Første scene: Der sidder en dreng med sin sjuft af en far i en gammel smadrekasse på autobahnen mellem Berlin og Hamburg. Lukas er 15 år, og han har ikke set daddy i halvdelen af dem. Senere støder fars ukendte bror til i sin Ford Taunus. Han er vred og nyligt løsladt. Lukas opdager, at familien er større, end han troede. Han opdager i det hele taget en del mellem Hamburg og Berlin. Togbombe Anden scene: Der sidder en dreng i et tog sammen med den danskgifte, russiske zar, hele hans familie og en bombe. Midt imellem Birkerød og Lillerød lykkes det Urban at få stoppet toget og evakueret passagererne. Episoden er aldrig omtalt i historiebøgerne, heller ikke det miks af nihilisme og telegrafkoncessioner, som udløste begivenheden. Roadmovie-roman Første scene er fremkaldt af Zoran Drvenkar. Forfatteren er årgang 1967 og kommer oprindeligt fra Kroatien. Han har fucking hår helt ned til navlen (se selv efter på www.jugendbuchtipp.ch). Nu bor Zoran Drvenkar i Tyskland, og titlen på hans bog er engelsk. 'Touch the Flame' er en ryggesløs roadmovie-roman, der fortjener mærkatet 'ungdomsbog', fordi den blæser på konventioner og hastighedsbegrænsninger. Forfatteren har skrevet en del i forskellige genrer - bl.a. poesi og teater - og han har modtaget flere priser for sine ungdomsbøger. Det er hans første bog på dansk. Genrens genfødsel Anden scene er fremkaldt af Benni Bødker fra Bagsværd. Bogen hedder 'Helvedesmaskinen' og er utroligt godt håndværk i sin blanding af københavnske lyde, lugte og stemninger fra for 100 år siden - samt dertil storpolitik og pengebegær. Benni Bødker har tidligere skrevet om børnebøger. Nu viser han, at han kan selv. Ungdomsbogen blev brugt og misbrugt op igennem halvfjerdserne til at fremme enhver sag - mest den gode. Det påførte genren et dårligt ry, så den i mange år gik i hi forklædt som fantasy. Først hen imod slutningen af sidste århundrede kom der lidt gang i gevandterne igen. Dog var snapsene så få, at man alvorligt kunne frygte for patientens helbred. Men nu - lige inden terminalfasen - ser det ud, som om ungdomsbogen rejser sig igen og satser stort på det, der er kernen: den gode historie. Voksenbogen light Ungdomsbogen lykkes, når den ikke prøver så hårdt at være det, når den ikke ryster moral og rigtige meninger ud af ærmet, når den ikke docerer, når den er enten totalt ryggesløs eller højtideligt alvorlig. Det er store krav til en genre, hvor kun tilfældigheder, dagsform og forlagskalkuler afgør, om f.eks. Jakob Ejersbos 'Nordkraft' skal udkomme for unge eller for voksne. For ungdomsbogen er et kunstigt begreb. Det er voksenbogen light tilsat de hormonelle svingninger, som kendetegner alderen mellem 13 og 18 år. Og vi ved, hvornår den blev opfundet. 1967. Det er ikke mange litterære genrer, der kan stadfæste fødselsdagen så præcist, som ungdomsbogen kan. Der er et før og et efter Susan Hintons 'Outsideren'. På dansk grund kan man nok sætte begyndelsen til Leif Esper Andersens bøger (bl.a. 'Fremmed'). Selv om det er Dorthea Birkedals neglekradsende 'Sallys Bizniz', der er mest 'forever young'. Den klassiske ungdomsbog, hvor hjerte rimer på smerte, er ikke kommet ind i det nye århundrede (endnu). Det er heller ikke sikkert, at den nogensinde gør det. Det er til gengæld med brask og bram det nye medlem af familien, den iltre lillebror 'crossover'. Han popper op, hvor andre popper ned. Genren er oprindeligt udtænkt som en genoplivning af de traditionelle far-søn-bøger. Fra de tre musketerer over Jules Verne og til James Bond. Det er en forlags- og drengeting, men der er altså kommet mange gode bøger allerede på den konto. Nævnes kan f.eks. Eoin Colfers trilogi om det kriminelle vidunderbarn Artemis Fowl. Kærlig hilsen, din lærer I Danmark er det dansklærerne selv, der udgiver mange af de nye, inspirerende og grænseoverskridende bøger i disse år. Det sker på foreningens eget dansklærerforlag. Et par gange om året udsendes til abonnenterne en bogpakke, hvori kendte (og mindre kendte) forfattere får lov til at udfolde sig uden for markedsmekanismerne (= salgbarhed, hyldeplacering m.m.). Det har givet store bøger som Janne Tellers 'Intet', og allerede i år er kommet mindst tre historier for unge, der med magelighed kunne anbringes i en mindre tung kanon. Personligt holder jeg mest af Lotte Lincks 'Baby-face', der foregår i den nedre del af den danske provins blandt sutter og tabere ved landsbyens gadekær. Til samme ombæring bidrager også Jens Smærup Sørensen og Pia Juul. Hvad så med Bruhn, Lundme, Dürr, Melbye, Schou og Kickbusch? vil nogen indvende. Ja, hvad med dem? De er også gode og danske og udtryk for, at vi på vej tilbage til rødderne. Tjek dem ud. Outsideren er blevet insider. Den gode historie er tilbage. Alt er godt.