Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Sådan sagde jo Paulus med en selvindsigt, der har sin aktualitet til hver en tid, men i perioder ligger længere fremme i bevidstheden. Og siden 11. september 2001 har der nok været et særligt fokus på 'det onde'. Med og uden ansigt Måske havde vi troet, at det 21. århundrede ville blive lysere end det 20. - fra Første Verdenskrigs skyttegrave over Hitlers holocaust og Stalins Gulag til massakrerne i Bosnien. Og så står vi allerede nu over for en ansigtsløs fjende ved navn 'terrorismen', mens billederne fra Abu Ghraib-fængslet i Irak giver den skinbarlige ondskab et ansigt: Vores eget. Jungersen og Teller Årets bogmesse i Forum bærer præg af sådanne overvejelser. To af efterårets markante romaner, Janne Tellers 'Kattens tramp' og Christian Jungersens 'Undtagelsen', søger at afdække noget af ondskabens psykologi ved at spore folkedrabets mekanismer til det enkelte menneskes private liv - alene og i gruppe. Hos Jungersen gælder det, som han siger i vores interview på side 8, »unge kvinder, der arbejder i en humanitær organisation eller noget, der ligner. Kvinder, der er medlem af Amnesty og Greenpeace, og som går op i at sortere deres affald og gå ned med flasker i containeren«. Hos Janne Teller er hovedpersonen en mand, som arbejder i en organisation af samme slags, en læge og forsker i folkedrab, som i sit kærlighedsliv bliver en udøver af ondskab. Samtidsromanen lever Kan almindelig dansk kontormobning parallelføres med et folkedrabs mekanismer? Kan et kærlighedsforhold forvandlet til had og hævn? Både Christian Jungersen og Janne Teller har haft deres tvivl om parallellernes holdbarhed, men nu ligger romanerne der, og så er det op til læserne at gøre deres egne overvejelser. Møderne med de to forfattere på Bogforum kan måske hjælpe på vej. Teller og Jungersen har skrevet to store, realistiske samtidsromaner fyldt med psykologiske og moralske spørgsmål, og som talrige læsere og biografgængere allerede vil vide, udsendte svenske Jan Guillou forrige år en lige så realistisk erindringsroman med den enkle titel: 'Ondskab'. Kostskolens mekanismer bliver her afdækket lige så nådesløst, som Jungersen afdækker kontorets og Teller kærlighedens. Så der er i hvert fald én diskussion, man ikke behøver at deltage i, og det er den tilbagevendende pseudodiskussion om, hvorfor der ikke skrives store danske samtidsromaner. Det er faktisk den helt fremherskende genre i Danmark og i Norden, og sådan har det været i årtier, alt mens de litterære 'eksperter' har henholdsvis hypet og hånet de mere formalt eksperimenterende romaner, som ikke fortjener nogen af delene. Birkedal og Balkan Men også uden for skønlitteraturen er 'ondskab' i usædvanlig grad et bogaktuelt - og Bogforumaktuelt - emne. Peter Øvig Knudsen kommer og beretter om sit arbejde med bogen 'Birkedal' om den danske torturbøddel Niels Ib Birkedal-Hansen, og forfatterparret Frederik Stjernfelt/Jens Martin Eriksen bliver interviewet om deres to politiske reportagebøger fra Balkan, 'Hadets anatomi' og 'Krigens Scenografi'. Om sidstnævnte skrev Jens Holsøe spørgende og resumerende i sin anmeldelse: »Hvordan fanden (undskyld) kunne det gå til, at man i den grad fejlvurderede både de ledende spillere på Balkan, men også hele situationen, så op mod en kvart million mennesker blev dræbt, et par millioner fordrevet, og hvor vi stadig snart ni år efter afslutningen på krigen i Bosnien sidder tilbage med et etnisk opdelt, økonomisk smadret og politisk stigmatiseret land?« Ondskabens psykologi Samme spørgsmål findes i Janne Tellers roman. Og når Peter Øvig Knudsen i sin dokumentariske bog om Ib Birkedal portrætterer en dansker, som ikke lader nogen af torturbødlerne i Abu Ghraib-fængslet (før og efter Saddams fald) noget tilbage, så kommer ondskaben meget tæt på. Som Peter Øvig sagde i et interview med Politikens Carsten Andersen: »Man kan - som psykiaterne gør - vælge at sige, at der er tale om onde mennesker eller psykopater, men for mig er det for nemt at sige, at det altid er 'de andre', der begår tortur eller andre forbrydelser. At det er muslimerne, afrikanerne, tidligere generationer eller psykopater, og at man altid forsøger at få ondskaben bragt væk fra sig selv«. »Birkedal er jo en almindelig århusianer. Jeg siger ikke, at enhver bliver torturbøddel under visse omstændigheder, men hvis man bare lader omstændighederne styre, så tror jeg desværre, de fleste af os kan komme ud på glidebanen«. Men er 'ondskab' overhovedet et seriøst psykologisk-videnskabligt begreb, som kan række ud over sit religiøse og moralske indhold? Findes der en 'ondskabens psykologi'? Det er netop spørgsmålet i en ny bog skrevet af en række psykologer og psykiatere, som ikke optræder på messen. Til gengæld optræder Per Schultz Jørgensens anmeldelse af bogen her i sektionen. En anmeldelse, der ligesom bogen slutter med at spørge, hvad der får mennesker til at gøre det gode. Det, som Paulus ville, men ikke gjorde.