrestordre. Og til at udføre det umulige muligt gav han Fogg en fransk tjener. Den nationale rollefordeling er ikke tilfældig. Vernes franske helte er energiske, tapre og charmerende, med hjertet på rette sted. Af engelsktalende folk foretrækker han skotter, amerikanere og til nød australiere, mens hans engelske figurer tit er stivnakkede og snobbede principryttere. Manisk mandeunivers Men heldigvis så han med selvironi på sine egne nationalfordomme. Tjeneren Passepartout er ikke bare fransk, men overfransk: fræk og fiffig, bomstærk - forhenværende brandmand og cirkusakrobat! - og trofast gennem alle strabadser. Fogg himself er parodien på en victoriansk brite: den tilknappede ungkarl, som udfører alt med pedantisk præcision, fra morgenbarberingen i Saville Row til den faste middag, whist og avislæsning i Reformklubben. Den prototypiske globetrotter, som med en halv times varsel drager af iført høj hat, diplomatfrakke, ternet rejseplaid samt en vadsæk med en formue i kontanter - den, der skaber mistanke om, at han har bestjålet Bank of England - og gennemfører turen pr. tog, skib, vogn, elefant og isbåd så cool, at han træder ind i Reformklubben på minutten og dermed ind i Guinness' Rekordbog. Vernes verden er et mandeunivers af handlekraftige principryttere og maniske forskere. Værdierne er mod, venskab, konkurrenceinstinkt og eventyrlyst, maskeret som trang til at udføre store bedrifter og opdagelser, og det vikarierer for kærlighed og kødelig lyst. Kvinderne i Vernes bøger er trofaste sjæle, der elsker og venter endeløst, hvis de da ikke bliver seje rejsekammerater, der gør mændenes strabadser med uden at kny - som lady Glarnavan og den unge Mary Grant i 'Kaptajn Grants børn'. Synd for pigerne I øvrigt består hans ekspeditioner af eventyrere fra flere kontinenter i perfekt teamwork. Han var inkarnation af tidsånden også ved at være konfessionel internationalist. Og teamworket gør underværker. Da Phileas Fogg starter jorden rundt, ligner han en karikatur både af britisk common sense og af den klassiske mandsrolle. En excentrisk tørvetriller med stiff upperlip og alle fire ben på jorden, et »produkt af de eksakte videnskaber«. Men undervejs forandrer han sig, så han snarere bliver et destillat af engelsk gå-på-mod og organisationstalent. Det sære er, at denne tilsyneladende robot, der synes født med et urværk i stedet for hjerte, to gange undervejs sætter alt på spil. Første gang i Indien, da han frelser den unge Hindu-prinsesse Aouda ud af en enkebrænding. Anden gang på Pacific-banen gennem USA, da Passepartout bliver bortført af indianere og må genfindes. Og gradvis tør den koldsindige ungkarl op. Han forstår, at han har brug for at supplere sit logiske intellekt ikke bare med Passepartouts snilde og charme, men også med Aoudas kvindelighed. Han finder sin anima, ville psykologen C.G. Jung sige. 'Jorden rundt i 80 dage' er skrevet for drenge af alle aldre og begge køn - var jeg lige ved at påstå, men erfaringen viser, at den appellerer stærkere til han- end til hunkøn. Det er synd for pigerne, for det er Vernes vittigste og varmeste bog. Tænk at have den til gode. Velkommen i Reformklubben. Klaustrofobisk læseoplevelse En af de franske jubilæumsudgaver grupperer romanerne efter de elementer, de foregår i: vand, jord, luft og ild. Jubelårets hovedudstilling i Paris hedder 'Jules Verne, le roman de la mer' - havets roman. Helt enig. Den højeste fantasikraft af alle hans eventyr har 'En verdensomsejling under havet' (1870) - historien om kaptajn Nemo og hans ubåd Nautilus, som søfolk tager for en selvlysende kæmpehval, og om professor Aronnax fra Paris' naturhistoriske museum, hans tjener og en canadisk harpunér, der står ud for at finde søuhyret og bliver fanger på ubåden. Romanen udspilles konsekvent i den ukendte verden under vandet og strækker sig over ni måneder 1867-68 og over alle syv have - 20.000 sømil = 80.000 kilometer. Verdensomsejlingens højdepunkter er personernes udflugter - iført dykkerdragt, iltbeholder og jernstok - til Stillehavets undersøiske tangskove, koral- og perleriger, turen gennem 'den arabiske tunnel' under Suez-tangen, besøget i det sunkne Atlantis, kampen med kæmpeblæksprutterne - og navnlig Nautilus' besøg på Sydpolen, hvor Nemo planter sit eget flag, og ubåden fryser fast under isbarrieren. De seks døgn med voksende iltmangel giver også læseren akut klaustrofobi og kvælningsfornemmelser. Tre gåder Professor Aronnax og hans folk må underkaste sig ubådens love og kaptajn Nemos tyranni, og den elementære spænding består i, om deres flugtplaner vil lykkes. Men den største morskab er at følge, hvordan Verne fletter flere handlingstråde sammen. Det er en udforskning af tre gåder: For det første: Hvad er Nautilus' hemmelighed? Hvordan har kaptajnen konstrueret sin cigarformede ubåd på 70 meters længde og 1507 ton, som på elkraft sejler med eksprestogsfart og en hvals behændighed og kan tåle 1.600 atmosfæres tryk på 16.000 meters dybde? Hvordan har han opbygget sit neddykkede univers med orgel og kunstgalleri i salonen og et bibliotek på 12.000 bind, hvor al påklædning og føde er udvundet af havets flora og fauna - selv papir, vin og cigarer? For det andet: Hvad er oceanets hemmelighed? Gennem ubådens kæmperuder oplever vi nedefra Sargassohavet, golfstrømmen, undersøiske vulkanudbrud og »de store havdybders mysterier«. Hele registret af havpattedyr, fisk, bløddyr, leddyr og polypper sejler forbi. Hele havets drama med tigerhajer, vandedderkopper og krebs så store som krigsmaskiner. Men også det, der »ikke er bestemt for menneskers øjne«: kirkegårdene af forliste skibe og druknede søfolk. For det tredje: Hvad er kaptajn Nemos egen hemmelighed? Navnet Nemo - latin for ingen - minder om det, Odysseus bilder Kyklopen ind i 'Odysseen', men Nemo er ikke bare opdagelseslystens helt. Han er en hadefuld anarkist, der med koldt blod torpederer skibe. Hvorfor har dette overmenneske »brudt med samfundet og menneskeheden« og skabt sit selvforsynende undervandsrige med eget esperanto-sprog og hemmelig base på en øde ø? Hvilke kræfter driver den ensomme oprører med det brændende blik? Den vrede hævner er også den ædle velgører, der som en Robin Hood støtter underkuede og fattige folk. Han afskyer de grådige, der plyndrer havet for dets værdier, især hvalerne. Havenes geni Nemos gåde har sat manges fantasi i sving, og i 'Kaptajn Grants børn 'og 'Den hemmelighedsfulde ø' røber Verne, at han er en højt begavet indisk maharajah, der som medlem af 'de undertryktes nation' har svoret at straffe den britiske kolonialismes brutalitet. Litterært er han i familie med barske hævnere som greven af Monte-Cristo og Jean Valjean i Victor Hugos 'De elendige', men som udfordring er han ikke let at komme til rette med. Lederen af Jules Verne-museet i Nantes, Jean-Paul Dekiss, sammenligner Nemo både med en Osama bin Laden og med en fanatisk Greenpeace-aktivist, der med alle midler forsvarer verdens økologiske balance. 'En verdensomsejling under havet' er fantastisk, i alle betydninger, og den skal læses uforkortet. Kaptajn Nemos historie er lige så dramatisk som Sindbad Søfarerens rejser i 'Tusind og én nat', og lige så eventyrlige er romanens naturhistoriske detaljer. De undersøiske mark- og skovvandringer er en hyldest til naturens skaberkraft. De bringer én til en anden og større verden, et ukendt ferige af hvalrosser, azurfisk og guldmakrel, af orgelkoraller og tangprærier og gopler og søfjer i tropiske kulører, som verden først fik at se med Jacques Coustaus undervandsfilm. Det er ikke bare Drengenes Internationale. Det er oceanets poesi, opdagelseslystens poesi. »Havenes geni« kaldte Jules Verne kaptajn Nemo. Det kan han selv være.