De havde lagt ham på ryggen under forhøret. De lagde den ene tunge vægt efter den anden på hans bryst for at få ham til at tilstå. Men han gav sig ikke. »Mere vægt!«, sagde han og udåndede. Med dette klip fra 'Heksejagt' har min lokale radiostation i San Francisco valgt at illustrere meddelelsen for et øjeblik siden om, at Arthur Miller, USA's bevidsthed og samvittighed, er død af hjerteslag i en alder af 89 år. Anklager om hekseri Der var blevet sladret om en affære mellem bonden John Proctor og præstens unge niece Abigail, sådan er situationen i stykket. Proctor skulle ned med nakken. Det førte til anklagerne om hekseri, der resulterede i forfølgelse og tortur. Scenen skulle forestille at foregå i Salem, Massachusetts, i 1692. Men ingen, der overværede premieren, var i tvivl om, hvad det i virkeligheden handlede om. Jagten på dissidenter For det var i 1953 og Senator Joe McCarthy var i fuld gang med sin strålende karriere som heksejæger. Midlet var beskyldningen for kommunisme, målet at få alle dissidenter i det amerikanske samfund ned med nakken. Arthur Miller nægtede at give møde for Komiteen for Uamerikanske Aktiviteter og skrev i stedet sin dramatiske optrævling af, hvordan en heksejagt opstår. Og til historien om det politisk motiverede massehysteri hører altså også en skikkelse, der modstår presset og beder om mere vægt, fordi han hellere vil knækkes end bøjes. Sådan en mand var Arthur Miller. Og sådan er en hovedstrøm i det dramatiske værk han efterlader sig. Et menneske »Willy Loman er ikke noget særligt. Han har ikke tjent styrtende med penge. Hans navn har aldrig været i avisen. Han er ikke det mest fantastiske menneske, der nogensinde har levet«. »Men han er et menneske, og der er ved at overgå ham noget forfærdeligt«. »Han skal ikke bare smides i graven som en gammel hund. Han fortjener at blive set«. Spørgsmål frem for svar Willy Loman er den middelmådige sælger, der bliver fyret, men fortsætter med at drømme den amerikanske drøm og ender med heroisk at ofre sit liv for drømmen - ved at begå selvmord i sin bil, så familien kan få livsforsikringen at leve for. Mere vægt! Eller er Willy bare fej og hans selvmord ikke andet end opgivelse? Når 'En sælgers død' blev en så enestående succes, hænger det sammen med, at spørgsmålet er åbent. Miller havde lært af det moderne gennembruds og naturalismens forfattere, at god litteratur skal sætte problemer til debat. Men han havde også lært af dem, specielt af sin hovedlæremester, Henrik Ibsen, at dramatikerens kald er at spørge, ikke at svare. Mislykket ægteskab I hvert fald i 'En sælgers død' levede Miller op til den standard. Senere kunne det knibe. Det seneste af de stykker han skrev, som jeg har set, 'Den sidste Yankee', rummer flere svar end spørgsmål. Stoffet får stykket til at minde om hovedværket. 1930'ernes depression er til stede, men nu satirisk flankeret af den tids hule modbillede, boomet i 1980'erne. Miller blev ved at skrive, men forsvandt fra hovedstædernes scener. For tre år siden opførte et teater i Minneapolis en 'Oprørsblues', om henrettelsen af en revolutionær i en bananrepublik. Så sent som i oktober i fjor skal han have haft premiere i Chicago på 'De sidste streger', endnu et dramatisk tilbageblik på den tildragelse i hans liv, der gjorde ham om muligt endnu mere berømt end 'En sælgers død', ægteskabet med det 20. århundredes største kvindelige ikon. Alle husker, hvor de var, da de fik at vide, at Kennedy var død. Jeg husker endnu tydeligere, hvordan jeg fik meddelelsen om, at Arthur Miller havde giftet sig med selve Marilyn Monroe: fra en bilradio mellem yppige fynske kornmarker, på tommelfingerrejse med en skolekammerat. Vi var rystede. Da vi blev sat af, lagde vi os i kornet og spurgte hinanden, hvordan i alverden en så alvorlig forfatter, med så megen samvittighed på verdens vegne, kunne synke så lavt som til denne popstjerne. Vi var meget unge, meget højstemte, lige ude af gymnasiet, hvor Miller havde talt til det patetiske i vores hjertekuler. Han skulle bare have spurgt os, for det blev ikke noget lykkeligt ægteskab. Han holdt op med at skrive for teatret, og hun tog stoffer. Senere brugte han hende og deres dårlige forhold som model i 'Efter syndefaldet', men det kom ikke på højde med hovedværket, eller med 'Heksejagt'. Eller med hans tredje store og gribende stykke, 'Udsigt fra broen', som med Mogens Wieth i hovedrollen fik en af de danske opførelser, som altid mindes af dem, der så den. Drømmen om at overvinde meningsløsheden Arthur Miller var den gammeldags blandt det 20. århundredes dramatikere. Han havde ikke bare lært af Ibsens form, han havde også en beslægtet familiearv med sig. Som sin store norske forgænger havde Miller oplevet sit fædrenehjem gå fallit og dermed fra barnsben indset, hvor tæt en forbindelse der består mellem økonomi og psykologi. Postmodernismens leg med genrerne og rollerne sagde ham ikke noget. Arthur Miller vil blive stående som en hovedskikkelse i en tradition, der aldrig helt har sluppet sit tag i den amerikanske kultur, selv om den står svagt for tiden. Det er traditionen fra Walt Whitman og John Steinbeck om forfatteren som samfundets samvittighed, den intellektuelle, der holder dommedag, ikke kun over sig selv, men også over den verden han lever i, og hvis værk derfor forener æstetik og moral. Advarslen mod heksejagter og opfordringen til at gennemskue drømmen om succes fik en kunstnerisk form i Arthur Millers værk, som vil forblive en målestok. Han holdt ikke det mål, som årene gik. Men det moralske mod, integriteten, svigtede aldrig. Arthur Miller var altid parat til at påtage sig mere vægt. I 1983 iscenesatte Miller en opførelse af 'En sælgers Død' i Beijing. Der må have været langt fra det amerikanske pengesamfund til det endnu senmaoistiske Kina. Men stykket er så universelt, at det alligevel lykkedes at nå frem til det fælles, som med Arthur Millers egne ord efter den kinesiske premiere er »drømmen om at overvinde anonymiteten og meningsløsheden, om at elske og blive elsket, og om at blive regnet for noget«.