Råb op og sig stop!' lyder opfordringen i den debatbog om lægers ytringsfrihed, som overlæge Niels Høiby har redigeret. Helt i debatbogens ånd stiller bogen klare fronter op og uddeler hellere lussinger end kindkys. Dens sigte er ikke at skabe en debat, for debatten har altid været der. I stedet er målet at gøre debatten legal, åben og offentlig, så de implicerede parter kan tage kampen op mand til mand. Balance mellem patient og budget Blandt bogens bidragydere er tre læger, der alle har oplevet at blive krænket på deres ytringsfrihed. De er utilfredse med, at man risikerer at blive fyret, hvis man ytrer sig kritisk om arbejdsforhold, økonomi eller ledelse. Ved flere episoder har ombudsmanden fældet dom til lægernes fordel, men uden egentlige konsekvenser for den ansvarlige ledelse. Ud over at rette operationslyset mod danske lægers manglende frihed til at ytre sig om utilfredsstillende arbejdsforhold problematiserer redaktør Niels Høiby en generel stigning af djøf'ere på markante topposter i det danske sundhedsvæsen. 'Råb op og sig stop!' opfordrer også til åbent at diskutere, hvordan der opnås balance imellem patient og budget; noget, der ifølge bogen ikke er helt ligetil. Forfængelige, ambitiøse herrer Modtagelsen af lægernes debatbog har, ud over at være sparsom, generelt været imødekommende. Weekendavisen har en længere anmeldelse, som gennemgår bogen kritisk. Lili Ochsner bejaer udgivelsens vigtighed, men savner dog en mere nuanceret fremlæggelse af den temmelig komplicerede problemstilling - og dermed også et mere nuanceret fjendebillede: »Der er mange fjender i bogen 'Råb op og sig stop'. Der er de opportunistiske kolleger, som falder i ryggen eller falder fra, når stemningen bliver faretruende. Der er fagforeningen Den Almindelige Danske Lægeforening, som stemples som konfliktsky og handlingslammet«. »Men størst af alle fjender er de økonomer og jurister, som i dag er ansat til at lede sygehusene. Ifølge lægerne betragter denne elite sundhedsvæsenet som en udgift ene og alene«. Hun skriver videre, at djøf'erne anses som »forfængelige, ambitiøse herrer, som ikke tåler kritik af deres prioriteringer. De er generalister, og de lytter ikke til specialisterne«. Tvivlsom selvforståelse Kritikken fortsætter, når Ochsner spørger: »Har overlægerne så ret i deres anklager? Har der i de tre omtalte sager været tale om brutalt magtmisbrug over for overlæger? Eller handlede det om, at overlægerne ville have flere penge, større afdelinger, flere ansatte, mere prestige?«. Ochsner vender sagen på hovedet ved at foreslå, at det måske ikke kun er djøf'ernes magt, men også er lægernes selvforståelse, der skal til debat. Trods sine kritiske indvendinger understreger Ochsner bogens gyldighed og den nødvendige debat, der efterfølgende kan fortælle landets borgere, hvordan det står til med demokratiet på de danske sygehuse. Som borgere fortjener vi et svar, men det kan vi ifølge Ochsner ikke få i Høibys bog: »Bogen giver ikke læserne noget klart svar, dertil er den desværre for ensidig, og den mangler at omtale nye og gerne ukendte sager, som kunne dokumentere, at djøf'ernes knægtelse af lægernes ytringsfrihed også finder sted i dag«. Grå sygehusledelse I Politiken sætter Henrik Stampe Lund fokus på, at budgettet ofte sættes over patienten, men at bogens bidragydere ikke har sans for at overholde dette budget: »Krasilnikoff skriver således: »... at det vigtigste trods alt ikke var at holde budgettet, men at tage vare på patienterne«. Hvis det princip gælder under alle omstændigheder, forudsætter det noget så urealistisk som en uhindret adgang til en uendelig mængde af ressourcer. Man kan nemt leve sig ind i Krasilnikoffs omsorg for sin børneafdeling på Hvidovre Hospital, men så enkel er sagen jo trods alt ikke, når der skal prioriteres i sygehussystemet. Bogen kan ikke sige sig helt fri for en vis dæmonisering af det politisk-administrative niveau. Landets sygehusledelser fremstilles udelukkende som en grå masse af teknokrater«. Kvalitet i frit fald Stampe Lunds anke er i overensstemmelse med Ochsners kritik af den ensidige udlægning af de Gode og de Onde i sagen. Et andet fikspunkt hos Stampe Lund er, at når lægernes kritik er »så ubekvem for politikere og administratorer, er det ikke mindst, fordi det danske sygehusvæsen oplever en deroute, der minder om et frit fald (i øvrigt ikke ulig det, som den danske folkeskole har oplevet)«. Vi er åbenbart ikke lige så gode, som vi tror, og »Overlægernes kritik af sygehusvæsenets fejl og mangler er derfor ligesom at stikke en nål ned i et åbent sår: Der er for alvor ved at gå hul på vores billede af Danmark som verdens førende smørhul, og det smerter. Ikke mindst, når det er de administrerende overlæger selv, der stiller diagnosen«. Jørgen er med Kristeligt Dagblad bringer en blanding af interview og anmeldelse, hvor Britta Søndergaard anlægger en vinkel, der er mere etisk end juridisk funderet. Ud over at rose udgivelsen og opfordre til debat spørger hun, om det trods alt ikke er blevet lidt bedre efter regeringens løfter om flere penge til kræftbehandling og kortere ventelister. Jyllands-Posten har blot en kort omtale af bogen, mens Per Storm Madsen i Fyens Stiftstidende fremdrager bogens lokale bidragyder, Jørgen Pless, som bliver omdrejningspunkt for resten af artiklen. Det viser sig, at Pless ud over at være læge også er lokalpolitiker, hvilket sætter flere af bogens pointer i perspektiv, både lokalt og politisk. Storm Madsen skriver: »Jørgen Pless' kritik af 'en svag områdeledelse' er altså ikke ny, men i den nye udgave har hans udfald den ekstra dimension, at Pless som amtspolitiker og medlem af sygehusudvalget er én af Jens-Otto Jeppesens politiske chefer. Det er altså politikeren, der langer ud efter én af sine embedsmænd, hvilket normalt ikke er god tone«. Hverken Information eller Berlingske Tidende har ved redaktionens slutning anmeldt bogen.