Tre dagsrejser fra Palermo, ad rædselsfulde veje spækket med huller og fulde af støv, ligger den lille by Donnafugata. Her tilbringer fyrsten af Salina og hans familie sommeren 1860 i et palads, der ganske vist kun har syv smalle balkoner ud til byens torv, men til gengæld strækker sig 200 meter bagud og er så stort, at ingen ved, nøjagtig hvor mange værelser det indeholder. Festgudstjeneste Ved ankomsten til Donnafugata modtages fyrstefamilien af den lokale øvrighed - borgmesteren, notaren, ærkepræsten, domkirkens organist og andre honoratiores - samt af byens hornorkester, som med frenetisk energi istemmer en melodi fra 'La Traviata' i skarp konkurrence med det festlige spektakel fra domkirkens og det lokale klosters klokker. Efter modtagelsen på byens torv kører vognene med tjenestefolkene, børnene og familiens store hund direkte ind i paladset, mens de øvrige - dødtrætte og dækket af gråt støv, som får dem til at ligne stenstøtter - ifølge en ældgammel tradition ikke kan betræde paladset, før de har overværet en festgudstjeneste i domkirken, som heldigvis ligger lige op ad paladset. Erotiske opdagelsesrejser Ankomsten til Donnafugata er en af de store scener i Giuseppe Tomasi di Lampedusas store roman 'Leoparden' fra 1958 og i Luchino Viscontis mesterlige filmatisering fra 1963. Paladset, den lille by, der omgiver det, og egnen omkring den er rammen om nogle af de centrale afsnit i Lampedusas skildring af det sicilianske aristokratis opløsning i årene omkring Italiens samling: Det er her, fyrstens nevø, den fornemme og ambitiøse, men pengeløse Tancredi med sin onkels modstræbende velsignelse frier til den plebejiske, men stenrige borgmesters billedskønne og beregnende datter Angelica, som sammenlignes med en smuk amfora fuld af guldmønter. Det er her, Angelica gør sin entré i selskabslivet ved fyrstens middag for byens spidser, en strålende succes, der kun skæmmes af den unge piges ustyrlige, hysteriske latter, da Tancredi fortæller hende en dristig historie om soldater og nonner. Det er her, Tancredi og Angelica begiver sig ud på erotiske opdagelsesrejser i paladsets fjerneste, glemte gemakker. Siciliens 'ideologiske helvede' Det er også i Donnafugata, fyrsten deltager i den folkeafstemning, hvis forfalskede resultat bliver en enstemmig godkendelse af Siciliens indlemmelse i det nye kongerige Italien, og det er i paladsets studerekammer, han fortæller en naivt idealistisk udsending fra den nye regering, hvorfor sicilianerne er uimodtagelige for reformer og forbedringer: Årtusinders fremmedherredømme har gjort dem kyniske, pessimistisk ironiske og sløve, samtidig med at de tror sig fuldkomne. Erobrerne kommer »for at lære os gode manerer«, siger fyrsten til sin gæst, »men det vil ikke lykkes for dem, for vi er guder«. Man hører stadig sicilianere sige den slags, og dét faktisk så ofte og med en sådan overbevisning, at man ikke altid føler sig sikker på, om Lampedusa virkelig ramte sine landsmænds mentalitet så præcist, eller om senere generationer af sicilianere i den grad har taget hans skildring af øens »ideologiske helvede« til sig, at det har smittet af på deres selvopfattelse. Ødelagt af jordskælv Det er nu hverken kynisme eller selvopgivende sløvhed, der præger de unge mennesker fra kooperativet Terra Nostra, der viser rundt i virkelighedens Donnafugata - eller rettere sagt i Santa Margherita di Belíce, hvor Lampedusa tilbragte lange og lykkelige somre i Palazzo Filangieri, som tilhørte hans mors familie, og hvor han senere hentede stof til sin roman. Santa Margherita di Belíce ligger på det sydvestlige Sicilien, et par timers kørsel fra Palermo ad en bekvem motortrafikvej, som fører gennem et dramatisk landskab, hvor bakker veksler med bjerge og sletter, og vingårde med kornmarker, græsning og store strækninger, som man tilsyneladende har opgivet at udnytte. Det meste af Santa Margherita di Belíce blev ødelagt af et jordskælv i 1968. En stor del af paladset blev jævnet med jorden, og af domkirken, som oprindelig var familien Filangieris privatkapel, overlevede kun koret og den væg, der støder op til paladset. Midt på væggen sidder stadig den balkon, hvorfra familien kunne overvære gudstjenesten uden at behøve at betræde offentlig vej. Litterær park I dag er byen genopbygget, men mange af ruinerne fra 1968 ligger stadig som en dyster krans omkring bykernen. Domkirken er stadig en tom og åben skal, og dens funktioner er overtaget af en moderne kirkebygning, hvor beton og glas er de dominerende materialer. Selv om en stor del af paladset gik til grunde ved jordskælvet, var der stadig tilstrækkelig meget tilbage af det, til at det i november 2000 kunne blive en af 'polerne' i Litteraturparken Giuseppe Tomasi di Lampedusa. Parken, som er oprettet med støtte fra EU-kommissionen, omfatter desuden forskellige lokaliteter i Palermo og Palazzo Lampedusa i Palma di Montechiaro i nærheden af Agrigento på den sicilianske sydkyst. Kooperativet Terra Nostra, som driver paladset i Santa Margherita, består af entusiastiske folk fra lokalområdet, som bl.a. har etableret et besøgscenter med bog- og souvenirhandel, en bar - selvfølgelig opkaldt efter en kro, der omtales i romanen - og indrettet nogle af paladsets sale til udstillingsbrug. I en af salene ses en flot samling kjoler fra Leopardens tid, og i en anden er der opbygget et stemningsfuldt tableau af voksfigurer, som suppleret med lys- og lydeffekter og filmprojektion i loftet resumerer romanen. Også paladsets private teater er bevaret. I sin tid blev det brugt af omrejsende trupper, som opførte klassikerne klædt i tøj, som de lånte af deres værter. I dag bruges det til koncerter, konferencer og oplæsningsarrangementer. Romantisk botanisk have To af paladsets tre indre gårde blev ødelagt i 1968, men den fantastiske park overlevede heldigvis jordskælvet og får stadig sit vand fra det naturlige kildevæld, der i sin tid gjorde det muligt at anlægge den. Det er en romantisk botanisk have med et utal af sjældne og i mange tilfælde meget gamle planter, som virker ekstra overvældende midt i det tørre gulbrune landskab. I den anden 'parkpol' Palma di Montechiaro er der foreløbig mindre at komme efter for Leopardenpilgrimme. Byen blev ganske vist grundlagt af en af Lampedusas forfædre i 1600-tallet, men familiens store palads, som netop er blevet restaureret, står endnu tomt, og i øvrigt har Lampedusaernes kontakt med byen været ret sporadisk siden engang i 1700-tallet. I nærheden af Ragusa i den sydøstlige ende af øen ligger der en lille by, der faktisk hedder Donnafugata og sandsynligvis har lagt navn til romanlokaliteten. Men selv om den har et både stort og seværdigt adelspalads og en bar, der kalder sig Leoparden, indrømmer de lokale, når man spørger dem direkte og med en vis fasthed, at deres by faktisk ingen forbindelse har med Lampedusa og hans Donnafugata.