Poul Borum og Peer Hultberg står i korte bukser med hver sin mor i hånden: Vi skriver Horsens 1942, og der er topmøde i dansk litteratur. Det øsregner, lille Peer og hans mor er krøbet i ly under markisen foran kunst- og maleriforretningen, da Poul William Borum og hans mor kommer forbi under en stor paraply. Høldøgsrøgn Hultberg husker: »... idet I gik forbi så du fornemt ligeud og spurgte højlydt: »Tror Mor det bliver heldagsregn?««. Man hører det for sig. Den voksne Borum ville med Rifbjergsk fonetik have udtalt sætningen sådan her fra sin københavnske kommandocentral i Havnegade: »Trør Mør dø blør høldøgsrøgn?«. Litterære milepæle Den voksne Hultberg, derimod, ville fra sin patricierlejlighed i Hamburg den dag i dag udtale replikken akkurat lige så kultiveret og gammeldansk, som den faldt hin regnvejrsdag i Horsens under krigen. Så længe har han levet i det fjerne, at hans danske sprog er forblevet en ung blond pige, et barn af det havblå rige, hvor bøge lytter til bølgers brus - netop dét rige, som han med sin bedste vilje ikke kunne holde ud at bo i. Hele sit voksne liv har han været eksilant, Skopje, Warszawa, London, Zürich, Frankfurt, Hamburg, men aldrig har han følt sig så fremmed, som da han ved en frygtelig fejltagelse flyttede til København i nogle få år fra 1968. Alligevel står hans forfatterskab med hovedværker som 'Requiem' og 'Byen og Verden' nu som milepæle i moderne dansk litteratur. Hvad Det Danske Akademi i dag kvitterer for med sin store pris. Begavet, men begravet Det var i 1994, da Poul Borum fyldte 60, at Hultberg huskede heldagsregnen i en Kronik her i spalterne. Han huskede også sin mors kommentar: »Det er fru guldsmed Borum med sin lille søn, han er så begavet«. Siden blev de skolekammerater, forfatterkolleger og venner livslangt, de to bette begavelser. Fødselsdagskroniken havde titlen 'Det begavede barn', men med talende trykfejl er den gemt i Politikens arkiv under titlen 'Det begravede barn', hvilket efter Borums død i 1996 jo har sin sørgelige sandhed. Viborgs velgående Familien Hultberg flyttede kort efter krigen til Viborg, hvor faderen fik embede som landsdommer. Og ligesom sin åndsbeslægtede kollega James Joyce, der har gjort Dublin til et litterært univers, har Hultberg skrevet Viborg ud af virkeligheden og ind i romanen. Med karsk kærlighed, elefantisk hukommelse og sprog af en anden verden: »Fru forhenværende material- og farvehandlerekspedient Holm-Jørgensen gik sig sin faste tur hver søndag eftermiddag og naturligvis også hver helligdag, og det havde hun gjort lige siden hendes mand døde og hun var blevet familiens overhovede, for familiens overhovede går tur hver søndag og hver helligdag efter middagshvilen (...)« - som det hedder i anslaget til passage nr. XCIII i 'Byen og Verden'. Romanen rummer lige præcis 'C' passager, titelløse og romersk nummererede, alle veje fører til Viborg. Men just denne passage nr. 43 (arabisk sagt) kunne ellers godt have haft navn efter den vin, som en anden berømt litterær viborgenser, Peter Seeberg, importerede og opkaldte: 'Viborgs velgående'. Al den gang Selve det gående er nemlig centralt for Hultberg og hans forfatterskab. Dets mange mennesker kommer ofte gående, peripatetisk som Aristoteles og hans disciple eller paraplytisk som Poul Borum og hans mor. I afslutningen til 'Requiem', Hultbergs mere end seks hundrede sider store iscenesættelse af 537 europæiske skæbner, hedder det netop: »De kommer gående og de fryser om fødderne når de kommer gående og uden strømper bliver sandalerne så våde inden i at hun lige havde været ved at vrikke om et par gange som hun kom gående ...«. Og i en selvbiografisk tekst, som foreløbig kun er udkommet på tysk, husker Hultberg tilbage på den dag i 1981, da han begyndte arbejdet med 'Requiem': »... i dine øren klang med eet de 537 stemmer der skulle udgøre portrættet af en menneskemasse og samtidig være en hyldest til det ene menneske der er både din vej og dit mål. Og det var det daglige der beskæftigede dig i romanen, mennesket som det er når det blot kommer gående, hvad enten det bevæger sig målbevidst fra a til b, fra a til z, eller flanerer uden mål og med ...«. Melder sig ud af samfundet Selv har han nok bevæget sig mere målbevidst end flanerende gennem tilværelsen. Men hele tiden mod nye mål. Han resumerer i den nævnte selvbiografiske tekst sit første voksenliv sådan her, vær venlig at spænde sikkerhedsbæltet: »Studenterexamen 1953, derefter studier på Københavns Universitet, efter indledende tøven mellem mange muligheder (romanistik, musikologi, komparativ filologi), Slavistik med tjekkisk som hovedfag og læsning af Hus; herfra ligeledes en livslang fascination af Komenský's Verdens Labyrint og Hjertets Paradis som formodentlig gennem sin indre struktur har haft indflydelse på romanen 'Byen og Verden'«. »Studieophold 1956-57 i Skopje, Makedonien, som en af de første ikke-jugoslavere til at beskæftige sig med det nye, kort efter krigen knæsatte slaviske skriftsprog makedonsk; senere Polen (1958-59)«. »1960-1963 studier i polsk sprog og litteratur ved London Universitet, 1963-68 lektor i samme ved samme universitet, 1967 ph.d. i polsk sprog og litteratur på en afhandling om den polske forfatter Waclaw Berendts tidlige prosastil, udgivet på polsk 1969 som den første større afhandling efter Anden Verdenskrig af en ikke-polsk videnskabsmand om et polsk litterært emne på et universitetsforlag i Polen«. »1968-1973 lektor i polsk sprog og litteratur ved Københavns Universitet - ja, for i 1973 opgav han sit akademiske liv og så at sige meldte sig ud af det danske velfærdssystem, eller rettere sagt, da han ikke kunne acceptere indespærringen inden for det snævre systems rammer vendte dette ham ryggen«. Ingen føleri eller psykologi Det var ét liv. Så begyndte et nyt - som jungiansk psykoanalytiker. Men det skilter forfatteren Peer Hultberg aldrig med, skønt han i dag både har blomstrende praksis i Hamburg og et fagligt forfatterskab af internationalt renommé. For eksempel ligger for næsen af mig et særtryk fra Journal of Analytical Psychology med et større arbejde om den skjulte følelse skam: 'Shame - A Hidden Emotion'. Men han vil ikke have sine skønlitterære bøger læst psykoanalytisk, og hans venner kan for resten forsikre, at hele hans omgangsform er som renset, ikke kun for føleri, men også for 'psykologi' - og dét i en tid, hvor alle andre ellers går rundt og giver den som lommepsykologer. Og skulle man endelig læse en anden Peer Hultberg end forfatteren ind i hans forfatterskab, så måtte det snarere blive musikeren. Han tilbringer hver dag timer ved et af de cembaloer, der pryder Hamburg-lejligheden sammen med flyglet, det gamle harmonium fra dommerhjemmet i Viborg samt et utal af afrikanske masker, der er indvandret, og stadig indvandrer, via en særlig forbindelse i Paris. En skueplads for alle Men det er jo hverken den polske doktor, den jungianske dybdepsykolog eller den passionerede cembalist, der i dag får Akademiets store pris. Det er en kunstner, hvis forfatterskab indledtes i 1966 med den eksperimenterende roman 'Mytologisk Landskab med Daphnes forvandling' og via en række store prosaværker i dag har nået en fase, hvor der skrives teater. Men som han siger med masser af maskepi i sin lille tysksprogede selvbiografi fra før denne fase: »»For resten«, tilføjede han, »jeg har jo i og for sig skrevet mit eget skuespil, skabt mit eget teater«, og her henførte han til sin roman 'Byen og Verden', en skueplads for alle at skue, et speculum hvori enhver kan betragte sig selv«. Fra Viborg til Verden. Fra Horsens til Hamburg. Heldagsregn blev det ikke.