Vi mødes fem minutter over ti. Erik Grandjean er kommet til Forum fra Charlottenlund. Han er pensionist, men har en fortid i forlagsbranchen og er stadig aktiv i en klub, hvor de mødes en gang om ugen og diskuterer bøger. Og ganske dreven i bogmesser. Pingerne Derfor har han lovet at guide Politiken gennem fredagen. Og derfor er vi kommet »i god tid« for at undgå det vildeste rykind. »Jeg har valgt lidt ud«, siger han, tager det spækkede katalog op af tasken og viser de seks begivenheder, han har sat små krydser ved. »Dem vi skal se, er mennesker, jeg kender noget til i forvejen. Pinger, du ved«. Fay i fjernsynet Pingerne er Birthe Rønn Hornbech, Claus Hagen Petersen, Lise Nørgaard og Jan Lindhardt, der alle skal fortælle om deres nye bøger. Og så skal vi lige ind over forfatteren Torben Weinreich, der har skrevet en bog om folkeskolens nye kanon. Første punkt på Eriks liste er dog de aktuelle forfattere Uffe Ellemann-Jensen og Kjeld Hillingsø, der i deres egenskaber af henholdsvis tidligere udenrigsminister og pensioneret generalløjtnant snakker koldkrig. Men det er der masser af tid til endnu. »Vi kan da lige se Fay Weldons officielle åbning, ikke?«, foreslår Erik. Vi trasker deropad, men bliver konstant overhalet af langt mere målrettede mennesker på grænsen til kapgang. Og kommer for sent. Salen er for længst så proppet, at vi må nøjes med DR's storskærme. Godt med dannebrog Skærmene giver ikke helt den samme fornemmelse, så interessen falder lige så hurtigt, som velkomsten skrider frem. En tredjedel inde i forløbet har vi set fjernsyn nok, og Erik styrer mod en stand med bøger om de danske og tyske mindretal i Sønderjylland og Slesvig. »Danskerne på den tyske side af grænsen har det godt«, forsikrer Erik med hovedet nede i en bog. Det ved han, for han og konen var på et højskoleophold sidste sommer på den tyske side af grænsen. »De må gerne flage med dannebrog dernede. De har det godt«, slår han fast og dvæler lidt ved emnet. Et emne, der, dengang Erik gik i skole, var »et kæmpe stridsspørgsmål«. »Egentlig handlede højskolen om Blicher. Ham kan jeg godt lide - derfor skal vi også høre Jesper Langballe fortælle om sin Blicherbog«, siger Erik, mens vi siksakker videre gennem den tætte menneskemængde og uden om de værste uddelere af brochurer og bogmærker. Generalen og Uffe »Vi skal også nå ned til Berlingskes stand. Weekendavisen har sådan nogle gode krydsogtværser«, tilføjer han, men bliver brat afbrudt, da vi pludselig støder på nogle af Eriks »interessante bekendte«. »Så dropper vi Weinreich. Jeg vil hellere snakke lidt med dem her«, siger Erik. Det gør vi så, og det viser sig, at vennerne også skal op og høre »Generalen og Uffe«. Og denne gang vil Erik have en plads ved den kulsorte scene, så vi kommer 30 minutter for tidligt. Men det er åbenbart ikke spor for tidligt på en bogmesse, for inden for et kvarter er der fyldt op, og store mængder er henvist til storskærmene. Det er Bent Blüdnikow fra Berlingske Tidende, der skal interviewe Uffe og Kjeld. Og han lægger hårdt ud. Citerer en masse negativt, Politiken har skrevet om deres møde, men konstaterer tilfreds, at salen alligevel er fuld. Til salens store begejstring. Ros til Bush Så er det Uffes tur. Og han svovler løs mod Socialdemokratiet og Moskva og minder salen om, at Ronald Reagan vil få en meget fremtrædende plads i historiebøgerne »om nogle hundrede år«. Men Uffe, der åbenbart drog gennem 1980'erne med en besværlig fodlænke, der hed 'folketingsflertal', begik skam også fejl, erkender han til den lukkede kreds. »Jeg lagde engang en krans ved Lenins mausoleum i Moskva«, fortæller han til salens store morskab. En gang imellem, når Uffe skal have luft for sin rosen af Bush, begrebet 'ondskabens akse' og Irakkrigen, får Kjeld ordet og roser professor Bent Jensen og forklarer lidt om datidens trusselsbillede. Tiden er overskredet, og Bent Blüdnikow når lige en sidste gang at anbefale at købe de to forfatteres »fantastisk spændende« bøger, inden folk maser ud mod den stærkt oplyste sal. Temperamentsfulde Blendstrup »Det var interessant«, siger Erik, kikker på uret og tager imod dagens eksemplar af Jyllands-Posten. Samtidig. For vi har travlt nu. Koldkrigsdebatten tog så lang tid, at Langballe for længst er overstået, og Lindhardt er i gang. Endelig finder vi biskoppen, der er i gang med at blive interviewet af Clement Kjersgaard. »Nåh, javel. Det er ham med slipseknuden. Ham fra fjernsynet«, siger Erik og nikker mod Clement. Begge taler dog så lavt og indforstået, at lyden drukner i klapsalver fra andre scener og et stort, hårdtarbejdende kasseapparat fra Høst & Søn. Ti minutter over tid får de mumlet færdig, og vi får os en stol. Der er ganske vist lige et interview med forfatteren Jens Blendstrup, før Claus Hagen Petersen går på. Men hvad. Nu sidder vi ned. »Det må jeg sige. Ham Blendstrup kender jeg ikke«, siger Erik og slår op i forfatterprofilerne bag i programmet. Ham Blendstrup viser sig nu at være ganske temperamentsfuld. Eller også er det bare, fordi vi nu kan høre noget. »Det må jeg sige, overraskende morsomt«, siger Erik, da Blendstrup og intervieweren forlader den lille scene, med et lille vink om, hvor hans bog kan købes. Grim opera Endelig er det Hagen Petersens tur. Han har netop skrevet en bog om København. Og han lægger ud med at sprede lidt viden om Nørrebro: en bydel, hvor Socialdemokraten er byttet ud med Koranen, og hvor lejlighedspriserne har rundet en million. Og fortsætter informationsstrømmen med at fortælle, at København har 43 kilometer kajplads. At Operaen ikke er smuk. Og at han i øvrigt selv bor i Lyngby. Bum. De tyve minutter er gået, og Gregers Dirckinck-Holmfeld, der har foretaget interviewet, takker af og anbefaler bogen endnu en gang. »Nu har jeg fået nok for i dag«, siger Erik pludselig, mens han lyner tasken med aviser og kataloger. Vi nåede godt nok ikke alle de seks punkter, Erik havde skrevet ned hjemmefra. Men hvad. »Sådan plejer det at være. Man laver en plan, enten er der så proppet, eller også så møder du nogen, du kender. Planen holder i hvert fald aldrig«, siger Erik. Imens overtager en hæs Harry Motor scenen. Vi når lige at høre hans indgangsreplik: »Køb bogen!«, inden kasseapparater og klapsalver overdøver alting. Køb bogen. Så kan det ikke siges kortere. Endelig en, der kan koge Bogmessen i Forum ned til bare to ord.