Danmark optræder flere steder i Leon Goldensohns samtaler med nazistiske dignitarer i Nürnberg i 1946. Karl Dönitz, der var admiral og chef for den tyske flåde, fortæller, at Sovjetunionen (formentlig efter den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940) ønskede sig et stykke af Danmark. Han siger ikke hvilket, men det drejer sig givetvis om Bornholm, som russerne besatte ved krigens afslutning i maj 1945. Et andet sted gør Walter Schellenberg, der stod Himmler nær, meget ud af sin rolle i forbindelse med hjemsendelse af danske og norske koncentrationslejrfanger i de såkaldte Hvide Busser i foråret 1945. 'Evakuering' af 7.000 danske jøder Men en af samtalerne er næsten helt og holdent helliget det tyske forhold til Danmark og specielt til de danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943. Rudolf Mildner, der var en højtstående embedsmand i Gestapo, blev i september 1943 sendt til Danmark for at forberede og forestå 'evakueringen' af de 7.000 danske jøder til udryddelseslejre i Tyskland. Han havde også til opgave at arrestere atomfysikeren Niels Bohr. Mildner røber i samtalen med Goldensohn et stort kendskab til danske forhold. Han fortæller, at den tyske udenrigsminister von Ribbentrop var kommet Hitler i forkøbet og havde forlangt de danske jøder udleveret. Hans ønske blev forhalet og modarbejdet af den rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, der bl.a. frygtede, at der kunne blive problemer med de store danske fødevareleverancer til Tyskland, hvis man greb ind over for jøderne. Ikke straffet Da man efter forgæves forhandlinger i Berlin fik en lodret ordre, og da Adolf Eichmann samtidig sendte to transportskibe mod København, traf Best, Paul Kanstein, der var mellemmand mellem Best og den danske regering, og Mildner den beslutning at advare jøderne. »Så hele aktionen mislykkedes«, siger Mildner. Tyskerne tog 400 til 500 danske jøder, der blev sendt til Theresienstadt-koncentrationslejren. Niels Bohr blev som bekendt også reddet. Set fra Bests synspunkt havde han opfyldt sine forpligtelser, idet Danmark nu var blevet 'Judenrein'. Det var ikke omsorg for jøderne, der dikterede hans adfærd. Mildner gør også et stort nummer ud af sin modstand mod clearingmord og schalburgtage beskriver, hvorledes han forsøgte at beskytte tilfangetagne danske modstandsfolk ved at lade det danske politi og den danske anklagemyndighed tage sig af dem, hvis de blev taget af danskerne. Danske historikere har et knap så mildt syn på Mildner, som han her på egne vegne giver udtryk for. Gestapomanden blev ikke straffet i Nürnberg, men efter sin løsladelse i 1949 forsvandt han dog til Sydamerika, hvor han kort tid senere døde. Mildners indsats i Danmark er i øvrigt behandlet i Henrik Lundtoftes bog 'Tysk politi og terror i Danmark 1940-45', der udkom i fjor.