Kogegalskaben raser i de små og store samtalekøkkener, hvor kobberpanderne glimter om kap med funklende køkkenmaskiner, der kan rive og røre og blende og kværne. Køkkenet er blevet en maskinpark med ambitioner om også at være familiens åndfulde forsamlingshus, hvor maden binder os sammen i ophøjet gastronomisk forventning, indtil illusionen brister, og pizzabuddet ringer på. Mangoen mangler ... Man er strandet på den øde kogeø. Der var alligevel ikke tid. Der var alligevel ikke stjerneanis, vilde ris, usaltet smør eller lavendelhonning inden for rækkevidde. Man har nemlig ikke læst opskriften, før man køber ind. Og de har hverken mango eller citrongræs eller lichi i 7-Eleven. Kogebogen smækkes i med et skuffelsens suk, og aftenen kan kun reddes ved at lægge sig på knæ foran dybfryseren eller præstere en hjemmeudgave af 'Vis mig dit køleskab'. Eller ringe til Carlos Pizzeria, der bringer gratis ud. Haute fantasie Der skrives og sælges kogebøger som aldrig før. Men spiser danskerne bedre, mere fantasifuldt eller kvalitetsbevidst af den grund? Samtidig med kogebøgernes flodbølge stiger salget af færdigretter og fastfood, så det gør danskernes antal i samtalekøkkenet nok ikke. Men ambitionerne fejler ingenting. Det gør de helt elementære kundskaber om både køkkenteknik og råvarer til gengæld, for overgangen fra Frøken Jensen-generationen til Nigella Lawson er ikke fulgt op af viden om det at lave mad. Fantasien overgår den sunde fornuft, og derfor kommer der efter min bedste opfattelse alt for lidt god mad ud af de tusindvis af opskrifter, kogebøgerne kaster i grams. Det siger også noget om forholdet til kogebogen som brugsredskab, at alt for mange af dem fremstår i et pragtudstyr, der ikke ligefrem indbyder til fedtede finger, meldrys og stegeos. De bedste af mine egne kogebøger er pænt sølet til, men de bedste er heller ikke de mest glamourøse. Middelhav eller mormor Det er til gengæld dem, mange års erfaringer ved potter og pander får mig til at vende tilbage til, hvis jeg da ikke har tilberedt retterne så mange gange, at de sidder i hukommelsen som salmeversene fra mit skoletid, da man lærte den slags udenad: »Giv mig, Gud, en saltet tunge ...«. Eller jeg har fundet frem til min egen version af sagen. Eller endelig fået fingre i en ny kogebog, som er så veltilrettelagt og -skrevet, at den inspirerer til udvidelse af repertoiret. Mange tror, at vi madskrivere selv opfinder retter. Det sker sjældnere end sjældent. Det er højst nye kombinationer og temaer med variationer. Nye råvarer på markedet, sådan som vi har oplevet det med køkkenets globalisering, har sendt køkkendufte fra Thailand, Marokko og Mexico gennem de danske emhætter. Middelhavsduftene har vi for længst kaperet og gjort til daglig smag med oliven, hvidløg, parmesan osv. De etniske køkkener har beriget det danske marked med inspirerende ingredienser, og de har fået deres egne kogebøger. Samtidig har vi fortrængt en række af vort hjemlands vemodige retter, der med kærlig nedladenhed har fundet en niche som mormormad: Vil helt du fatte dit køkkens rod, skøn på de skatte, hun efterlod ... Vært eller kok Stjernekokkenes vagtparade er en udfordring, som man nemt kan undervurdere rent teknisk. Det er ikke let, slet ikke for begyndere, at lave mad som Thomas Rode, Jean-Louis Lieffroy, Daniel Letz eller Bo Jacobsen, og har man ambitioner om at tilberede deres sofistikerede mad, skal man forberede sig grundigt, både omkring indkøb og gennemlæsning af processerne i hver enkelt ret, sørge for, at redskaberne er til stede - og tiden. Så kan det blive en prægtig oplevelse for både hjemmekokken og gæsterne. Man må bare time og sammensætte menuen efter, om man selv vil være kok eller vært, for hvis man vil sidde med til bords, er det svært at holde øje med saucer og souffleer i køkkenet. Jeg kender enkelte mennesker, der arrangerer den slags middage, men de forbereder sig i to-tre dage: Smag er tid! Derfor: Har man hverken tid eller teknik, skal man bruge de gastronomiske pragtværker som lystlæsning og supplement til bedre restaurationsoplevelser. Det daglige brød Lad os se i øjnene, at langt de fleste måltider er de daglige. Er man den i en husholdning, der skal finde på hver dag, ved de fleste, at det kan være lige så krævende som selve tilberedelsen. Det var i gamle dage en husmoderpligt, som fik støtte fra Frøken Jensen eller Ingeborg Suhr og årets gang i naturen. De to klassikere er stadig på markedet, og de er solide grundbøger, ført up to date, suppleret af andre grundbøger som Anne Maigaards Politikens Store Kogebog. Kogebøger af den kaliber kan godt dele plads i reolen med de fremstormende tv kokke som Jamie Oliver og Nigella Lawson. Og på hjemmebane med Nikolaj Kirks fornuftige 'Hverdagsmad' og Camilla Plums personlige 'Mors mad' og Nana Simonsens 'Smag på Danmark'. Af nyere temabøger er kokken Lars Scheels bog om laks stærkt anbefalelsesværdig, fordi den tager en populær og p.t. prisbillig råvare op til behandling, ikke kun gastronomisk, men også med grundig viden om kvaliteten. Og gælder det det søde, er dessertkokken Markus Grigos bog om 'Kager' en ny og dejlig tilgang til hjemmebag, der ville have frydet mormor.