Det er »en af de bedste bøger af de mange, der er skrevet om besættelsestidens helte, skurke og forvredne skæbner«, kunne man allerede i tirsdags læse her i avisen om den bog, der ubetinget er ugens mest omtalte: Peter Øvig Knudsens 'Birkedal - En torturbøddel og hans kvinder'. Jens Holsøe var her i Politiken fuld af respekt for den »imponerende research« bag bogen om Aalborg-drengen, der kom i Gestapos tjeneste og i besættelsens sidste år stod i spidsen for arrestationer, tortur og drab på danske frihedskæmpere - og som efter krigen blev anholdt i Tyskland, dømt og henrettet herhjemme så sent som 1950. Nøgtern dokumentation Det er »en fantastisk beretning i al sin uhygge, og så er den tilmed godt skrevet«, konstaterede Holsøe, men hans respekt skyldes ikke mindst forfatterens valg af tonefald: At han »på intet tidspunkt« på de 560 sider »lader sin personlige holdning til de meget spegede handlingsforløb skinne igennem. Det er én lang dokumentation, der lægges frem for læseren, som uden hjælp må danne sig sin mening«. Netop Øvigs måde at fortælle på viser sig at være det eneste, bogens anmeldere rigtig kan være uenige om. En retfærdighedsgerning I Weekendavisen tager Niels Barfoed dog også »hatten af« for denne »kraftpræstation« og vurderer, at »det er lykkedes Øvig på imponerende vis at lade kendsgerningerne tale for sig selv - uden derfor at underkende sin rolle som deres i ordets bedste forstand dramatiserende redaktør«. »Han fortæller uden at fortrække en mine, i en glasklar prosa der giver fuldstændigt afkald på fiktive effekter«. Med sin ny bog foretager Øvig desuden »en afvejning« og »gedigen retfærdighedsgerning«, skriver Barfoed, med tanke på den - fejlagtige - reaktion, Øvigs forrige bog, 'Efter drabet', efterlod hos mange: »Stikkerdrabene, ærlig talt, var det ikke noget svineri? ... selv om det vel at mærke ikke er bogens egen pointe«. Ingen sproglige lækkerier Netop dén forhistorie kan måske være en del af forklaringen på den uden konkurrence køligste anmeldelse, der bliver Øvig til del, nemlig dén i Kristeligt Dagblad. Her er besættelsestidshistorikeren Aage Trommers begejstring beskeden: Bogen karakteriseres som en »tyksak« og »gevaldig omgang«, og derudover refereres stor set kun Birkedals liv. Inklusive dén Nina Davidsen, der har gjort bogen mulig ved at henvende sig til Øvig for at blive renset for den medskyld, hun i sin tid blev dømt for: »Var hun et justitsmord? Øvig lader svaret blafre i vinden«, konkluderer Trommer. Øvig har besluttet at »holde (mine) vurderinger for mig selv for ikke at hindre hver enkelt i at tænke sit«, citerer Trommer - og kommenterer tørt: »Det burde han nu ikke have gjort!« Jyllands-Postens anmelder, Niels Lillelund, har nu ikke svært ved at finde svar på spørgsmålet om Nina Davidsens medskyld: »Hun vil renses, siger hun. Det bliver hun ikke«. Lillelund er - som Holsøe og Barfoed - glad for, at Øvig »modstår fristelsen til at blande sig i fortællingen«. Selv torturscenerne »fremlægger han nøgternt, nærmest klinisk«, fordi »historien er god nok, frygtelig nok i sig selv, ingen sproglige lækkerier eller dramatiseringer er nødvendige her«. Lektier eller sveder? Den kliniske nøgternhed tager Øvig dog fri fra ét sted - netop da han når til klinikken. Altså i »beskrivelsen af den mand, der fik til opgave at undersøge Birkedal efter tilfangetagelsen. »Psykiateren Max Schmidt ... får (selvforskyldt) sin bekomst som den erotisk besatte mediciner, der med et pennestrøg afgjorde tusinder af skæbner, fordi hans ord afgjorde, om de var strafegnede eller ej«, forklarer Lillelund«. Beskrivelsen af Max Schmidt er også ifølge Holsøe »hele bogen værd«. Barfoed anker heller ikke over fremstillingen af »den legendariske officielle sjæledoktor Max Schmidt, der har de arresteredes sexliv på hjernen«. Lillelund ser ligefrem beretningen som »en lektie til eftertiden«. Men Informations anmelder har vist mere lyst til at tildele Øvig en sveder for dén fremstilling: Thomas Thurah anerkender i en omfangsrig anmeldelse Øvigs redegørelse for sine fund i de 23 arkivkasser: »Det gør han samvittighedsfuldt og så detaljeret, at man ind imellem fornemmer politirapportens knastørre, objektive prosa. Dramatisk og rystende er det alligevel«. Det er »en skelsættende dokumentarisk beretning«, konkluderer han, »næsten lige så vigtig« som 'Efter drabet'. Sextosset klovn Men Thurah har, ligesom Trommer, betænkeligheder ved fremstillingsformen: I spørgsmålet om, hvorvidt Birkedals medskyldige blev forført til mord af ham »måtte bogen godt have været klarere. Det gælder også spørgsmålet om Birkedals sindssyge (i fængslet, min tilføjelse). Alting tyder på, at han simulerede, og at galskaben var ren strategi«. Og derfor er det »fjollet koketteri«, at Øvig »ikke drager konklusionen selv - og gennem sine konstruktioner så alligevel gør det«. Værst er dog efter Thurahs mening den »ironiske og lidt pjankede behandling af Max Schmidt«, i kraft af »bogens muntre, nedladende tone«, »et uafbalanceret kildemateriale« og »en vittighedstegning, den eneste illustration i bogen, der ikke har en klar dokumentarisk funktion«. Dén går ikke: »En af de vigtigste kilder til historien er fra starten gjort til en sextosset klovn«, vrisser han og finder desuden placeringen af torturbødlens »kvinder« i bogens undertitel »sensationelt skævvridende«. Så sextosset klovn - »det kan ... Peter Øvig Knudsen selv være«. Skriver altså Thomas Thurah, i modstandsbevægelsens gamle avis.