Tysklands anden store bogmesse, der afholdes i Leipzig, åbnede i går sine døre, efter at den kroatiske forfatter Slavenka Drakulic ved en højtidelighed havde modtaget Leipziger Bogprisen på 10.000 euro. Prisen gives i fællesskab af den tyske delstat Sachsen, af byen Leipzig og af de tyske boghandlere. Den 56-årige Drakulic fik prisen for sin meget roste bog 'De ville ikke gøre en flue fortræd - Krigsforbrydere fra retten i Haag', der udkom i dansk oversættelse i fjor på forlaget Lindhardt og Ringhof. Bogen er resultatet af et femmåneders ophold i Haag, hvor Drakulic fulgte processen mod en række anklagede fra det tidligere Jugoslavien, bl.a. Serbiens tidligere præsident Slobodan Milosevic. Ros og formaninger Ved prisoverrækkelsen sagde den tidligere, tyske EU-administrator i Bosnien, Hans Koschnick, at Drakulic som forfatter arbejdede for sandhed og retfærdighed. »Vi ærer en modig forfatterinde, der overbevisende protesterer imod en integrationsfjendtlig politik og morderisk vold«, sagde Koschnick, der er et fremtrædende medlem af det tyske socialdemokrati. Samtidig formanede han folk til at se sandheden i øjnene og arbejde kritisk med deres egen historie. »Fred kræver mere end diplomati og våbenhvile. Den kræver, at mennesker ønsker at leve sammen med hinanden uden vold«, sagde Koschnick. Anstand og fairness Drakulic blev også hyldet af Sachsens ministerpræsident, Georg Milbradt. I Sachsen blev det højreekstremistiske og fremmedfjendske parti NPD i efteråret valgt ind i landdagen med et stort stemmetal. Milbradt brugte derfor anledningen til at beklage, hvad han betegnede som en »kollektiv hensynsløshed« i Tyskland. Han opfordrede til, at man på ny besindede sig på de centrale samfundsværdier: »Anstand og fairness må igen være grundlag for samlivet i Tyskland og Europa«, sagde den borgerlige ministerpræsident og tilføjede, at netop her spiller litteraturen en vigtig rolle, når det gælder om at skabe gensidig forståelse. Ondskabens banalitet Slavenka Drakulic tilbringer sit liv på rejse. Hun bor dels i Kroatien, dels i Østrig, dels i London og dels i Stockholm. Hun er gift med den svenske forfatter og journalist Richard Swartz. Hun har bearbejdet den jugoslaviske borgerkrigstragedie i flere bøger, bl.a. i 'Som om jeg ikke er der', der kom i dansk oversættelse for fem år siden. Den handler om de kvinder, der blev ofre for massevoldtægt under krigen, og for hvem det var svært at tale offentligt om deres smerte og ydmygelse. Som intellektuel forsøger hun at beskrive og muligvis forklare, hvorfor det i modsætning til andre kommunistiske østlande ikke lykkedes for Jugoslavien at sikre sig en fredelig overgang til demokratiske styreformer. I Haag fulgte hun delvis forbilledet, den jødiske skribent Hannah Arendt, der i 1961 skrev om krigsforbryderprocessen mod nazisten Adolf Eichmann i Jerusalem og her formulerede det berømte udtryk 'ondskabens banalitet'. For Drakulic består 'banaliteten' deri, at vi måske alle ville være i stand til at begå så frygtelige forbrydelser, som hun fik beskrevet ved den internationale domstol i Haag. I en samtale med Politikens Adam Holm 8. januar sagde hun: »Ingen af os ved, hvordan vi faktisk vil reagere i en bestemt situation, men de fleste af os bærer potentialet til at blive kriminelle og mordere. Det er et universelt træk ved den menneskelige natur. Og ja, det er der ganske rigtigt skrevet kilometervis af bøger om. Jeg har ikke opfundet det, men det må gentages ved hver tragedie, at det ikke er monstre, der udfører handlingerne, men helt almindelige mennesker«. »Vi er dårlige elever« Slavenka Drakulic sagde også til Politiken, at krigsforbryderdomstolen i Haag var nødvendig, fordi det ikke ville være muligt at gennemføre den slags processer i Serbien eller Kroatien, fordi man dér endnu ikke har den fornødne forståelse for, at der er begået krigsforbrydelser. De juridiske forudsætninger er ikke til stede, og ingen ville vove at vidne mod folk, der fortsat anses for at være folkehelte i indflydelsesrige kredse. I en samtale med det tyske dagblad Taz sagde Drakulic i går, at det for hendes landsmænd var svært at lære af historien: »Vi er meget dårlige elever. Derfor tror jeg, at en gentagelse af folkemord er uundgåelig. Men når vi forsøger at lære, må vi kæmpe mod den menneskelige natur, altså mod os selv«. »I denne kamp for mere civilisation, dvs. at optræde på en anden måde, ligger en smule håb. Ikke et håb om, at den slags forbrydelser ikke gentager sig, men måske om, at omfanget bliver mindre«.