Vi tabte det hele! Sådan lyder tilsyneladende slutopgørelsen fra den bredest respekterede danske venstrefløjspolitiker i mands minde, Preben Wilhjelm. I hvert fald er det den opsummering af hans konklusion, som går igen i alle de anerkendende anmeldelser af erindringer og genoptrykte artikler i 'Fra min tid', en udgivelse, som han i denne uge fejrede sin 70-års fødselsdag med. Grotesk påstand Med Wilhjelms egne ord fik venstrefløjen følgende ud af sin indsats i meningsdannelsen i 1970'erne (citeret efter Informations anmeldelse): »Intet. Absolut intet! Af den simple grund, at det er en fuldstændig grotesk påstand, at venstrefløjen sad på flæsket«. »Venstrefløjen kom til orde, javel, men derved blev det. Venstrefløjen var også dengang i defensiven ... Fordi de politiske dagsordener, der var magt bagved, aldrig gik i vores retning ...«. »Kræfterne måtte sættes ind på at forsvare nogle værdier, som det burde have været socialdemokraternes og anstændige borgerliges opgave at beskytte, men som kun venstrefløjen kerede sig om«. Paradoksal person Wilhjelm er ellers ikke lige typen på en taber, heller ikke i de borgerlige avisers anmelderøjne: Karsten Svensson husker ham i Berlingske Tidende »som sylespids problemfinder i lovgivning om bolig, energi og retspolitik«. Svensson, som ingen vist mistænker for skabskommunisme, har formelle indvendinger over bogens »sært ustrukturerede« blanding af erindring og genoptryk, men kalder den dog »visse steder stærkt underholdende og under alle omstændigheder tankevækkende læsning for alle, som vil have deres demokratiske selvforståelse udfordret«. I Jyllands-Posten husker Tage Clausen VS-politikeren som »en lidt paradoksal person, fordi han politisk repræsenterede en ganske lille del af det politiske landskab, men selv af de argeste politiske modstandere var dybt respekteret for sin retskaffenhed og sin strikte, logiske argumentation, der altid byggede på solidt forarbejde«. Clausen refererer Wilhjelms kritik af, hvordan »kriminalitet og især terrorisme bruges som argumenter for ... at underminere borgernes retssikkerhed over for statsmagten ... og i den sag ligger han helt på linje med denne avis' ledende artikler«. Sikke et held, når nu det eksempel er det eneste, Jyllands-Postens ultrakorte anmeldelse får plads til! Intelligensreserven Mogens N. Pedersens anmeldelse har - foruden varme anbefalinger til »den politisk interesserede læser, uanset politisk farve« - den i Fyens Stiftstidende ganske overraskende rubrik: 'De skarpeste hoveder er på den yderste venstrefløj'! Generaliseringen hentyder selvfølgelig til det samme, som Søren Nielsen indledte sin anmeldelse her i Politiken med: »Det blev sagt - og kun halvt i spøg - at da Preben Wilhjelm måtte forlade Folketinget som følge af rotationsordningen i VS, mistede Christiansborg tre fjerdedele af sin intelligensreserve«. Aktuelle erindringer Søren Nielsen peger på, at Wilhjelms egentlige ærinde med erindringerne er at levere »et indspark i den helt aktuelle debat om 68'ere, sovjetapologeter, revolutionsromantikere ...« for at påvise, at »den borgerlige konsensus på dette område bygger på fordomme og bevidste fordrejninger. Og det gør han overbevisende ...«. Men Wilhjelms genoptrykte opgør med 'statskapitalismen i Sovjet' m.m. viser også, efter Nielsens mening, hvorfor venstrefløjen tabte: »Alting skulle intellektualiseres og præsenteres med høje lixtal«. Blandt modtagerne af de aktuelle ind- og skinnebensspark i bogen er også olieslugeren og operaelskeren Mærsk Mc-Kinney Møller, forstår man på Informations anmeldelse, hvor Rune Lykkeberg med aktuel brod roser Wilhjelm for, at »det antiautoritære bliver en forpligtelse på saglighed« og for en integritet, der lader samme principper og rettigheder gælde for alle: »Hvem forsvarede retssikkerheden for den Hetler, der blev afsløret for at have spioneret imod Preben Wilhjelm? Det gjorde Wilhjelm selv«. Netop derfor har Wilhjelm også øje for den omvendte diskrimination, f.eks. retspolitikken: »Man tager det som en selvfølge, at venstrefløjen indtager de standpunkter, som Birthe Rønn Hornbech som en hæderlig undtagelse fra den borgerlige blok bliver højagtet for at indtage - samtidig med at man tilskriver venstrefløjen et tvivlsomt forhold til demokratiet!«, skriver Wilhjelm selv, nu citeret efter Weekendavisen. Hvorpå Wilhjelm, ifølge anmelderen Klaus Rothstein, »remser op, at Birthe Rønn Hornbech har støttet alle de tiltag inden for retsplejen, der karakteriserer en politistat«. Defensivt angreb Rothstein, der selv har været kulturredaktør på Berlingske Tidende, viser i det hele taget ikke ringe civilcourage i sin detaljerede redegørelse for forfatterens polemiske skarpskydning. Han finder det ganske vist bunduretfærdigt, at Wilhjelm skriver om Berlingerens Bent Blüdnikow, at han »ville have været en glimrende pressechef for Slobodan Milosevic« - men han får det da nævnt. Han skjuler heller ikke, at når fonde - og Tvind - slipper for skat, bygger det bl.a. på rådgivning fra »den konservative landsretssagfører Kristian Mogensen« - det vil sige den daværende bestyrelsesformand for Det Berlingske Officin. Ligesom han citerer bogens passage om, hvordan Arne Melchior »først slesker for ambassadøren (for Nordkorea, red.) ... derefter opsøger han og retter ind efter en fremmed magts (USA's, red.) interesser«. »At angreb ofte er det bedste forsvar« anser Rothstein for grundopskriften hos Wilhjelm, hvis bog han kalder »et yderst offensivt udfald mod alt fra venstrefløjens stiv- og knivstikkeri i 70'erne til de seneste års benhårde kritikere af selv samme venstrefløjs forhold til demokrati og totalitarisme«. Sådan en bog kunne man da ligefrem få lyst til selv at læse - midt i en bedøvende dansk konsensus-'valgkamp' efter Fawlty Towers-modellen: »Don't mention the War! Don't mention the War!«.