Nu er det jo ikke fordi vi har lyst til at bevæge os ind i det nye år med sindet stemt i mol, men vi lovede i sidste uge at fortælle om verdenshistoriens måske mest ilde stedte bogudlåner. Impulsen kom den dag i det gamle år, hvor vi her i biksen første gang smagte vin fra Arezzo. De ved, den lille etruskiske by i Toscana, som er kendt for sine stærke, røde mursten. Skæbnesvangert »Arezzo, Arezzo«, kværnede det i dybet af vor af hvid glögg så hårdt prøvede lillehjerne. »Hvad er det nu, vi også ved om Arezzo?«, spurgte Bibliopaten sig selv. Så mindedes han med ét den frygtelige skæbne, som blev den store humanist Francesco Petrarca til del. Breve til afdøde Petrarca, der var en ordets mand, blev født i Arezzo i 1304 og levede og virkede i sandhed i det 13. århundredes brydningstid. Middelalder var ved at blive til renæssance og Francesco var både splittet mellem Italien og Frankrig, mellem det åndelige og det timelige, det latinske sprog og det italienske sprog, mellem by og land - og ikke mindst og desværre: Mellem kærligheden til bøger og kærligheden til sin gamle læremester Convenevole. I selvudleveringens æra, hvor det er unormalt ikke at have et web-kamera på sit toilet eller over sin seng, ved mange mennesker en hel masse om hinanden. Men Petrarca går faktisk for at være det første moderne menneske, hvis tilværelse det er muligt at følge måned for måned, år for år. Det kan man, fordi Petrarca, der på et tidspunkt i løbet af sit liv var Europas kendteste og mest afholdte forfatter (han opfandt sonetten), førte dagbog og skrev så helt utroligt mange breve. Ikke bare til venner og bekendte, men faktisk også til for længst afdøde, som han lige ville fortælle noget! Petrarca skrev blandt andre til Augustin og til Roms oratoriske geni, Cicero, der allerede havde ligget under mulde i 1347 år, da lille Francesco kom til verden. Tragisk tab Nu er det ikke, fordi vi ved denne lejlighed har tænkt os at gennemgå Petrarcas oeuvre, endsige bidrag til den vesterlandske åndshistorie. Det tillader hverken pladsen her på siden eller pladsen i vor udbombede julehjerne. Næ, sagen er jo den frygtelige, som vi kort nævnte i sidste uge, at den gæve gamle italiener på et tidspunkt blev udsat for en boglåner af de helt exceptionelt svigefulde. Vi har allerede nævnt Cicero, og det var netop Petrarcas kæreste eje, to bind af Cicero, han en dag blev bedt om at udlåne til omtalte Convenevole, hans gamle lærer. Denne led både fattigdom og alderens trykken og hævdede, at han havde brug for Cicero-bindene i forbindelse med sit arbejde. Så lad gå da, må man forestille sig, at Petrarca har sagt. I hvert fald lånte han ham bøgerne, men lånet trak ud, og Petrarca begyndte efter en tid at spørge til sine bøger. Til sin afgrundsdybe rædsel erfarede han, at gamlingen havde afleveret dem hos en pantelåner! Petrarca tiggede og bad om i det mindste at få navnet på pantelåneren, så han kunne indfri gælden og få sine bøger igen, men lige meget hjalp det. Grædende sagde Convenevole, den slyngel, at det ville være alt for skamfuldt at lade en anden betale hans gæld til en pantelåner, og hvis bare han fik tid, skulle han nok selve klare sagen. Kort efter rejste Convenevole til sin hjemegn i Toscana. Petrarca, manden der begav sig af med dialoger på tværs af århundreder, genså aldrig sine kære Cicero-bøger. Kvindelig idealskikkelse For en nutidig læser lyder det måske ikke så dramatisk, men bøger var store sjældenheder dengang i 1300-tallet, hvor Gutenberg, der senere skulle opfinde bogtrykkerkunsten, end ikke var født. Petrarca kunne ikke lige gå på Amazon.com eller ned i Virgin Mega Store og købe Ciceros samlede på bog eller menneskefilm. Faktisk var han på grund af Convenevole udelukket fra at læse Cicero resten af sit liv! Og det var selvfølgelig derfor, har vi altid tænkt, at han i 1343 skrev 'De secreto conflictu curarum mearum', på dansk: 'Om den hemmelige grund til mine sorger'. Petrarca oplevede helt bogstaveligt at blive berøvet bøger af stor intellektuel værdi. Om sin egen tids forhold til dannelse - og litteratur - sagde han: »Bøger som af natur er en lille smule svære at forstå, bliver ikke længere mangfoldiggjort og er ophørt med at være alment fattelige og er sunket ned i dyb glemsel, ja er gået tabt. Vores tid har bid for bid ladet hånt om nogle af de rigeste og sødeste frugter fra Kundskabens Træ. Den har bortsmidt det arbejde, som de mest geniale mænd har skabt, ting af større værdi end noget som helst andet i verden«, ak, ja. Petrarca hyldede ligesom Dante (ham med 'Den Guddommelige Komedie') en kvindelig idealskikkelse. Hun hed Laura, og det var oprindelig vor plan her at citere en sekvens fra 'Cànzoniere', hvori den gamle italiener hylder visse kvindelige fortrin, men dette er som bekendt en seriøs klumme, så i stedet vil vi opfordre vore læsere til at sende os selvoplevede historier/tragedier om udlån af bøger til os. Mail os fluks - godt nytår! Quiz 1: »Det begyndte med et forkert nummer, med telefonen der ringede tre gange midt om natten og stemmen i den anden ende, der spurgte efter én som ikke var ham« (...) »Hvad Quinn angår er der ikke meget at opholde sig ved«. Fra første side i hvilken amerikansk roman? Quiz 2: En film, der kulminerer nytårsaften, hvor værtinden inviterer til en fest for to. Et bittert portræt af et miljø, der lever af fortællinger - ja selv værtinden har et monstrøst manuskript parat, sådan da. Hvilken? I sidste uge efterlyste vi i quiz 1 en roman i jeg-form. Fra Første verdenskrig til Afrika over USA til et sindssygehospital, hvor hovedpersonen slår sig ned som læge. Verdenslitteratur. 1932? Quiz 2 lød således: »(svær, men ikke for MP-fans): Hvordan drikkes australske bordvine bedst?«.Smukt, Lind Kære Bibliopat, At se to spørgsmål i en litteraturquiz, hvor to ud af fire bøger indkøbt siden 1989 er brugbare; der kan kun være tale om guddommelig indgriben, eller også er både Monty og den guddommelige Ferdinand gået hen og blevet folkeeje, med en Celine-anmeldelse om ugen i WA Bøger snerper det vel hen ad det sidste. Det første svar er så Celine: 'Rejse til nattens ende'. (Nutidens unge tager ikke den vej, som vi gjorde: At læse Henry Miller, fordi det var det eneste porno, man kunne låne på biblioteket, for derefter at læse Lawrence Durrell, og senere Bukowski, fordi de omtalte hinanden, for til sidst at ende hos Celine, der altid blev omtalt med den største respekt af de tre herrer. Og urkraften hos Celine får det meste andet skrevne til at blegne). Men den liberale adgang til porno har nok visket det spor ud. Det andet spørgsmål er svært, min bog med ordene til alle sketchene (købte to på udsalg i Sydney, af ren og skær overstadighed, så egentlig har jeg kun købt tre forskellige bøger siden '89) hjalp mig ikke, utallige gennemlytninger af pladen i 70'erne gav mig ikke noget spor på cuet »tablewine« . Et enkelt klik på Google gav nu teksten fra pladen, som ikke giver noget indlysende svar. Jeg tror, at din tanke har været, at spørgsmålet skulle besvares med et »Nydes bedst ved at lægge sig ned og undgå dem«. Med venlig hilsen Jørgen Lind, Nærum Monty-otium til Lenco L75! Kære BP (smukke initialer), Du behøver ikke klunse på genbrugsstationen en vinternat - jeg rydder p.t. op i kælderen, hvor vi har to gode funktionsdygtige grammofoner. Så hvis du er interesseret i en Lenco L75 med indbygget forforstærker og muligheden for også at afspille 78-ere, skal du bare sende mig en besked snart. Et ædlere otium end Monty Python-afspilning kunne jeg ikke ønske mig for den grammofon, som har tjent mig godt siden 1969. Udbringning finder vi sikkert også ud af - det vil være en ringe tak for dine gode forslag til læsestof; selv havde jeg næppe fundet for eksempel Italo Calvino. MP er normalt min hjemmebane (næppe mange andres børn kender i søvne svaret på 'Wann ist das Nurnstück git und Slotermayer?'); men mht. de australske vine må jeg desværre melde pas. Venlig hilsen Bent Petterson, Brøndby Strand Queneau via Pryds Helle Kære bibliopat, 11. december 2004 efterlyste Jesper Berg navnet på forfatteren til bogen om manden, der venter på en bus osv., gengivet i forskellige stilarter. Forfatteren er franskmand og hedder Raymond Queneau (1903-1976), og bogens originaltitel er 'Exercises de style' (udkom 1947). Den er i øvrigt oversat til dansk og hedder 'Stiløvelser'. Queneau har et stort forfatterskab bag sig og skrev digte, noveller, romaner og filmdialoger. At jeg straks genkendte beskrivelsen, kan jeg takke Merete Pryds Helle for, idet hun netop anbefalede bogen på et skriveværksted, som jeg deltog i, ved denne sommers litteraturkursus på Krogerup Højskole. Når jeg nu, måske overflødigt, bibliopatens litterære viden taget i betragtning, alligevel henvender mig, vil jeg benytte lejligheden til at takke for en udfordrende side uge efter uge - ulig Jesper Berg gemmer jeg 'Bøger' til sidst, så tillægget kan nydes i løbet af lørdagen. De bedste hilsener Lisbeth Lanken Petersen Rivera-mystik Kære Bibliopat, Gabriel García Márquez' skriver på side 100 i 'At leve for at fortælle': »Ofte tog vi hen for at overvære solnedgangen på et bordel uden navn i kineserkvarteret, hvor Orlando Rivera, med øgenavnet Figurita, boede i nogle år, mens han malede et murmaleri, der blev skelsættende«. Findes der to skelsættende murmalere ved navn Rivera? Hed Diego Rivera også Orlando? Eller husker Márquez simpelthen forkert? (Svar: Din BP er stor fan af Diego, men andre kan måske hjælpe?, red.). Venlig hilsen Benthe Stig