»Uhm, Tolstoj«, sagde kunsthistorikeren med en sulten mine, som når Homer Simpson lugter wienerbrød. Han stod med min og Gyldendals lækre og nyoversatte udgave af det kæmpe værk, som er blevet kaldt for romanernes roman, 'Krig og Fred'. Tolstojs store historie om, hvorledes Pierre og Natasja får hinanden, mens Moskva brænder, kække kosakker angriber, stakkels franskmænd fryser til døde, og Napoleon uden for Frankrig går over i historien som kage, cognac og en latterlig hat. Russisk filmatisering »Du får den ikke», sagde jeg til min gode gamle ven, som jeg i sin tid så den lange russiske filmatisering af klassikeren med i Alexandra-biografen, den hvor slaget ved Borodino varer en time, og hele den røde hær optræder i uniformer fra 1800-tallet. »Men du kan ønske dig den i julegave!«. Sagde undertegnede og satte skyndsomst de to bind tilbage i reolen. Jule-anbefalinger Lev Tolstojs klassiker i to bind, som kom tidligere på året, er sikkert at finde under juletræet i år - der findes trods alt mange læseheste, som endnu græsser på de danske enge og gerne gumler løs på en ordentlig mulepose af en bog. Og helt sikkert også på mange andre og nyere bøger end den russiske greves mesterværk fra 1869. Hvilke saftige bogpakker man kan købe og tygge løs på i den søde juletid, kan du, kære læser, høre nærmere om inde i denne sektion af Bøger, hvor avisens alskens bogfolk anbefaler i hver sin retning, poesi og prosa, form og genre, tynd og tyk litteratur, som kan ligge under træet med de flettede og farvede julehjerter og englehår af smagløst sølvpapir. Kostelige klassikere Der er i hvert fald nok at tage af dette år med hensyn til klassikere. Både de helt gamle og de noget moderne. Og de ukendte. Lad os tage den sidste kategori først, nemlig Herman Melvilles 'Bondefangeren', skrevet lige før den amerikanske borgerkrig og den store amerikaners sidste roman, før han gik ind i toldboden for glemte forfattere. En monstrøs historie om personager, som på en floddamper ned ad Mississippi udveksler røverhistorier og rævekager. Takket være Melvilles danske advokat, oversætteren Flemming Chr. Nielsen, er det nu muligt at kaste sig over denne meget causerende og flerstemmige roman, som skyder med spredehagl fra nord til syd på de bornerte og bigotte værdier, som i dag igen er i højsædet i United States of Bluff, undskyld Bush. Og vil man vide mere om, hvorfra Melvilles inspiration kommer til at skrive anderledes romanagtigt, så når Borgen lige en måned før jul at sende alle modernistiske romaners moder på gaden, nemlig Laurence Sternes rablende og snakkende, og uhyre morsomme 'Tristram Shandys levned og meninger', hvor man nær sagt narres for både liv og mening i denne labyrintiske (anti)roman fra 1760'ernes muntre England, og hvor hovedpersonen kun bogstaveligt kommer til orde i sin egen historie. Undfanget i Frankrig af en nordengelsk far og en mor med irske aner, beundret af tyskeren Goethe og forbillede for vor egen Johannes Ewald, er Laurence Sterne måske den første EU-forfatter overhovedet. Han fik i hvert fald fantastisk betydning for hele Europas åndsliv, hvor filosoffen Diderot gjorde ham til sin britiske broder i krigen mod for megen overtro og for megen luksus. Uforlignelig Madame Den galliske oplysningstid er der latent meget af i Gustave Flauberts 'Madame Bovary', som just er kommet ud i ny oversættelse. Skabsromantikeren Flaubert gav i egne øjne et meget rationelt signalement af den pyntesyge og elskovskåde Emma Bovary. Hans roman er ved siden af Tolstojs 'Krig og Fred' en af 1800-tallets mest majestætiske og moderne katedraler udi verdenslitteraturens arkitektur. Her skal ikke diskuteres, om vi ikke havde nok i Uffe Harders mere stemningsfulde oversættelse fra 1960'erne af franskmandens bog om feminin dumhed og den første, som skildrer skyggesiden af hæmningsløs power-shopping. Blot konstatere, at Madame Bovary kommer hjem til jul. Salingers ungdomsklassiker Selv om det krigeriske USA just nu er gram i hu på vor tids fredelige Frankrig, kan et skævt ironisk smil konstatere, at ingen - og jeg skriver igen - ingen forfatter har betydet mere for amerikansk litteratur end franske Gustave Flaubert. Nordfranskmandens originale både objektive og dog subjektive skjulte fortællerstemme med impressionistiske understrømme med nøgterne og så alligevel følelsesmæssige accenter på det rigtige ord skabte skole i amerikansk litteratur fra og med Henry James og op til i dag. Således betalte Scott Fitzgerald af på sin gæld i sin nyoversatte klassiker fra over there, nemlig 'Den store Gatsby', hvor naive Jay Gatsby er en fjern slægtning af den eskapistiske Emma fra Yonville. Muligvis er Fitzgeralds roman fra 1926 det nærmeste, vi kommer det tågede begreb 'The Great American Novel', den ideologiske og dialektiske roman om, hvad der gik godt og skidt i USA, før det hele faldt sammen med krakket i Wall Street i 1929. Igen skal oversættelsen ikke diskuteres, blot at romanen denne gang ankommer til danske bogbutikker i ubeskåren og hel udgave! The Full Monty fra Fitzgeralds side. Det gælder også en anden Gustave Flaubert-inspireret nyere klassiker, 'Griberen i rugen', J.D. Salingers bittersøde portræt af en rodløs ungdom. Forbandet sågar, sådan som det lød med den første danske titel dengang i 1950'erne, nemlig 'Forbandet ungdom', nu dagens undertitel i kølvandet på Klaus Rifbjergs nydøbte overskrift om at gribe alle de der børn mellem afgrund og rugmark. For de troende Sæsonen er altså klassisk og vi har ikke en gang været rundt om det rigtigt klassiske, nyoversættelser af Euripides, Homer og Sofokles - de to sidste foretaget af den utrættelige klassicist, Otto Steen Due, og gerne med Peter Brandes som sin tro og kunstneriske væbner, altid leveringsdygtig i både enigmatiske og arkaiske illustrationer om dengang i Arkadien. Godt nok, men er årets klassiske bølge et ekko af længsel efter den store litterære kanon, som spøger og går igen under juletræet? Tidsåndens suk efter kunstens rettesnor, indpakket i litterær nostalgi med et vemodigt suk om litteraturens uforanderlige geografi som pyntesløjfe på pakken? Nej, det kan man ikke kalde det, når 'modernistiske' klassikere fjernt fra mainstream, såsom Sterne, Melville og Flaubert, er med i bunken. Ingen er nemme, og deres ord er mere for troende end for begyndere, mere for den nysgerrige læser med hang til udfordring, det svære, men givende. Langt mere tror jeg på, at dette er en positiv tendens og ikke en senmoderne, snobbet og stræbsom borgers behov for en gang finkulturel undervognsbehandling og nylakering på vej mod nytår.