Rygtet løb igennem kvarteret om Ny Kongensgade: Den unge doktor Lehmann og hans yndige frue var blevet gale! Nogen havde set dem bære et loftshøjt grantræ ind i stuen! Og ikke nok med det. De havde også tænkt sig at sætte tændte lys på grenene! Ustyrlig iver Ved femtiden juleaften stimlede adskillige nysgerrige sammen foran familiens hus for at se, hvordan det dog skulle gå. »De, der ej kunne styre deres alt for store Iver efter at kigge ind ad andres Ruder, satte Stiger op til dem, for at titte ind under Gardinerne«, fortæller en yngre slægtning til en af gæsterne ved det opsigtsvækkende juleselskab senere i et brev. Skadelig overtro Året er 1811, og det første juletræ er kommet til København. I løbet af de følgende år danner træet mode i borgerskabet, men ikke uden modstand. I 1817 tordnede den unge Grundtvig imod juletræet, som han anså for skadelig overtro, men da han fem år senere var blevet far for første gang, fik også familien Grundtvig et træ i stuen. I dag eksporterer Danmark hvert år over ti millioner juletræer. Tankevækkende i betragtning af, at grantræet slet ikke fandtes i de danske skove før 1730. Fri for klæghed Disse og mange andre finurlige oplysninger om juletræets kulturhistorie står at læse i juleinspektør Benno Blæsilds lille bog (vel nærmest en pamflet) 'Juletræet med sin pynt', som er udgivet i tilknytning til en særudstilling af samme navn i Den Gamle By i Århus. Af alle de mange juleudgivelser, der er anduvet Bøgers juleredaktion (denne artikel skrives i stearinlysenes skær på et 'smukt' pyntet kontor), er det denne lille sag, der bedst har formået at bidrage til julehumøret. Hvorfor mon? Fordi den ikke er klæg, men bare viderebringer skønne billeder og interessant information. Lykkelige familier Men ellers skal jeg lige love for, at julens bøger er en opvisning i klistret idyl: fra det nostalgisk salvelsesfulde, hvor »alle de små hjem« holder »en rigtig jul - en gammeldags jul - sådan som vi husker den fra vores barndom« (Jesper Asmussen i 'Julesange - og alt om julen') til det selvfedt lækkerkvindelige, hvor 'kunstnere' og designere fra 2900 Hellerup og nordover bruger oceaner af tid og penge på at juledekorere deres stilrene hjem (bogen 'Decemberdage' af Dorrit Elmquist og Birgitta Wolfgang Drejer). Centralt i den typiske julebog står dyrkelsen af familien. Nu er der jo ikke noget galt med familien som sådan, men det er, som om den omkring jul skal bære flere forestillinger om lykke, end de fleste moderne mennesker kan leve op til. For lykken tager tid og kræver mindst én hjemmegående husengel, hvis det hele skal gøres ordentligt. Julehjerterne klipper jo ikke sig selv, og der skal også bages småkager, skrives julekort - eller gås på julevisit (hvem mon er hjemme?) - snittes rødkål, steges and, pyntes træ og ikke mindst pakkes gaver ind. I de trendsættende familier, hvor mor har styr på dekorationen, er alle gaverne selvfølgelig svøbt i ens papir. Familieorienteret Dannevang Og hvis det ikke lige er familien, der står for lykkens skud, kan man altid besynge gamle dage, dengang der var ordentlige bønder til. Forlaget Hovedland har samlet Jeppe Aakjærs fortællinger fra diverse julealmanakker og pakket dem ind i et kønt sneplettet omslag for nu at markedsføre dem som et oprindeligt og demokratisk korrektiv til det moderne (kulturradikale) samfund. Fortællingerne fejler ikke noget, de er ganske julehyggelige, men hvor trækkes der dog mange gamle heste af stalden for tiden til fordel for et nationalt og familieorienteret Dannevang. Så tandløs, som han virker nu, var Aakjær jo ikke i sin egen tid. Brev fra Julemanden Nej, vil man ud over den klistrede juleidyl, må man ty til julemanden og den evigt standende diskussion om, hvor han bor. Jeg har altid holdt på Nordpolen, selv om stærke kræfter arbejder for Grønland som hans rette hjem. Og man er jo lige ved at give sig, når der dukker et brev op fra selveste julemandens forpostkontor med besked om, at den ultimative historie om julemanden nu er skrevet - af Bent Haller, der knytter hans historie tæt til Grønland med dets åndemanere, sagnfigurer og drabelige tupilakker. Men, men, men ... der står også følgende i brevet: »Bag Julemanden står Santa Claus of Greenland A/S. I bestyrelsen sidder repræsentanter for TELE Greenland, POST Greenland og Greenland Tourism«, og så begynder man jo at tvivle på julemandens snehvide intentioner. Børnenes rørende tanker Hvor overbevisende Hallers historie end er, så lugter det af forretning, gør det - især når man husker for nylig at have læst i Politikens 'Juleliv', at den grønlandske julemand ikke engang svarer på børnenes breve mere, med mindre forældrene bestiller det på e-mail og betaler 75 kroner. SNYD! Vil man have svar fra julemanden, bliver man nødt til at skrive til julehuset i Drøbak i Norge, hvor undertegnede godt nok aldrig har vidst, at han skulle bo. Men det gør alverdens børn åbenbart, for året rundt kommer der masser af søde og sjove breve til den norske julemand. Klip fra disse breve kan læses i antologien 'Jeg ønsker mig en tvillingebror - og andre breve til julemanden', og som mange andre samlinger af børns tanker er denne både skæg og rørende. Faktisk er den lige til at smile af, og så er julestemningen - den rigtige - jo godt på vej.