Aftenen i forvejen har man genlæst afsnittet i 'Livlægens besøg', der handler om de romantiske haver, borgerskabet som et mentalt værn mod oplysningstænkningens hærgen fik anlagt rundt omkring. Nogle dage inden har man i magasinet Schæfer læst Morten Lindbergs utrolige beskrivelse af 15 danske forfatteres tissemænd, og det er, mens man netop spekulerer på forholdet mellem fiktion og autenticitet i Lindbergs artikel, at man næste dag oplever det helt usandsynlige. Tilfældigt toiletmøde Det er om eftermiddagen, det har været en dag som de fleste andre i Gyngemosen, og tidspunktet er kommet, hvor man er nødt til at besøge The Men's Room, og hvem er det, man møder der? Hvem har netop lynet op? Hvem har netop ladt sit kurfyrstelige vand? Hvem har netop vasket hænder og tårner sig nu op i døren? P.O. Enquist, naturligvis! Nye læsere vil tro, vi lyver, trofaste vil vide, at vi taler sandt, fordi de ved, at for Bibliopaten kan alt ske, som i februar i år, da han i en kahyt på Oslofærgen pludselig fik besøg af Peter Høeg, der var gået forkert! 'Umgang mit Menschen' I Schæfer skriver Morten Lindberg, der også kendes som Master Fatman, om Carsten Jensens penis, at den er nøddebrun og vejer godt 270 gram. Hvad kan Bibliopaten nu fortælle om det enquistske lem? Intet, naturligvis. Hvordan kønsfæller er udrustet mellem benene er ikke et emne, vi her i spalten ønsker at udbrede os om. Og da slet ikke forfatterudrustninger. Det må nu engang være bøgerne, det kommer an på. Vi kommer til at tænke på vort alter egos nylige tv-program, hvor litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen på et tidspunkt gik i rette med sin unge lærling, Weekendavisens Lars Bukdahl: »Hvis det er forfatterskabet, du er interesseret i, hvad enten det nu er eg eller mahogni, så lad være med at tale ned til eller hen over forfatteren. Det er jo 'umgang mit Menschen', vi som kritikere bedriver«. Kommentaren faldt efter en diskussion af Bukdahls omtale af Jens Christian Grøndahl som »den helt store popnar«. Kryptoseksuel kommentar Vort alter ego, tv-manden, er naturligvis neutral, men her i hulen er vi enige med Skyum, så der er altså intet nyt fra gæstefronten fra vor side, idet P.O. Enquist ud over at have en elementær ret til privacy jo rent faktisk var gæst i DR, og public service-forpligtelsen omfatter ikke privatlivsafsløringer af den slags, som Bibliopaten nu ligger inde med. Om toilettet, som P.O. Enquist besøgte, kan vi i øvrigt meddele, at det har et areal på fire kvadratmeter, at kaklerne på væggene er svagt lyseblå, og at der ofte lugter af cigaretrøg. Man kan tørre sine hænder i en af de der stofruller, som hænger i en kasse af mærket Tork. Hvis man vil pudse næse, er man lost, hvis der er optaget. I loftet er der et neonrør, og på indersiden af trædøren har en eller anden ridset en kryptoseksuel kommentar om en, der hedder Camilla. Det er helt sikkert ikke P.O. Enquist, der har gjort det, for kommentaren har stået der mindst tre måneder. Litterære kønsorganer Jamen, talte Bibliopaten slet ikke med Enquist, spørger vor utålmodige læser nu, og jo, det gjorde han. Desværre er også denne konversation omfattet af gentlemantavshed. Men vi kan da røbe, at vi takkede P.O. Enquist for mange gode læseoplevelser, da ikke mindst 'Livlægens besøg', og at P.O. Enquist ikke forsømte lejligheden til at opfordre Bibliopaten til straks at kaste sig over hans nyeste roman, 'Bogen om Blanche og Marie', som var årsagen til, at han var på besøg i DR-studiet. Hvad Morten Lindberg skriver om forfattertissemænd er naturligvis fri fantasi, og faktisk er det ofte den, man må ty til i forbindelse med litterære kønsorganer. Den roman, hvor det mandlige kønsorgan måske spiller den mest afgørende rolle, er vel 'Lady Chatterleys elsker' af D.H. Lawrence, hvor heltinden Connie Chatterley som erstatning for sin impotente mand, der er vendt hjem fra Første Verdenskrig, hengiver sig til skytten Mellors. Han kalder sit lem for John Thomas: »Du gør ingen dikkedarer med mig, gør du vel, John Thomas«, kan han finde på at sige til den. Connie er mere begejstret: »Så stolt! Og så herskeragtig! Nu ved jeg, hvorfor mænd er så overlegne! Men han er også dejlig, virkelig dejlig! Som et helt andet væsen! Lidt skrækindjagende! Men samtidig virkelig dejlig!«. Onani med rå lever Ifølge Maggie Paley, der har skrevet 'Penisens kultur og natur' (Haase 2001), fletter Connie forglemmigejer i Mellors kønshår. Han gør det samme ved hende og snor slyngplanter om John Thomas. Norman Mailers novelle 'The Time of Her Time' kredser også om det falliske, ligesom Philip Roth gør det i 'Portnoys genvordigheder', der som bekendt rummer en sekvens, hvor den jødiske hovedperson i mangel af bedre masturberer ved hjælp af rå lever. Hvad amerikansk litteraturs store modne mand og nobelpriskandidat Philip Roth egentlig skrev i 'Portnoy' er forbløffende frækt. Apropos frækt, vi ville her have fordybet os i forholdet mellem Hemingway og F. Scott Fitzgerald, men vor rødstøvlede frue kalder lokkende fra de nedre regioner (husets), så bliv hængende her til næste uge, hvor vi fortsætter, hvor vi slap ... Quiz 1: Denne pompøst skrivende forfatter levede i cølibat og fik i sin ungdom et mystisk sår, som kan have forårsaget en slags kastration. Hvem? Quiz 2: Romernes penisgud var Bacchus, mens grækerne havde Hermes, inderne Shiva og egypterne Osiris. I hvilken græsk mytologisk fortælling smider en søn sin kastrerede fars penis i vandet, hvorefter en kærlighedsgudinde stiger op? I sidste uge spurgte vi, i hvilken dansk roman ordene »Trettende marts. Det er tåget. Natanael, jeg har fået lyst til at fortælle dig noget« er de første - samt om, hvem det var, der første gang hørte Rimbauds navn i 1927 i en fugtig kælder i et forfaldent hus i Brooklyn.Åh, Pouel Kern Kære Bibliopat, Ligesom et lugtindtryk pludselig kan fremkalde minder fra svundne tider og steder, således vækker Martin A. Hansens startord erindringen om Pouel Kerns uforlignelige oplæsning af 'Løgneren' i 'den farlige radio' anno 1950. Denne fortræffelige skuespiller, som senere morede os så meget som kriminalassistent i Panduros 'Ka' De li' østers' og som den onde købmand i 'Naboerne'. Jeg tror ikke, min salig mor gik glip af et eneste af radioens afsnit. Han var simpelthen Johannes Vig med det rammende navn. Og Quiz 2? Ja det er klart, at citatet er fra Henry Millers 'Assassinernes tid. En studie i Rimbaud' (korrekt, red.) nylig udkommet på ny. Nej! Det er aldeles ikke klart - men hvilket fortrinligt søgeinstrument har vi ikke fået i Google! Venlig hilsen Carl Kosack, Tisvildeleje Dirty Henry Kære Bibliopat, Ikke alene har jeg som grånende eremit og øbo gennem årene måttet lide den tort at blive tituleret Johannes af elever, som havde forlæst sig på 'Løgneren', men også - i en langt fjernere fortid som ungdommelig livsfråser og Miller-fan - at blive kaldt Dirty Henry, for nu endelig - i moden alder - at kunne indskrive mig i bibliopatens quiz under det navn, som vitterligt er mit. Med venlig hilsen Henrik Holmberg, Ærø Og hunden hed Pigro Kære Bibliopat, På Sandø sidder den gamle degn og skriver til Natanael. Og Natanael er profeten, der er svigefuld som sin navnefælle Johannes Vig. Kan det være mere symbolladet? Bortset fra det, så er jeg en stor tilhænger af unyttig viden. Derfor er et af de genkommende spørgsmål i mine litterære quizzer (der rigtignok ellers holder et mere jævnt niveau end bibliopatens) følgende: Hvad hedder hunden, der optræder i 'Løgneren'? Hvilken glæde kan man da have af at vide den slags? Svaret er - næsten ingen! Men så ved man da noget, og det kan jo virke stærkt overbevisende, hvis man, når talen falder på 'Løgneren', som næsten ingen læser i 2004, blot siger: »Åh, ja, hunden Pigro, var det en foxterrier eller en ruhåret hønsehund?«. Så skal diskussionen nok blive drejet over på noget helt andet end Sandø-degnens hang til løgn og svig. Men bortset fra det, så er det en fremragende roman i et herligt underspillet sprog. Venlig hilsen Bodil Christensen I lyset fra en feltlygte Kære Bibliopat, Nathanael var (er) en mand uden svig i modsætning til romanens fortæller, Sandøs skolelærer, ham der er blevet lidt vissen i toppen med sine 40 år, med navnet Johannes Vig (sig ikke det navn for hurtigt). Mit første bekendtskab med bogen stammer fra min soldatertid i Fredericia, hvor jeg en vinternat i buldrende mørke og bidende kulde omgivet af tårnhøj sne lå på post på Trelde Næs og læste den første gang i lyset fra en feltlygte. Læsningen inspirerede vist mig til at skrive et temmelig poetisk brev til en veninde, som svarede med mindst lisså poetiske vendinger. Bogen gjorde stort indtryk på mig, så stort at jeg siden er vendt tilbage til den mange gange. Det eneste - og soleklare - svar er derfor 'Løgneren' af 'Klokkerens Hans Alfred' fra Strøby: Martin A. Hansen. I seminariebyen Haslev går en anekdote frit omkring om en forsagt seminarieelev ved navn Hansen, der på biblioteket spurgte efter mere af ham der Jensen. På bibliotekarens spørgsmål om, hvad den forfatter da havde skrevet, svarede Hansen: 'Bræen'. Samme Hansen blev senere kendt som Martin A. Om andet spørgsmål gav jeg ret hurtigt op og overgav det til min kære kone, Dothe, der med det samme pegede på Henry Miller; men hun er på mange måder osse mere belæst end jeg. M.v.h. Børge Askholm