Er der overhovedet nogen, der læser Hunter S. Thompson mere? Hvis der er nogen tilbage, vil de vide, at amerikansk journalistiks livgivende, anarkistiske stemme fra begyndelsen af 1970'erne i vore dage lyder som et størknet skridtbind i en blender for fuld skrue. Den lyd er der nok ikke mange, der kender, men hvis man forestiller sig, at man giver en kat håndjern på og lægger den på ryggen i nøddebrunt smør på en glohed stegepande, så har man lyden af Thompson i 2004: Man gør klogt i at holde sig for ørerne. Bagbrandert På samme måde, som det ville være ulideligt, hvis Jimi Hendrix levede og blev ved med at indspille 'Star Spangled Banner' i en stadig dårligere version, er det svært fordøjelig kost at læse Thompson, der har stået stille de sidste 25 år. Da jeg i 1990 besøgte ham på hans 'Owl Farm' ti kilometer uden for Aspen, Colorado, skrev jeg bagefter, at man ikke skulle forvente sig flere mesterstykker fra hans hånd, men »man kunne jo aldrig vide«. Det er fjorten år siden, og i dag kan man slå det fast med syvtommersøm: Der er nada at komme efter. Manden har hverken været ude af sit hus eller sig selv siden og minder i svær grad om en bagbrandert, der fumler rundt efter sit gamle ego. Retro Kongen af Gonzo har gnasket løs af sig selv, helt ind til marven. Der er ikke meget tilbage af ham andet end en lang række adjektiver, der havde stor, komisk effekt i 70'erne, men som i dag mest er pinlige. Det er nogenlunde lige så sjovt at læse ham, som når man hører, at The Who skal gendannes, eller græmmer sig over, at Simon og Garfunkel optræder i Parken med et program for senile. Fortsætter retro-tiden i samme fornærmende takt, skal vi snart ind at se Elvis i duet med Sinatra. Jammerkommoden Er der et sted, retro-tiden fortsætter, er det i Rolling Stone Magazine. Op til valget i USA udkom det engang levende magasin med en forside, der kunne få selv ens bedstemor til at græde af fortvivlelse: portrættet af John Kerry, en jammerkommode, man end ikke kunne drømme om at lægge sit uvaskede undertøj i. For mange år siden var den forside så attråværdig, at Doctor Hook & the Medicine Show sang 'The Cover Of Rolling Stone', så ingen var tvivl om, hvad det betød at komme på den. Ikke mere. Slagnumrene den dag var John Kerry, et uddrag af Tom Wolfes nye roman 'I Am Charlotte Simmons' - der må være tale om en selvbiografi - samt en artikel af Hunter S. Thompson: 'Fear and Loathing 2004'. Det var ren TV Charlie. Og det blev ikke bedre, da man læste Thompsons artikel om præsidentvalget: 'The Fun-Hogs in the Passing Lane', der bekræftede, at den 66-årige journalist kun ser virkeligheden gennem tv-skærmen. Det kunne være spændende nok, eftersom det er, hvad hovedparten af Jordens befolkning gør, men den synsvinkel har Thompson ikke, spærret inde i sig selv, som han er. Umiddelbart ville man sige, at han er helt ufatteligt doven, men så går man glip af den skæbnesvangre pointe. Pinagtige rekvisitter Pointen hedder - som det var tilfældet med Bob Dylan, Elvis Presley, Marilyn Monroe, Marlon Brando - den amerikanske myte. I modsætning til Dylan blev Thompson fanget i den. Af én grund: Den tiltalte ham. Hvor Dylan afskyede berømmelsen, gaflede Hunter S. Thompson den i sig. Drengen fra St. Louis fyldte sig lige så uhæmmet med den, som han fyldte sig med stoffer. Den udstyrede ham med de rekvisitter, der blev mere og mere pinagtige, jo ældre han blev: Baseballkasketten, solbrillerne, cigaretrøret, glasset med Wild Turkey on the rocks, hele myten om gonzo-journalisten, som han desperat blev ved med selv at understøtte som en mand, der bliver ved med at understøtte sit hus, mens stormen river det væk. Gonzo-journalistikkens far I USA findes den storm ikke, som kan flå en en gang grundlagt myte fra hinanden. Thompsons blev - i lighed med Elvis' - bygget på fem hektiske år fra 1968 til 1973, hvor han var Rolling Stone Magazines absolutte stjerne, og selv en artikel som denne vil i en bevidsthedskultur som denne kun lægge flere alen til hans myte under devisen: »Årh, mand, læste du den fede artikel forleden i Politiken om Hunter S. Thompson?«. Thompson var opfinderen af gonzo-journalistikken, som første gang så verdens lys, da han i stedet for at sende en reportage til sin redaktør på Rolling Stone, Jann Wenner, sendte notaterne. Wenner blev så begejstret for dem, at han med en let redigering trykte dem. Siger myten. Begrebet gonzo blev mange år senere importeret til Danmark og udvandet af især Politikens J.B. Holmgaard, der i 'Sket i ugen' kaldte alt, hvad der ikke var konventionel journalistik, gonzo, til trods for at der ikke var én udøver af gonzo-journalistikken herhjemme. Der var en hel del, der forsøgte sig med Tom Wolfes new journalism, en litterær form for journalistik, som overhovedet ikke var ny, og som havde været benyttet af bl.a. Herman Bang og Thorkild Hansen. Uhæmmet selvglæde Gonzo blev, sikkert fordi ordet lyder festligt, brugt hyppigt, selv om den var og blev en varebetegnelse alene for Thompsons journalistik. En af de regler, han satte for den, var, at journalisten deltog i begivenheden og ofte havde indflydelse på den. Set i bakspejlet kan man sige, at gonzo var en metode for Thompson til at skrive sin autobiografi ind i magasinformen. Jeg kender ikke nogen danske journalister, der som han deltog i de begivenheder, de blev sendt ud til. Godt for dem, for genren er halsbrækkende og har sin rod i den alternative amerikanske kultur. Bare at forsøge den herhjemme ville være pinligt. Når det nu også er blevet pinligt i Thompsons tilfælde, hænger det sammen med en form for nemesis. Gør man sig igen og igen større end de begivenheder, man skildrer, ender man med at tro, man er det. Da Jann Wenner sendte Thompson til Vietnam under Saigons fald, fik han ikke én linje tilbage, måske fordi Thompson trods alt fandt det pinligt at gøre mere ud af sig selv end af begivenheden. Selvfed selvbiografi Hunter S. Thompson har med skræmmende magelighed taget permanent ophold i myten om sig selv, og der kan kun være en grund til, at han kan holde sig selv ud, og det er, at hans hjerne og dermed hans professionelle stolthed har renonceret over for de stoffer, han har fyldt sig med gennem tiden. Det har ligget i kortene længe. Da de to digre brevsamlinger 'Proud Highway' og 'Fear and Loathing in America' udkom, blev det klart, at Thompson allerede som ung forberedte sig på en selvkanonisering, som ville noget. Der var ikke ét af flere tusinde breve, som han havde sendt igennem årene, han ikke havde gemt en kopi af (heldigvis til mange berømtheder, som han konsekvent kalder venner), så da tiden kom, hvor han ikke havde mere på hjerte, kunne han i det mindste udgive dem. Da de var udkommet, gik han turen en gang til og udgav sidste år selvbiografien 'Kingdom of Fear', der er en overdreven personlig hyldest til ham selv. »Måske har enhver tidsalder brug for en Fredløs Gud af en slags, og måske var det min tur denne gang«, skriver han. Spil for galleriet Thompson blev amerikansk journalistiks Keith Richards, og i dag, så mange år efter hans store bedrifter, er det udelukkende i rollen som hellraiser og overlever, hans fascinationskraft ligger. Men jeg kan fortælle, at den ekstreme livsform kun er fascinerende på afstand. I samme øjeblik, man kommer tæt på, bliver excesserne pinlige, og man stirrer lukt ind i tomheden. Da jeg mødte Thompson i 1990, var han en anstrengende karikatur, som jeg ikke havde spildt mange minutter på, hvis ikke jeg skulle interviewe ham. Han opførte sig, som var han lige trådt ud af Garry B. Trudeaus tegneserie 'Doonesbury', hvor han som onkel Duke er den morsomste figur, men morsomme figurer i tegneserier er det sjældent i virkeligheden. Og selv om han på et tidspunkt kom tumlende ud fra toilettet med to hvide baner løbende fra næseborene, var hans optræden mere et spil for galleriet og journalisten. I anmeldelsen af brevsamlingen 'Fear and Loathing in America' skrev Christopher Buckley 10. december 2000 i New York Times: »At læse Hunter Thompson er som at bruge benzin som aftershave«. Langt mellem snapsene Det gør de unge, ivrige journalister ikke i vore dage, ligesom de heller ikke har samme humor som Thompson, der i 1976 satte ild til døren ind til Jimmy Carters medhjælper Hamilton Jordans hotelværelse i New York. Men som Buckley spørger: »Hvor meget af det, Thompson skrev, var sandt? Hvor meget af det var journalistik?«. Næppe meget. Thompson forstås bedst som en moderne Münchhausen, hans mest berømte tekster bedre som fiktion end journalistik. I et brev til en redaktør på Random House indrømmede han, at Las Vegas-bogen »var et meget bevidst forsøg på at simulere stof-freakout«, og skrev: »Jeg har aldrig haft megen respekt eller hengivenhed for journalistik«. Hele sit liv har han drømt om at blive rigtig forfatter, han blev det i journalistikken. Og nu er han her så med en ny bog: 'Hey Rube', som er et udvalg af klummer fra sportswebsiden www.espn.com skrevet i tiden november 2000 til oktober 2003. Det er ikke en ny genre for Thompson, der for femten år siden havde en ugentlig klumme i avisen San Francisco Examiner (udgivet i samlingen 'Generation of Swine'). Klummerne i 'Hey Rube' er hverken værre eller bedre. Thompsons force som journalist var 'at skrive på noget', det vil sige at være til stede ved en begivenheden. Det var i sammenstødet mellem den og hans temperament, komikken og absurditeten opstod, og nu, hvor det eneste, han skriver på, er sportsudsendelserne i tv, er det så som så med den absurde komik. Indimellem har han en karakteristik af en politiker, George W. Bush, Bill Clinton eller Al Gore, som er morsom, men der er langt mellem snapsene. Rustning af gimmicks De er der, og jeg foretrækker dem, hvor han bag om ryggen på sin egen myte skriver som ein Mensch. Hans mindeord om journalisten George Plimpton er stilfærdige og bevægende og siger langt mere om Thompson end alle de åndssvage film og biografier og artikler, der kun har lagt flere ligegyldige alen til myten om ham som helvedeshund: Han er ikke alene meget indfølende og tænksom, han er også meget følsom, for ikke at sige sårbar. Har man først set det, får man en forståelse af, hvorfor han har lagt lag på lag af banale og irriterende gimmicks uden på sig selv, som byggede han sig en rustning. Ud af den kommer han ikke, medmindre der sker et mirakel. Og var der nogen, der sagde, at miraklernes tid er forbi?