I denne uge udgav Lars Bukdahl - idiosynkratisk litteraturkritiker og altædende lyriklæser på Weekendavisen - et med spænding ventet litteraturpolitisk kampskrift om vores fælles samtids danske litteratur. 'Generationsmaskinen. Dansk litteratur som yngst 1990-2004' hedder den, og dens 544 sider var for meget for de fleste anmeldere. Tilsvining »Jeg deler ikke Bukdahls litteratursyn«, skriver Jyllands-Postens Erik Svendsen i sin anmeldelse. Det er ærlig snak og ikke nødvendigvis betinget af, at Svendsen ifølge eget udsagn bliver »på det nærmeste svinet til« i 'Generationsmaskinen', hvor foruden forfatterne også en mindre gruppe kritikere omtales. Erik Svendsen vil være generøs og nævner som en kvalitet, at Bukdahl brænder for sit stof, »og det er jo sympatisk«. Desuden har han »læst, hvad gud og hvermand har forfattet«. Løse påstande Svendsen savner analytiske påvisninger af, hvorfor de af Bukdahl favoriserede forfattere er så gode, og andre er overvurderede, og sammenfatter sin anmeldelse således: »En diskutabel bog. Det er okay. Men hvorfor er fremstillingen blevet et langstrakt show, som ikke giver læseren redskaber til at blive klogere?«. Den kritik går igen i andre anmeldelser. Attituderelativisme Her i Politiken skrev Mikkel Bruun Zangenberg i en snakkesalig smøre, der pudsigt nok ligner en af Bukdahls (hvilket Zangenberg selv til sidst indser), at for mange af Bukdahls fine iagttagelser kommer til »at stå og blævre i en enorm geléklump af ufordøjede iagttagelser, der ikke for alvor kommer på arbejde«. Og samtidig med at Zangenberg altså selv ligner Bukdahl, påpeger han, at Bukdahl overser sin egen lighed med de foragtede journalistiske anmeldere, der er »overfladiske og nyhedsjagende, styret af nyhedsværdi og livsstil, af jappet sniksnak og underholdningseffekter«. (Det er måske det, der med et pænere ord hedder attituderelativisme, og som Bukdahl bekender sig til på sin bogs flap?). Helhjertet hurra »Ind imellem journalisten, som er klam og dum og fadt omfavnende, og akademikeren, der er sløv og hoven og langsom, træder da kritikeren Bukdahl som den, der i egen selvmisforståelse skal redde dagen for alle disse skammeligt oversete eller miskendte eller misforståede forfattere og digtere« - som en mellemting mellem bin Laden og Don Quijote, skriver unge Zangenberg sågar. Og videre: »Der er noget både infantilt og autoritært over hans smagsdomme«. Det er vist i sandhed en generationsmaskine, vi her har ørerne i: et faderopgør - med Bukdahl i rollen som faderen. Efter at have fået raset ud må Zangenberg dog »ikke bare nølende anerkende, men også helhjertet råbe hurra! for dette dybt problematiske og meget gavmilde bidrag til studiet af litteraturen for lidt siden og lige nu. Og konstatere, at »som uhyre fintmærkende og sensitiv vejrhane er Lars Bukdahl et unikum«. »Miserabel fiasko« Når folk, der til daglig svinger anmelderkniven, kommer under den selv, kan skjulte dagsordner i form af gamle regnskaber (læs: hævn), positioneringer, igangværende diskussioner og ganske almindelig sårethed farve anmeldelserne. Dermed ikke være sagt, at det er derfor, Informations Tue Andersen Nexø kalder 'Generationsmaskinen' »en miserabel fiasko« og »det mest rodede og ustrukturerede, til tider håbløst sjuskede stykke litteraturkritik, man har set i Danmark i mange år«. Også Andersen Nexø synes, Bukdahl har for meget med. »Faktisk fylder Bukdahl langt størstedelen af siderne med endeløse gennemgange af samtlige - siger og skriver samtlige - bøger, han har fattet minimal interesse for de sidste 15 år. Resten af pladsen går med digressioner om alt og intet, fra generationsbegrebet til et spektakulært uoverbevisende argument for, at dansk rap er en vigtig del af ny dansk litteratur«. Litteraten som ornitolog Især 'Generationsmaskinen's sidste del irriterer Andersen Nexø: »Her behandles dansk litteratur, som en ornitolog behandler fugle. Læseren er indlagt til uendelig observation af de forbiflyvende objekter, vor fører en entusiast med tunnelsyn og munddiarré«. Hvordan, spørger Andersen Nexø, kunne det gå så galt for en af landets bedste anmeldere, der også »med sikkerhed er den, er har læst flest af værkerne« - langt flere end Andersen Nexø selv? Forlaget (Borgen) får en stor del af skylden. Men som Zangenberg finder Andersen Nexø det også problematisk, at Bukdahl nægter at forholde sig til litteraturen som et udsagn om noget andet end sig selv. 'Generationsmaskinen' er en (lang og uoplagt) »rundtur i et litterært reservat, den selv har indhegnet«. (Zangenberg kalder det en sandkasse). Belæst og engageret Berlingske Tidende trykte Lars Handestens anmeldelse allerede dagen før udgivelsen (fy!), og han hæfter sig ved Bukdahls ugenerte afvisning af at prøve at forstå, hvad andre, især uprofessionelle læsere kan lide. »Den form for højrøvet, firkantet arrogance kan måske godt være sjov og endda sand nok i nogle tilfælde, men den er ikke god i den forstand, at den udvider vores æstetiske dømmekraft og åbner for en litterær diskussion«. Den sidste anklage bør ramme hårdt, for Bukdahls formål er vist at åbne en litterær diskussion. Alligevel giver Handesten 'Generationsmaskinen' fem af seks mulige stjerner. Bukdahl - »verdens mest belæste, medlevende, engagerede, elskende og hadende kritiker af ung dansk litteratur« - er afgjort for liebhavere, og Handesten er, når alt kommer til alt, måske en af dem. Mangel på elementær tydelighed Og hvad står der så i Bukdahls egen avis, Weekendavisen? Neal Ashley Conrad (der bl.a. har specialiseret sig i Søren Ulrik Thomsens forfatterskab) har påtaget sig den risikable tjans. Han tager »hatten af for indsatsen« og kalder 'Generationsmaskinen' »En yderst underholdende og refleksionsbugnende, men også strittende og terminologisk uklar generationssatsning«. Efter nogle rosende ord om det relevante og praktiske i Bukdahls generationssnit påpeger Conrad, at Bukdahls selvfede måde at besværge sit eget projekt på »er ufrugtbar i længden. Og der er da også et utal af steder, hvor der lige skal diskes op med personlige idiosynkrasier eller anfægtelser, som ret beset er totalt irrelevante«. Og så ærgrer det Conrad, at Bukdahl »ikke kan holde tråden bogen igennem og være så præcis, som han vitterlig kan«. Manererne og det hele tiden flyttede fokus får Conrad til at spørge, om Bukdahl overhovedet når frem med det, han vil sige? »Hans mål er at åbne op for en større, mere differentieret, humoristisk, flertydig og polyfon litteraturkritik, der tør lege og gå ind i vanviddet etc., men det hjælper lige fedt, hvis der ikke er elementær tydelighed i fremstillingen og bogens komposition«. Med Conrads ord - heller ikke han uberørt af Bukdahl-smitten - er 'Generationsmaskinen' »et sitrende monstrum«.