Traditionen tro blev Debutantprisen i går overrakt på årets bogmesse i Forum. Sidste år var komiteen gennem en votering, der kunne have fået et pavevalg til at ligne en børnefødselsdag, men i år var vi ikke i tvivl. Journalisten og fagbogsforfatteren Kristian Ditlev Jensen (f. 1971) har med romanen 'Livret' skrevet årets bedste skønlitterære debut. Kvadratisk, praktisk, god Det huer sikkert langtfra alle, at prisen nu er blevet tildelt en tidligere Forfatterskoleelev. Skolens dimittender har fået mange drøje hug med på vejen de seneste år. 'Rittersport-stilen' har Lars Bukdahl spøgefuldt kaldt den unge litteratur med lidt for stor hang til kortprosa og minimalisme. Kvadratisk, praktisk, god. 'Anoreksiforfattere' Andre fagfolk og anmeldere har været mindre milde i deres domme over Danmarks yngre litteratur. Professor Hans Hertel har eksempelvis udnævnt de unge forfatterspirer til 'anoreksiforfattere'. I et interview i Weekendavisen i 2002 så han ligheder mellem spiseforstyrrelser og den æstetiske perfektionisme, som tidens Forfatterskolelitteratur udstråler. De unge forfattere er blevet kritiserede for ikke at ville det episke, det realistiske og det socialt virkelige. Men er denne kritik fortsat rimelig? Er den gode gamle fortælling med handling og farverige formuleringer virkelig blevet sat over styr til fordel for firkantede og kedelige Rittersport-tekster? Hyperrealisme Svaret er nej. Årets bedste debutroman er hverken spor anorektisk, uvirkelig eller minimalistisk. Sproget er fyldigt, ja nærmest svulstigt, godt pumpet op af lækre tillægsord og sammenligninger. Romanens hovedperson er en kosmopolitisk madanmelder, og når romanens mange intense smagsoplevelser når deres ypperste, fråses der rent ud sagt med ordene. Intensiteten munder ud i en slags litterær hyperrealisme med et væld af skarpe detaljer. I 'Livret' er der faktisk også en handling med indbyggede anekdoter undervejs. Efterhånden afsløres det i flashbacks, at hovedpersonen, Robin McCoy, har mistet sin japanske kone efter hendes fjerde selvmordsforsøg. Champagne og kantinemad For at dulme sin mentale smerte går han om bord i alt fra trøfler, oste og sjældne champagner til avisens slatne kantinemad (enhver medarbejder i Politikens Hus vil nikke genkendende til beskrivelsen af dagens ret og den klæbrige ostemad). Der smages, spises, fordøjes, og skides mad - men der er ikke plads til følelser og dialog. Det sublime, maden, og det vulgære, døden, kommer dermed i konstant karambolage. Resultatet er en fortælling, der binder det fortryllende og det kyniske, det eksotiske og det velkendte (eller realistiske om man vil) sammen. Anoreksi er her med andre ord intet af - hverken skriveteknisk eller i handlingen. Rittersporten er blev udskiftet med en chokoladebombe fuld af trøffelcreme og små dyr formet i marcipan. Det syder og koger Også andre fremtrædende litteraturkritikere var ude med riven for et par år siden i Weekendavisen. Blandt dem var Berlingske Tidendes Nils Gunder Hansen og Ekstra Bladets John Chr. Jørgensen. De kritiserede begge de unge danske forfattere for at styre uden om den gode gamle realisme til fordel for litterære eksperimenter af virkelighedsfjern karakter. For meget avantgarde, for lidt jordnærhed lød dommen. Der er ikke megen sammenhæng mellem de to anmelderes kritik og et kig på årets debutantlitteratur. Det syder og koger rent ud sagt af diverse former for realisme. Socialrealisme som i Ulla Taylors 'Dametur'. Magisk realisme som i Ole Fogh Kirkebys 'Filosofiske fortællinger'. Historisk realisme som i Merete Reinholdts 'Flora Tristan'. Krimirealisme som i Sara Blædels 'Grønt støv'. Hverdagsrealisme som i Kristian Bang Foss' 'Fiskens vindue', eller i Carsten Andersens 'Mit liv som mand', eller i Elsebeth Gynthers 'Alt er godt'. Det er bare med at komme i gang med at læse, for det myldrer med historier om almindelige - og ualmindelige - mennesker og deres skæbner. Luksusproblem Dog har vi ikke fået en ny Balzac, Dickens eller Pontoppidan i år. Men er det egentlig også det, vi ønsker? 2004 er ikke 1833 eller 1912. Vores samfund har ændret sig. Vores idealer har ændret sig. Naturligvis skal vores litteratur også ændre sig. Gentagelser er ikke lige så spændende som originaliteter. Dét ved årets debutanter, men heldigvis ved de også, hvad mange læsere gerne vil have: Historier man kan spejle sin egen tid og tilværelse i. I debutantpriskomiteen kan vi kun ærgre os over, at vi ikke har mulighed for at uddele fire eller fem priser ad gangen. Men det er naturligvis et luksusproblem, ligesom det er at være madanmelder og sidde på London-restauranten Yo! Sushi og ikke kunne vælge mellem krabbe/mangorulle, laksesashimi eller stykker med hummer/avocado.