Doodle: sidde og tegne kruseduller (mens man keder sig); kruseduller. Engelsk-dansk ordbog, Gyldendal.

Krusedulle: snørklede tegn, som ikke forestiller noget. Politikens Danskordbog. Urolig underbevidsthed Vietnam. Otte gange er landet, hvis navn alene er et åbent sår i Amerikas historie, skrevet ned ved siden af en slagmark af tomme, hvide kasser. Eller er det kors på en militærkirkegård? Ingen ved, hvad der løb gennem præsident John F. Kennedys hjerne, da han i sin tid prentede ordet 'Vietnam' ned ved siden af de sammenhængende firkanter, der gik igen på mange af hans notater og andre papirer. Men uroen og krigen i Vietnam må have plaget præsidentens underbevidsthed. Alle laver 'doodles', også lederne af verdens stærkeste nation, USA. Og præsident Kennedy var en af de flittigste penneførere for denne særlige genre. Skæg disciplin Når kedsomheden bliver for stor, eller når koncentrationen skal fastholdes, dukker de op. De små mønstre, symboler, ansigter eller forvrængede streger, amerikanerne kalder doodles, og vi betegner som kruseduller på dansk. Selv de mægtigste mænd i verden lader kuglepennen løbe løbsk på det blanke papir, mens hjernen er et helt andet sted. »At lave doodles er for de fleste mennesker så meget et hverdagsfænomen, at man ikke engang kigger på dem bagefter. Men når man forestiller sig præsidenten, verdens mægtigste mand, i sit kæmpe ovale kontor i det grandiose Hvide Hus, tegne kruseduller på livet løs, uden at de andre vigtige mænd aner det, bliver det skæg disciplin«, siger Sasha Archibald. 20 amerikanske ledere Hun er medredaktør på kunstmagasinet Cabinet i New York, som sidste år fik lov til at gå på jagt efter kruseduller i de efterladte papirer og arkiver fra amerikanske præsidenter, som i princippet er fuldt offentlige. Cabinet bragte sidste år en del af præsidenternes doodles, og nu arbejder Sasha Archibald på en bog fuld af streger fra i hvert fald 20 amerikanske ledere, som formentlig udkommer næste år. »Vores største diskussion har handlet om, hvad der egentlig skal til for at kalde noget en doodle. For i bogen håber vi at inkludere også præsidenter fra før 1920'erne, hvor man begyndte at registrere alle deres papirer. Men dengang skrev man jo med fyldepen, og hvis man havde en lidt krøllet håndskrift, kunne der danne sig underlige figurer mellem linjerne«. »Dem vil vi ikke have med, men på den anden side vil vi heller ikke have tegninger, hvor præsidenten har været lidt for bevidst om sine tegninger. Ronald Reagan har for eksempel tegnet en hel serie ansigter og så skrevet en hilsen til sin kone Nancy under dem. Det tyder på, at han har været helt klar over, hvad han tegnede, og så er det egentlig ikke doodles længere«, mener Sasha Archibald. Dystre følelser Ansigterne er ellers gode. Amerikanske arketyper. En fodboldspiller, en hest, en rygende cowboy, en velklædt ældre herre med monokel, en kineser, en baby, en skurkagtig mand med braktud og blomkålsører, en krølhåret kvinde og en elegant ung mand - præsidenten selv som ung? Skal man dømme efter den israelske grafolog Anna Korens udlægninger af doodles, elsker folk, der som Reagan tegner pæne ansigter, deres medmennesker og ser det bedste i dem. Ligesom den tidligere Hollywoodskuespiller var humanistisk, selskabelig og venlig. Andre præsidenter havde muligvis anderledes dystre følelser, når deres underbevidsthed fik lov at lege på papiret. Richard Nixon, for eksempel, indrammede engang noget, der ligner en kedsommelig politisk dagsorden med en stor pistolkugle. Mens Eisenhower lod sværd og knive ramme hinanden på en doodle fra sin tid i Det Hvide Hus. Og Franklin D. Roosevelt tegnede sværdfisk i fuld fart gennem vandet. Neurotisk præcision »Mange af præsidenterne havde det med at tegne de samme mønstre igen og igen, ligesom mange andre mennesker. Herbert Hoover startede næsten altid med en trekant og tegnede så en cirkel ind over den. Cirklerne udvidede sig så og blev større og større. John F. Kennedy tegnede altid firkanter, som hang sammen. Og der var en nærmest komisk, barnlig liderlighed over Lyndon B. Johnsons motiver. Mange brækkede blyanter eller knive og lange spidse tingester. Samt enkelte katteagtige dukker, der slikker sig selv om munden. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan man skal tolke det, og vi ville i hvert fald have svært ved at skaffe de nødvendige tilladelser, hvis vi præsenterede hans doodles som det, de ligner«, siger Sasha Archibald. Alle de kruseduller, hun har fået fat i, bærer Det Hvide Hus' stempel. Flest doodles er der fra John F. Kennedy, hvis skrablerier ifølge Sasha Archibald er registreret med »nærmest militær præcision, som om der gik en arkivar lige bag ham hele tiden. Det virker helt neurotisk«. Poppsykologi Det er ikke lykkedes for Sasha Archibald og hendes kolleger at finde nogen, der på troværdig, videnskabelig vis er i stand til at tolke krusedullerne, ligesom grafologer kan læse karaktertræk ud fra en persons håndskrift. »Jeg ville gerne, men det ender ofte i poppsykologi. Så jeg tror, at vi må konstatere, at det gode ved præsidenternes doodles er, at alle kan tolke dem, som de vil«, siger hun. Håbet er, at også Bill Clintons efter sigende meget få og ret kedsommelige doodles kommer med i bogen med storpolitiske kruseduller og fodnoter. Men det kræver dispensation fra myndighederne, som ifølge Sasha Archibald ikke er meget for at slippe Clintons nedtegnede underbevidsthed endnu. Hvad angår den regerende familie Bush, må den nøjes med farmands meget enkle draperinger af notatblade. Den netop genvalgte George Walker Bush Jr. er endnu beskyttet af loven og har ret til at holde sine kruseduller helt for sig selv. Men hvad mon de forestiller? Saddam Hussein i flyverskjul eller Osama bin Laden i fangelænker? »No idea«, lyder svaret i telefonen fra Sasha Archibald i New York: »Jeg gider ikke engang gætte på, hvad han tegner i sine doodles. Men mon ikke det er helt intetsigende?«.